Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Tilbage i 2019 kom justitsminister Nick Hækkerup (S) for skade at sige noget meget mærkeligt på Folketingets talerstol. Bevares, det er han vist ikke den første politiker, der har gjort, men der var alligevel noget bemærkelsesværdigt dilettantisk ved Hækkerups ordstrøm. Det føltes, som om justitsministeren havde glemt at lave sine lektier, men nu ikke ville indrømme forglemmelsen, mens han stod foran hele klassen. Eller værre endnu: Som om Hækkerup troede, at han pludselig improviserede sig frem til stor filosofi:
”Det er jo logisk, at det ville ødelægge trygheden i samfundet, hvis vi sagde ‘vi kriminaliserer ikke forhold, folk kan bare gøre det’”, indledte socialdemokraten sin tvivlsomme syllogisme (mens han tog sig til hovedet, som var der tale om den mest simple børnelærdom). ”Hvis vi ødelægger trygheden i samfundet, så ødelægger vi friheden i samfundet. Uden tryghed, ingen frihed. Uden tryghed, ingen frihed. Det er sandheden. Det er derfor vi kriminaliserer. Det er jo i virkeligheden det, som vi gerne vil. Og hvis man siger, det er rigtigt, så følger det logisk heraf, at med overvågningen stiger friheden”.
Krig er fred. Uvidenhed er styrke. Med overvågningen stiger friheden. Som et i ekko fra George Orwells 1984 fik Hækkerup talt sig både varm og lettere totalitær. Snart blev han også latterliggjort for sin noget aparte, Erasmus Montanus-agtige logik. For kunne det virkelig passe, at justitsministeren var så blåøjet i sit frihedssyn?
Vi forestiller os, at latterliggørelsen må have været et stort slag for Nick Hækkerup. Her stod han og revolutionerede overvågningsdebatten, blot for at blive fortalt, at argumenterne ikke hang sammen. Forurettet er han vendt tilbage til filosofibøgerne, bladret forvildet rundt i Hobbes, Rousseau, Hegel, Burke og Isaiah Berlin i jagten på oprejsning. Grebet fyldepennen, og sat sig for at skrive en afhandling, der kan sætte alle på plads. Snart har justitsministeren indset, at det alligevel er nemmere at arbejde, når folk ikke kigger på dig imens. Det var vel det, Hækkerup manglede på talerstolen: Plads og fred til at forklare, hvordan det med frihed reelt hænger sammen.
Nu, her små to år senere, er Hækkerups afhandling så endelig klar. I en længere kronik i Politiken redegør (betalingsmur) justitsministeren filosofisk for, hvorfor overvågning altså er et herligt frihedsmiddel. Og denne gang er der virkelig blevet tænkt over tingene. Ikke nok med, at Hækkerup har indset, at hans skelnen mellem to slags friheder (formel og reel) minder om Isaiah Berlins ditto i værket To slags friheder, så har han også fundet frem til, at det hele er et spørgsmål om balance:
”For ligesom der ikke er megen kunst i at ophæve alle regler i et forsøg på at sætte den formelle frihed løs, og dermed se en eksplosion i utrygheden, så er der naturligvis heller ikke megen kunst i at indføre en totalitær stat, der ophæver enhver form for formel frihed og knægter de basale frihedsrettigheder”, lyder det triumferende fra Nick Hækkerup. Hvor er det dog opløftende, at han åbenbart er nået til Kammerat Napoleon-stadiet i sin Orwell-fascination. Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre. Tryghed giver frihed, men nogle former for tryghed giver mere frihed end andre.
Vi er dog kede af at måtte meddele Nick Hækkerup, at det stadig ikke er alle, der kan se balancen i hans argumenter. Som psykolog Svend Brinkmann skriver på Facebook, er det ”særdeles velkomment, at justitsministeren vover sig ud i en filosofisk frihedsdiskussion”, men endnu engang synes justitsministeren at ”snuble i begrebet”. Ved at sidestille tryghed med frihed, gør Hækkerup nemlig frihed til subjektiv størrelse, eller som Brinkmann kalder det: et ”føle-begreb”. Og det er et problem: ”Man er fri, hvis man ”føler” sig fri, men det er farligt at gøre friheden til en subjektiv oplevelse, for dels er det muligt (for en elite) at føle sig fri i et diktatur, og dels er det muligt at føle sig ufri i et demokrati”.
Hækkerup føler fortsat, at overvågning giver frihed, hvis bare vi overvåger på en ikke-totalitær måde. Det skal han være i sin frie ret til at mene. Heldigvis er vi dog lige så frie til at påpege, at argumentet stadig ikke holder vand. Ja, faktisk føler vi, at Hækkerup skal finde sig et nyt cirkusnummer. Bare fordi han sagde noget fjollet på en talerstol for to år siden, behøver justitsministeren ikke at iføre sig fejlslutningen som en politisk spændetrøje. Det er der, trods alt, ikke megen frihed. /David Dragsted