Claus Fisker/Ritzau Scanpix
“Er I her for at gøre rent?”. Umiddelbart kan det lyde som et lavpraktisk spørgsmål, eller som en tilforladelig forespørgsel. De mulige svar rummer imidlertid skræmmende perspektiver, foruroligende store perspektiver. Spørgsmålet kan nemlig ses som en slags politisk Rorschach-test. For hvem er I egentlig, og hvad vil det sige at gøre rent?
Tankevækkende nok faldt spørgsmålet på S-regeringens stort anlagte konference om ‘Fremtidens Danmark’ i Fredericia i går. Her præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) sit valgoplæg. Men spørgsmålet kom ikke fra hovedscenen, men blev i stedet stillet noget mere diskret nede på gulvet, langt væk fra projektørlyset.
Deltagerne var stort set alle midaldrende magtmennesker, hovedsageligt mænd med vigende hårgrænser og henfaldne rødvinspatter: Repræsentanter fra Danmarks dominerende lobbyorganisationer, virksomheder og vennerne fra netværkene. Dog med enkelte undtagelser: For der var faktisk en lille håndfuld unge, som sad med i salen. Sågar tre unge kvinder.
”Er lige blevet spurgt om jeg er her for at gøre rent,” skrev Alma Tynell ved frokosttid: ”Det er jeg ikke,” fortsatte hun på Twitter: ”Jeg er her som repræsentant for over 80.000 gymnasieelever”. Fremtiden tegner sort.
På Socialdemokratiets konference om fremtidens Danmark blev forkvinden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning således ikke tilbudt talerstolen. Ingen ville høre om hendes tanker, drømme og frustrationer. Hun blev alene mødt en forventning om, at hun da kun kunne være tilstede blandt så fine og fornemme folk for at gøre rent efter dem.
Hun sad sammen med formanden for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Maria Bøge Blenstrup, og landsforkvinden for SF Ungdom, Anna Kjær. Tilsammen repræsenterer de titusindvis af de unge, som de alvorstunge jakkesæt og spadsererdragter talte om. Efter lidt polemik på de sociale medier skrev Alma Tynell et afklarende tweet:
”Jeg er absolut ikke for fin til det job! For mig er det ligegyldigt, om de havde troet, jeg var der for at gøre rent, lave mad, holde et musikalsk indslag eller noget andet. Pointen er, at jeg som ung kvinde blev set som én, der ikke deltog i konferencen på lige fod med andre”.
De grønne superhelte
Det første mulige svar er nedslående. Alma Tynell og de to andre kvinder blev alene på grund af deres alder og køn betragtet som rengøringsdamer – løstansatte og på timebetaling forstås. Og det bliver faktisk værre endnu. For uden for konferencen – uden invitation – stod Den Grønne Studenterbevægelse, og forsøgte forgæves at få ørenlyd.
Siden FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde sin dystre statusrapport i forrige uge, har Den Grønne Studenterbevægelse forsøgt at råbe statsminister Mette Frederiksen op. De har undret sig over, at Socialdemokratiets formand, Danmarks kvindelige regeringsleder – tilmed for en regering, som på papiret har en grøn ambition – endnu ikke har forholdt sig til forskernes barske konklusioner.
De unge klimaaktivister anså – naivt, skulle det vise sig – den socialdemokratiske konference om ‘Fremtidens Danmark’ som den perfekte anledning til at koble en akut grøn omstilling sammen med S-regeringens øvrige langsigtede reformplaner, og dermed sikre, at både regeringstoppen og de toneangivende interesseorganisationer begynder at indtænke CO2-reduktioner i samtlige beslutninger.
De grønne studenter måtte imidlertid forlade Fredericia lige så skuffede som de tre unge kvinder. Klimaet stod ikke øverst på Mette Frederiksens dagsorden. Rent faktisk berørte hun reelt kun den grønne omstilling som et argument for, at flere unge skal søge ind på erhvervsuddannelser: ”Man løser ikke klimakrisen med snak og paroler,” lød det fra statsministeren.
Mette Frederiksen opfordrede direkte landets unge til at søge væk fra gymnasierne, handelsskolerne – og bestemt også SF – og dermed alle de organisationer, som de tre kvinder, der sad ydmygede nede på bageste række, repræsenterer. Statsministeren har en anden plan:
”Vi kan ikke sætte vindmøller op, hvis ikke der er elektrikere. Når alle unge er så optaget af klimaet, kunne dét være løsningen. For hvis man gerne vil redde kloden, så skal man i virkeligheden blive faglært”. Og her har Mette Frederiksen faktisk en påtrængende pointe. Der bliver vitterligt brug for flere faglærte, heldigvis. Men måske snarere flere ufaglærte.
De gyldne løfter om livet i morgendagens fagre nye videnssamfund har ofte vist sig at ende som endnu en trummerum-hverdag i det uendelige servicesamfund. For når fremtiden lyder som fortiden, fremtiden begynder at flyde som fortiden, og fremtiden umiskendeligt også synes at ligne fortiden, ja, så kan man hurtigt få bange anelser.
Barnepleje på skoleskemaet
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har en plan, en gammel plan i skuffen. Hun vil have genoplivet skoleskemaet fra tiden, da industrialiseringen for alvor tog fat i Danmark: ”Når man kigger tilbage fra 1930’erne til midt i 1960’erne, havde man en tredjedel praktiske fag i folkeskolen. Eksempelvis metalsløjd og faget barnepleje,” fortæller hun, og betoner, at S-regeringen vil satse på praktiske fag i folkeskolen, for derved at guide flere unge væk fra gymnasierne.
Spørgsmålet runger stadig: “Er I her for at gøre rent?”. Her i 2021 er den beskidte virkelighed, at de unge ikke er med på råd. Den generation af snart midaldrende ministre – denne magtfulde mellem-generation omkring Mette Frederiksen, som hverken besidder de unges spirende indignation eller har været en del af de ældres ungdomsoprør – er ikke engang nysgerrige på, hvad de unge kan, vil og kræver.
Når selv de kvikkeste unge blot bliver set som en del af rengøringsholdet, kan man med god grund frygte, at S-regeringens drøm om at genoplive skolefaget ”barnepleje” ikke ligefrem fører til en snarlig revolution, hvor selv de tungeste drenge vil kunne springe ud som grønne superhelte. Fremtiden for de unge risikerer snarere at byde på slidsomme lavtlønsjob – travle rengøringsjob, snarere end vigtige vindmøllejob.
I hvert fald så længe deltagerne på regeringskonferencen om ‘Fremtidens Danmark’ undviger den grønne omstilling, og statsminister Mette Frederiksen hverken tør træffe beslutning om en mærkbart højere CO2-afgift eller tør tager andre virkemidler i brug for bl.a. at lægge låg på landbrugets udledninger.
David Bowie sang: “Tomorrow belongs to those who can hear it coming”. Måske ender de unge alligevel med at måtte gøre rent – rydde op efter en mellem-generation af magthavere, som ikke var voksne nok til at tage ansvar. “Er I her for at gøre rent?”. Svaret kan i mere end én forstand ende med at blive ja. /Lars Trier Mogensen