Nyhedsanalysen
Blød mands byrde
Eventyret om den fattige ghettodreng, der voksede op og foldede sig ud som én af fodboldens mest spektakulære svaner, var for godt til at være sandt. Ny dokumentarfilm tegner råt portræt af Zlatan Ibrahimović – og hjælper samtidig til forstå, hvorfor så mange bløde familiefædre her i Norden forguder EM’s brogede ‘Bad Boy’-superstjerne.
Der står ikke Ibrahimović på ryggen af særligt mange fodboldtrøjer i skolegårdene. Og på teenageværelserne hænger Zlatan heller ikke på væggen som sexidol-plakat. Zlatan Ibrahimović er først og fremmest et voksenfænomen. Han sætter krop på en forførende fortælling om at trække sig selv op helt fra bunden, give det konforme velfærdssamfund langefingeren – og slippe hurtigt afsted i en Enzo Ferrari.
Når EM i fodbold begynder på fredag i Frankrig, vil den 34-årige Zlatan Ibrahimović være på hjemmebane i et land, hvor han aldrig lærte sproget, som spydspidsen i Paris Saint Germain. Til gengæld scorede han 38 mål alene i ligakampene her i den forgangne sæson i Ligue 1. Nu er han på vej videre til Manchester United, for at blive mester i sit sjette land. Ridderen af Rosengård er blevet et kultfænomen, der fascinerer langt uden for grønsværen.
Paradoksalt nok dyrkes Nordens bedste fodboldspiller i vid udstrækning af bløde, hvide middelklassemænd, der virker helt solgt til det ‘Bad Boy’-eventyr, som den svenske forfatter David Lagercrantz udfoldede fermt i biografien ‘Jeg er Zlatan Ibrahimović’ – men som senere har vist sig at være opspind og fiktivt opfundne citater. Dét var trods alt for godt til at være sandt. Zlatan har ikke selv udtalt ordene i bogen: ”Hvis jeg havde citeret Zlatan korrekt, så ville bogen have været glemt for længe siden,” forsvarede Lagercrantz sig. Arrogant og stodder-agtigt.
Som hvid og belæst overklassedreng har Lagercrantz i det mindste lært noget gadevisdom af Ibrahimović – lidt fandenivoldskhed og flamboyant selvglæde. Og den 53-årige forfatter er bestemt ikke alene.
I ugens løb havde den nye dokumentarfilm ‘Den unge Zlatan’ dansk premiere på Dox:Bio over hele landet. Endelig trådte den mere autentiske, skrøbelige og ensomme Zlatan Ibrahimović frem på skærmen – i en langt mere forvirret og benovet udgave end i David Lagercrantz’s overmenneske-fortælling. Eller endelig og endelig, for de fleste af hovedscenerne i de midaldrende brødrene Gerttens film, ”Den unge Zlatan” (2015), er hentet fra deres tidligere – og filmisk håbløse – dokumentar ”Blådårar 2 – Vägen tillbaka” (2001), som handler om Zlatans ungdomsklub Malmö FF’s vej tilbage i den svenske superliga, Allsvenskan. De har fundet små fraklip frem og snittet dem sammen med optagelser fra Zlatans første udlandseventyr i Ajax Amsterdam.
Danmarkspremieren på ”Den unge Zlatan” har givet de sidste bænkevarmere i kulturborgerskabet muligheden for at komme med på holdet. Selv den hyper-elitære litteraturanmelder Lars Bukdahl måtte i sin filmanmeldelse i Ekko give sig hen til magien hos ‘Ibracadabra’: ”Det (giver) ikke længere intellektuelle point at være uinteresseret i sport. Hverken ældre akademikere eller yngre digtere har længere noget problem med at rapportere troskyldigt og højtravende om deres fanatisme.”
I Politiken skrev kulturredaktør Rune Lykkeberg farligt forelsket: ”Der vil til enhver tid i ethvert samfund være en længsel efter det diktatoriske, det skamløst egoistiske og det krigeriske. Vi vil bare ikke have det i politik eller i det sociale liv. Men det skal være der, og det kan være smukt og stort. Det er derfor, vi sidder der alle sammen – venstreorienterede, progressive, civiliserede, opdragere og demokratiske – og elsker, når Zlatan Ibrahimovic gør det for os.”
Selv er jeg zlatanist. Teksten her er skrevet iført en gammel forvasket svensk landsholdstrøje med nummer 10 på ryggen – og med en ‘man bun’ i nakken. Jeg betalte flere tusinde kroner for en sortbørsbillet til Zlatans genopstandelse i Malmö, da PSG mødte MFF i Champions League sidste år. Jeg måtte bare være på stadion, da herren vendte hjem. Jeg har fejret min fødselsdag på ‘Falafel No. 1’ i Rosengård, Zlatans yndlingsgrill i barndommens ghetto. Og på landforræderisk vis sad jeg i Parken og heppede på Zlatan, da han og Sverige sparkede Danmark ud af EM. Jeg lappede også ”Blådårar 2 – Vägen tillbaka” i mig for flere år siden. Jeg er dermed en kliché på en skandinavisk familiefar, som sværger til ‘the Church of Zlatan’.
Men hvad er det ved Zlatan Ibrahimović, som appellerer så voldsomt og irrationelt? Hvorfor er der så mange voksne æggehoveder og bløde mappemænd med pikhud på fingrene, som bjergtages af jægermanden, der aldrig selv havde respekt for de selv samme hvide middelklassemænd, da han voksede op i Rosengård-forstaden – hvor holdkammeraternes fædre samlede underskrifter ind for at få sat ham af holdet? Typer som Zlatan dengang kaldte for ”overklassesvin” og ”jakkesætsnisser”. Ifølge Lagercrantz, vel at mærke. For i den nye film er han mindre bombastisk.
Her følger tre selvkritiske – ja, eller som vi zlatanister måske ville sige: komplet latterlige – teorier om zlatanismens suggestive idolkraft, udover den indlysende, at han hører til blandt verdens bedste fodboldspillere.
Den grimme ælling
Første, banale og gode forklaring på Zlatans heltestatus er, at hans lidelses- og opstandelseshistorie bliver fortalt som en postmoderne iscenesættelse af H.C. Andersens eventyr om svaneungen, der ”er for stor og for aparte”, og derfor ”skal han nøfles”, men ender med at sejle smuk og attrået rundt i solen, ”da bruste dens fjer, den slanke hals hævede sig, og af hjertet jublede den: Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling.”
Myten kendes også som den amerikanske drøm og drives frem af et romantisk ideal om, at nederlag hærder mønsterbryderen på den usandsynlige vej frem mod forløsningen i spotlys og bling-bling. Omplantet til opstigningen fra betonblokkene i Skåne har Zlatan Ibrahimović udlevet en drengedrøm med universel appel: Historien om vidundertalentet, der blev tæsket af sin kroatiske mor og flyttede rundt med sin fordrukne og krigstraumatiserede bosniske far, er et beskidt og multikulturelt eventyr, som skaber forhåbninger om, at der også midt i den aktuelle flygtningestrøm gemmer sig guld – eller ligefrem kufferter med uslebne diamanter, hvis man skal følge med ind i Søren Pinds forunderlige begrebsunivers.
Reelt går der millioner af unge fodboldspillere for hvert talent i Zlatan-karat, men for nogle symboliserer han ikke desto mindre håbet om, at der dybt nede i sumpen af arbejdsløshed og analfabetisme blandt indvandrerdrenge i Skandinavien gemmer sig nye genier. Zlatan trænede sig selv selvpinerisk og ubønhørligt og har absolut intet fået forærende. Tværtimod var han udstødt. Da jeg anmeldte den svenske udgave af ‘Jag är Zlatan Ibrahimović’ i 2011, skrev jeg: ”Racismen møder han ikke i ghettoen, hvor det bare var gård mod gård, men derimod i mødet med middelklassens forkælede unger.”
Fascinationen af Zlatan blandt de bløde familiefædre af kulturradikalt tilsnit kan således ses som en bodsgang – som en angrende hyldest til den vanrøgtede dreng, der blev kanøflet af ænderne, hønerne og de fritsvævende fugle under den hårde vinter. Zlatan er den fremmede egotripper-type, som også bliver mistænkeliggjort af den veluddannede middelklasse.
I ‘Den unge Zlatan’ ser man en forsømt og omsorgssøgende dreng, der mangler enhver tillid til de hvide middelklasse-trænere og -medspillere, og med god grund, for de bagtaler ham. I dag virker hånen så tåkrummende pinlig, at mange føler kollektiv skam – og i gensynet med Zlatans klassekamp åbenbarer sig en ubekvem sandhed: Den mest brutale diskrimination i Norden pibler ikke kun frem fra de åbenlyse indvandrerkritikere i Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna, men i høj grad også i form af mobberiet af alle underklassebørn, i den gode smags tjeneste.
Kald det hykleri eller selvhad, men Zlatan sublimerer en dårlig samvittighed.
Den ædle vilde
Anden ubekvemme og onde forklaring på Zlatans slagkraft blandt intelligentsiaen er, at han fungerer som et troldspejl for hvide, ikke-tatoverede skandinaviske bamsefædre fra den højere middelklasse, som gennem hele livet har bøjet og føjet sig for både trænere, chefer og kvinder – og derved har mistet enhver gnist af netop den maskuline beslutsomhed, som ellers ville kunne have gjort indtryk på trænerne, cheferne og ikke mindst kvinderne.
Disse bløde mænd ved efterhånden godt – selv om det er en svær erkendelse – at de for længst er kulmineret som mellemledere med fløjlsmaver og fuldt bookede Outlook-kalendre. Derfor begærer og romantiserer de nu alt det rebelske, nonkonforme og flamboyante, de ikke selv er. Og aldrig var.
Ibrahimović er den ultimative kontrast: Den bosnisk-kroatisk-svenske superstjerne træder frem som den eksotiske og ekvilibristiske enspænder, der har sprængt alle konventioner ved at trodse samtlige trænere, chefer og kvinder. Med sin fjederspændte og tatoverede krop repræsenterer han det, som antropologer kalder for ”the noble savage”, altså den ædle, ufordærvede vildmand, som midt i det lighedssøgende velfærdssamfund har bevaret sin oprindelige dyriskhed.
Zlatans krop er i sig selv et hulemandsmaleri af stammesymbolik, østlig mystik og arabiske ord. På højre håndled har han fået tatoveret en stribe numre, som han selv kalder for ”Ibrahimović-koden” – fødselsdatoerne på alle mænd i familien: Faren Sefik, brødrene Sapko og Aleksander og selvfølgelig hans to sønner Maximilian og Vince. Moren Jurka og søsteren Sanela er brændt ind i huden lidt tættere ved hjertet, og på lænden er optegnet to trumfkort, det ene med et stort H for Helena Seger, Zlatans 11 år ældre kone.
Tatoveringerne kan ses som et ydre tegn på, hvordan Ibrahimović lever i harmoni med naturens orden. At han ikke er bukket under for modernitetens maskinelle middelmådighed. Forestillingen om og fascinationen af den ‘ædle vilde’ er således båret af et begær efter en spontanitet og eksplosivitet, som i dag ligger uden for rækkevidde for de fleste – en uopnåelig vilje til at vinde kontrol over bolden og kringle den op i krogen, uanset hvad fanden andre måtte tænke undervejs. Zlatan er krigeren, der springer rundt på tv-skærmen i weekenden og giver børnevoksne fædre små glimt af en anden verden, hvor de ikke blot bliver skubbet til siden i hverdagens kantinekø.
Da Zlatan skiftede til Juventus i Torino, som det fortælles i ‘Den unge Zlatan’, sad han i virkelighedens verden ofte mutters alene i den lokale Ikea og spiste köttbullar – lige uden for centrum af den gastronomiske pragtby. Men fantasien lever: Zlatan er midtlivskrisens talisman.
Det store røvhul
Tredje lidet flatterende og grusomme forklaring på Zlatans attraktion er, at han slet og ret er det, som filosofiprofessoren Aaron James har udviklet en hel teori om, nemlig et røvhul. Teorien, der passer påfaldende præcist på Zlatans fremfærd både på og uden for fodboldbanen, rummer tre kendetegn:
Han (selv om det ikke altid er en mand) føler sig for det første berettiget til særlige rettigheder og sætter derfor altid sig selv før andre for at få indfriet egne behov. For det andet mener røvhullet, at netop hans handlinger er retfærdiggjort og vil hellere end gerne argumentere moralsk for at have en ophøjet ret til at gøre, som han gør. For det tredje er røvhullet ikke – som f.eks. psykopaten – ligeglad eller uopmærksom på andres reaktioner, men han føler sig bare overbevist om, at hans egne behov er vigtigere.
”De kan få en cykel med min autograf, så må det være fint.” Sådan lød Zlatan Ibrahimović’s forsøg på at lægge låg på en ophedet debat i 2013 om forskelsbehandling mellem mandlige og kvindelige fodboldspillere i Sverige. Ved den årlige fodboldgalla fik Anders Svensson en bil i præmie, mens Therese Sjögran måtte nøjes med æren: ”Med al respekt for det, kvinderne gør – de har gjort det fantastisk godt – så kan man ikke sammenligne herre- og damefodbold. Drop det, det er ikke engang sjovt. Det er en dårlig vittighed, som ikke engang ville gå hjem i Rosengård,” sagde Zlatan og satte trumf på: ”Når jeg kommer ud i Europa sammenlignes jeg med Messi og Ronaldo. Når jeg kommer hjem, sammenligner I mig med kvindelige spillere. Skal jeg være flov over at være svensk fodboldspiller?”
Han holder sig heller ikke tilbage for at ydmyge andre og åbenlyst dårlige fodboldspillere, såsom danske Nicklas Bendtner eller norske John Carew. Zlatan Ibrahimović sprænger imidlertid ikke den politiske korrekthed alene for at provokere, men fordi han betragter verden som et naturligt hierarki – med ham selv på toppen.
Zlatan er den aggressive alfahan, som hellere vil banke andre gule og blå end rette ind efter den svenske Folkhem-feminisme. For de fodboldtossede æggehoveder udgør han en pendant til mange veluddannede kvinders ‘Fifty Shades of Grey’-fantasi. Ibrahimović forløser den bløde mands byrde.