Foto: Warner Bros
”Menneskekroppen består af omkring halvfjerds procent vand i vægt. En død mand kræver bestemt ikke længere det vand”.
I Frank Herberts sci fi-roman Dune fra 1965, der netop er blevet filmatiseret med Timothée Chalamet i hovedrollen, har de indfødte frimenere fundet en måde at overleve på ørkenplaneten Arrakis, hvor vand er en absolut mangelvare. De drikker urin, sved og afføring opbevaret i små lommer fra deres våddragtslignende stillsuits og genanvender vand fra døde kroppe. De aflægger eder i vand frem for blod og opfanger og opbevarer luftens fugtighed i fælles anlæg og brønde. Kun de adelige familier har råd og adgang til vand, der med andre ord er en luksus forbeholdt de få. Selv det at fælde en tåre udviser rigdom og magt.
Situationen på Arrakis foregår tusindvis af år ude i fremtiden, men alligevel har dommedagsscenariet så småt nået den virkelige verden. Onsdag kunne Al-Jazeera fortælle, at vandforsyningssystemet i Libanon er på kanten af at kollapse på grund af elektricitetsmangel. Det betyder, at 1,7 mio. mennesker, svarende til 70 pct. af befolkningen, i disse dage lever under, hvad der af FN-organisationen Unicef kategoriseres som ‘kritisk’ vandmangel. Mange risikerer helt at miste adgangen til vand. Læg dertil, at de allerhårdest ramte områder er Baalbek-Hermel og Bekaa, som huser en stor del af landets millioner af flygtninge, hvor endnu flere måske slet ikke er med i statistikkerne.
Samtidig har Libanon i månedsvis været ramt af brændstofmangel, hvor centralbanken den 11. august sagde, at man ikke længere var i stand til at finansiere brændstofimport til de subsidierede valutakurser, og hvor landets embedsmænd en uges tid efter forhøjede brændstofprisen med 66 pct. Det betød timelange køer ved benzinstationerne, hvor tre mænd for nyligt døde i slagsmål. Også landets hospitaler er ramt, og det ene af hovedstaden Beiruts amerikanske universiteter advarede tidligere på måneden om, at fyrre voksne og femten børn ville dø på universitetets hospital, hvis ikke man øjeblikkeligt modtog en forsendelse dieselolie til generatorerne.
Tilsammen kan manglen på elektricitet, vand og benzin spores tilbage til landets finanskrise, der i 2019 sendte millioner af libanesere på gaden i demonstrationer over politikernes manglende evne til at løse situationen. Dengang skyldte landet 150 pct. af sit bruttonationalprodukt væk, og krisen er kun forværret over de sidste to år. Fattigdommen har nået et historisk højt niveau, og den libanesiske pund, lira, har mistet 90 pct. af sin værdi. Senest efter en eksplosion på størrelse med en atombombe sidste år ramte havnen i Beirut. Mad koster i dag det tidobbelte af, hvad det gjorde for to år siden, og bare sidste år gik inflationen fra 2,9 til 84,9 pct. Al-Jazeera illustrerer det meget godt: Hvor man i januar 2019 kunne få fire liters flaskevand for 1.000 libanesiske pund, kan du i dag kun få en halv liter for det samme.
FN-organisationen Unicef advarede allerede i juli om, at landets vandpumpesystemer inden for fire til seks uger ville stoppe med at virke. Men meget symptomatisk har hverken den statsejede elleverandør Electricité du Liban eller de mere eller mindre uregulerede og formodentlig korrupte private elleverandører – kendt blandt befolkningen som ‘generatormafiaen’ – leveret løsninger. Ikke overraskende har landets skiftende regeringer, der alle tilhører den samme, lille elite, heller ikke formået at råde bod på problemet.
Herbert ønskede efter sigende, at Dune skulle tjene som en håndbog til at højne vores sociale, politiske og økonomiske bevidsthed, ligesom bogens titel skulle være en onomatopoesi, et lydord, for doom, undergang. Situationen i Libanon er måske ikke helt som på Arrakis, men det er oppe over. /Emma Louise Stenholm