Foto: U.S. Department of Defense
Så skete det endelig. Efter 20 års krig har USA forladt Afghanistan. Natten til tirsdag lagde det amerikanske forsvarsministerium et billede ud på Twitter af den generalmajor, der blev den sidste amerikanske soldat på afghansk jord. Chris Donahue, hedder han. Der er ikke meget fanfare over billedet. Slukøret går Donahue mod det militære transportfly med en riffel i hånden. Øjnene ser ikke rigtigt nogle steder hen. Eller jo, måske ser de indad: Mod bortkomne kollegaer, mod nederlaget, mod den nyttesløse krig. Et spørgsmål trænger sig på; det hænger ligesom usagt i Donahues mundvig: Hvad skulle vi i Afghanistan?
Få timer efter USA forlader Kabuls lufthavn, ankommer Taleban. De skyder op i luften i jubel, ifører sig efterladte, amerikanske uniformer, og inspicerer hangaren, hvor USA opbevarede sit militære isenkram. Helikoptere står glemte og ødelagte tilbage. Amerikanerne har ikke engang orket at tage dem med, de er blot blevet uskadeliggjort, så fjenden ikke kan bruge dem. To brandbiler står der også. De skulle gerne virke endnu. Som en sidste, lidt sarkastisk gave fra amerikanerne. Nu er det Talebans tur til at agere brandslukkere.
Var krigen i Afghanistan et computerspil, ville de vestlige styrker nu blive mødt af en ”Game Over”-skærm. Prinsessen fik man ikke befriet, hun var i et andet slot. Bossen viste sig at være for overvældende – også selvom han ikke så ud af så meget. Og til alles skræk og ve må USA og dets allierede indse, at man tilmed har glemt at gemme spillet. Efter 20 års krigsindsats er man slået tilbage til start. Taleban regerede Afghanistan da man begyndte krigen, Taleban regerer også, når man forlader krigen. Så mange spildte kræfter. Så mange spildte menneskeliv. ”Game Over”. Det er normalt nu, at man kyler controlleren væk i afmagt.
Kinesisk spilkontrol
Netop det – at kyle controlleren væk – vil Kinas regering nu også have, at børn og unge under 18 år gør. Ifølge et nyt regelsæt, må den kinesiske ungdom kun spille computer sammenlagt tre timer om ugen, maks en time om dagen. Og bestemt ikke på skoledage, hvor lektierne skal laves! Computerspillene korrumperer børnene, lader til at være Kinas officielle linje. Tidligere på måneden lød det i hvert fald i en kinesisk avis, at gaming er ”spirituelt opium”. I samme tråd har man for nyligt slået ned på fanklubber og landets voksende kendiskultur, som menes at have en distraherende virkning på de unge.
Hvordan man i praksis vil forhindre de kinesiske teenagere i at game løs, står lidt mere hen i det uvisse. Kina har faktisk allerede regler for, hvor mange timer om ugen, kinesere under 18 år må have controller og computer tændt. For at kunne spille online, skal man registrere sig med ID. Men det er almindelig kutyme, at de unge bare låner deres forældres, fætters ellers fasters ID, for derefter at kunne spille uhindret – tidsbegrænsingerne gælder nemlig ikke for borgere over 18 år. Det smuthul vil næppe blive mindre populært, når restriktionerne skærpes.
Måske skal Kina dog slet ikke være så bange for, at landets yngste borgere bryder reglerne og forbliver klinet til skærmen. Det gode ved computerspil er trods alt, at ingen kommer til skade (hvis man altså ser bort fra musearme og seneskedebetændelser). Så er det straks en anden historie med virkelighedens krigsspil, hvor unge liv kastes bort for en futil drøm om frihed. Hvis der skulle sættes begrænsninger på noget, skulle det da lige være, hvor mange konflikter vi fremover må blande os i. Konklusionen fra Afghanistan er klar: Vesten er ikke nogen Super Mario. Måske er det den erkendelse, der lyser ud af Chris Donahues øjne. /David Dragsted