Håbet lever videre i Catalonien

I Gràcia konkurrerer gaderne om at skabe de flotteste dekorationer med alt fra farverige udklip af fisk til plastikfigurer af sumobrydere, og selvom det kun er tirsdag eftermiddag, er menneskemængderne allerede indhyllet i cigaretrøg og musik fra orkesterkoncerter på torvene.

Byfesten i Gràcia, der hvert år finder sted i august, står i dag som et af de steder i Barcelona, der tydeligst manifesterer den catalanske identitet. Ligesom Catalonien var Gràcia engang en selvstændig landsby, indtil den i 1897 blev annekteret af Barcelona, men hvor man formåede at holde fast i byens kulturelle særpræg. Under Francisco Francos diktatur fra 1939 til 1975 blev det catalanske sprog og enhver fremstilling af catalansk identitet forbudt, hvormed man også måtte lægge låg på byfesten. Først efter Francos død stod den for alvor igen i fuldt flor.

Billederne fra folkeafstemningen i 2017 taler for sig selv. På foranledning af Madrids centralregering slog militærpolitiet Guardia Civil ned på demonstranter, sparkede dørene op til valglokaler og fjernede stemmeurner med mellem 900 og 1.100 sårede til følge. Men fire år efter kan det som udefrakommende være svært at få øje på, præcis hvor den vold og undertrykkelse fra regeringen, selvstændighedsbevægelsen stadig taler om i dag, finder sted.

Selvstændighedsbevægelsen er stort set fraværende i gadebilledet i Gràcia, med undtagelse af et par gule sløjfer og catalanske flag, der rundt omkring ligger henslængt over elledningerne. Bevægelsen synes også at være på sit laveste i mere end bare billedlig forstand. Medier skriver ikke længere om konflikten, og kampen for selvstændighed er af flere for længst erklæret overvundet, opgivet og urealistisk.

Bruddets fem stadier

Men selvstændighedsbevægelsen håber stadig. Tidligt på aftenen møder vi Adrià Alsina, der stadig er på arbejde, selvom byfesten for længst er begyndt udenfor. Alsina kommer nærmest forpustet ind på kontoret hos Assemblea Nacional Catalana (ANC), hvor han arbejder som kommunikationschef. ANC er en politisk organisation, der sammen med kulturforeningen Òmnium Culturel var blandt de primære drivkræfter bag den folkelige mobilisering af folkeafstemningerne i Catalonien. Det førte til fængselsdomme på op til ni år til organisationernes ledere, der i juni blev løsladt efter pres fra FN, EU og Europarådet.

Tiden efter folkeafstemningen kan sammenlignes med et brud fra en kæreste, fortæller Alsina. Som det først blev formuleret af den schweizisk-amerikanske psykolog Elizabeth Kübler-Ross, kan sorg opdeles i fem stadier: benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.

Selvstændighedsbevægelsen var først låst fast i et febrilsk forsøg på at få det hele til at lykkes trods modgang. Dernæst sorgfasen, som når ”man bingewatcher alien- og robotfilm på Netflix og læser science fiction”, som Alsina forklarer det, inden man igen er ”klar til at gå ud, geninstallere Tinder og tillade sig selv at begå fejl”. Og det er i denne eksperimenterende og forvirrende fase med mange nye og modsatrettede initiativer, selvstændighedsbevægelsen befinder sig lige nu, mener han:

”Forhåbentlig er vi snart klar til at forelske os igen”.

”I det her stadie har man brug for validering udefra, nogen der fortæller dig, at du er smuk. Så vi kan bevise, at vi i det mindste havde ret i, at man ikke bare kan sende politiet til at undertrykke demokratiske stemmer. Og jeg oplever, at der kommer mange gode takter lige nu fra fx EU-Domstolen i Luxembourg og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg”, siger han.

“Jeg er ret sikker på, at domstolene i de kommende år vil sige noget så simpelt som, at måden, hvorpå Spanien håndterede folkeafstemningen, var ulovlig. På den måde siger de ikke noget om selve folkeafstemningen, men om håndteringen”.

Alsina er uddannet i statskundskab med en efterfølgende ph.d. i kommunikation og undskylder da også, at han taler om bevægelsen i det, han kalder ”marketingstermer”, når han skal forklare, hvorfor der ikke er større international opmærksomhed i dag. Det skyldes, at der i høj grad har manglet en branding af Catalonien, mener han.

”Men det er vigtigt at forstå, hvad der sker i regionen, for det vil forme Europas fremtid for de kommende generationer. Vi har et par lande i Europa, som går deres egen vej. Ungarn og Polen, der har besluttet, at europæiske værdier ikke betyder noget, fordi ingen tager dem seriøst. Og det skal vi, hvis EU skal være noget, vi kan være stolte af, og som vi kan fortælle vores børn om”.

Man vinder ikke noget ved at opføre sig pænt

Det let at høre på Alsinas overbevisning i stemmen, at han er vant til at begå sig tv-debatter og i det hele taget at være en offentlig person. Han stillede eksempelvis op som borgmesterkandidat i Barcelona i 2018. Som Alsina skriver i sin bog, der udkom tidligere på året og har den løst oversatte titel ‘Hvorfor uafhængigheden fejlede, og hvorfor den stadig er mulig’, har han et bud på vejen videre: Der skal lægges en fælles strategi i selvstændighedsbevægelsen, der siden folkeafstemningen har været splittet.

”Det er indlysende, at vi ikke tog alle vores chancer i 2017. Delvist fordi vi troede på interventioner fra EU, og fordi vi var bange for Spaniens undertrykkelse. Vi udviklede et selvopfyldende narrativ om at have tabt kapital”.

”Debatten er forurenet af, at vi har folk i fængsel, og hele benægtelsesfasen og sorgen, der gør det til en emotionel diskussion snarere end en rationel. Nu skal vi tilbage til en i hvert fald delvist rationel debat, selvom politik selvfølgelig aldrig er rent rationale”, siger Alsina, der har en langt mere radikal tilgang til spørgsmålet end flere af regeringspartierne i Catalonien, der hellere ser demokrati og forhandling som vejen frem.

”Vi brød glasloftet for en kort tid, efter at have været lavt på dagsordenen. Men vi tvivlede og fremstod som de svage, der ville have andres hjælp. Folk kan ikke lide dem, der tigger. Man vinder ikke uafhængighed ved at være den sødeste dreng i klassen, men ved at eskalere konflikten til en grad, hvor det er billigere for modparten at gå ind i forhandlinger end at eskalere den yderligere. Det er ligesom et pokerspil, hvor du ikke ved, hvor langt de andre er villige til at gå”.

”Og derfor kommer vi tilbage og gør det igen. Noget, der chokerer verden, som vi gjorde det i 2014 og i 2017. Dem, der stædigt og uden tvivl siger, at Catalonien bliver uafhængigt, ligner religiøse fanatikere. Men det gør også de, der på samme måde argumenterer for, at Catalonien aldrig vil blive det”.

”The future will be Catalan or Taliban”

Efter folkeafstemningen havde selvstændighedsbevægelsen ellers håbet på en intervention fra EU. Flere mener, unionen har snakket for meget og handlet for lidt, siger Alsina og forklarer, at man i dag ser færre europæiske flag i demonstrationerne end før folkeafstemningen.

”Vi kan blive enige om abort. Om våbenkontrol. Om dødsstraf. Vi kan beslutte, hvem der skal dø, og hvem der skal overleve. Men vi kan ikke beslutte, hvor grænserne skal gå. Det giver ingen mening. Tag bare Taliban. EU startede først med at tale om problemet flere år efter. Taliban vandt, men vi gjorde ikke. Det er meget illustrativt”, siger han med reference til den tale, Bill Clinton holdt i Barcelona et par uger efter at have givet Det Hvide Hus videre til George Bush.

”The future will be Catalan or Taliban”, lød ordene efter terrorangrebene den 11. september, samme dato som Cataloniens nationaldag, der oprindeligt var en hyldest til Barcelonas faldne i kampen mod den spanske kong Filip i 1714, men som nu er dagen, hvor millioner af catalanere de seneste år har været i gaderne for at demonstrere for selvstændighed. Talen blev vidt hyldet, selvom flere catalanske medier påpegede, at den måske allerhøjst var en tom gestus for den anseelige sum penge, Clinton havde fået for sit visit.

På trods af en let stigende skepticisme tror Alsina ikke på, at selvstændighedsbevægelsen ønsker at vende EU ryggen. For det europæiske projekt ligger stadig dybt i catalanernes identitet.

”Selvfølgelig er der uenigheder på yderfløjene, men de fleste kan slet ikke forestille sig Catalonien uden for det europæiske finansielle system, frihederne eller konventioner som Schengen. Mange mener, at vi ikke havde været, hvor vi er i dag, hvis ikke Spanien var kommet med i EU i 1986. Det havde været meget værre”.

En grøn tsunami over Europa

Catalansk nationalisme har ikke altid kun været et spørgsmål om egentlig løsrivelse, men i lige så høj grad om indflydelse og selvbestemmelse. Efter Francos død var det med en vis grad af optimisme, at et 90 pct.-flertal af både spaniere og catalanere i 1978 vedtog landets forfatning, der gav Catalonien øget selvbestemmelse, men også accepterede forfatningens ordlyd, at Spanien som nation er ”udelelig”.

Der var i årevis umiddelbar tilfredshed med rammerne, indtil finanskrisen i 2008 fik selvstændighedsbevægelsen til at vokse. Med massearbejdsløshed, tårnhøj gæld og korruption blandt politikerne udbredtes tanken om, at Catalonien socialt, økonomisk, politisk og kulturelt ville klare sig bedre uden at være underlagt Madrid, der ifølge bevægelsen stadig i dag forhindrer regionen i at gennemføre de lovgivninger, borgerne efterspørger. På få år gik opbakningen til selvstændighedsbevægelsen fra 20 til 50 pct., og samtidig voksede tilslutningen til de spirende græsrodsbevægelser, der præsenterede et folkeligt alternativ til det etablerede.

I det grønne energikooperativ Som Energia, catalansk for ‘Vi er energi’, kunne man også mærke tilstrømningen. Med højhastighedstoget fra Barcelona møder vi Marc Roselló i kooperativets hovedsæde i Girona. Han sidder i ledelsen for Som Energia, der ikke som sådan er forbundet med selvstændighedsbevægelsen, men opstod som reaktion på regeringens manglende evne til at tilbyde det, folket gerne ville have. I det her tilfælde grøn energi.

Han fortæller os, at antallet af medlemmer steg kraftigt efter folkeafstemningen, hvor mange catalanere havde brug for et sted at kanalisere deres politiske frustrationer hen. I dag har de etableret over 173.000 kontakter, hvoraf en overvejende del er catalanere.

”Vi er en lille tsunami med epicenter i Girona”, siger Roselló om kooperativet, der har eksisteret siden 2010. Først bredte det sig i Catalonien og siden til resten af Spanien som det første initiativ i Europa, der leverer 100 pct. grøn elektricitet fra vindmøller, solpaneler og biogasplanter til almindelige mennesker – og til samme pris som statslige udbydere, hvis energi primært kommer fra fossile brændstoffer. Som Energia minder om en andelsforening, hvor ethvert medlem er medejer, betaler det samme og kan stemme om organisationens fremtid på lige fod som alle andre. Og så tror de på EU, fordi de formår at sætte mennesker i centrum, og at der er en god politisk retning mod at blive grønnere, som Roselló forklarer.

I nogle lande i EU lyder der også argumenter om, at reguleringer kan hindre projekter som jeres?

”Vi har altid set Europa som en garanti. Vi er mere proeuropæiske end mange andre lande. Måske er det også, fordi vi har brug for Europa, for vores regeringer er meget … Ja, i uafhængighedsbevægelsen har vi tillid til EU, også selvom de fortsat siger, at selvstændighed er et indenrigspolitisk anliggende”, siger han og er tilsyneladende uden selv at bemærke det skiftet over til at tale om selvstændighedsbevægelsen som et ‘vi’.

Tilbage til byfesten i Gràcia møder vi tilfældigt den unge filmfotograf Jonathan Noria, hvis blå frisure matcher farverne på gadens undervandsdekorationer.

“Hvorfor kom I ikke den 11. september i stedet?”, spørger han og siger, at det ville have været bedre at tage billeder af selvstændighedsbevægelsen på Cataloniens nationaldag i stedet for i august.

Men catalanernes kamp for selvstændighed fortsætter, også selvom den ikke altid kan ses med det blotte øje. For mens regionen endnu venter på EU’s opbakning til sin principielle ret til skilsmisse, minder byfesten om, at det ikke kun er den ene dag på året, Francos ansigt viser sig i Catalonien. /Emma Louise Stenholm

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.