Jonas Gahr Støre. Foto: Ritzau/Scanpix
Norge står over for et regeringsskifte her om 12 dage: Socialdemokraten Jonas Gahr Støre tegner til at kunne erobre statsministerposten ved Stortingsvalget mandag 13. september, og dermed bringe Arbeiderpartiet tilbage til magten. I de seneste måneder er Norges socialdemokratiske parti gået solidt frem, mens den siddende konservative statsminister Erna Solberg og hendes Høyre er gledet tilsvarende tilbage.
Det politiske skred i Norge skriver sig ind i et større nordisk mønster: Hvis Jonas Gahr Støre formår at danne en sandsynlig alliance med både det midtersøgende Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti, og dermed blive statsminister, vil han give socialdemokraterne fuld plade: Med Mette Frederiksen som dansk S-statsminister, en ny (og formentlig) kvindelig socialdemokratisk statsminister i Sverige, nu hvor 64-årige Stefan Löfven har valgt at trække sig inden Riksdagsvalget næste år, og ikke mindst med Finlands blot 35-årige S-statsminister Sanna Marin, er det gamle arbejderparti ved at genvinde kontrollen med det politiske landskab på tværs af Norden.
Kun Island skiller sig efterhånden ud, og tilmed ved at ligge endnu mere på den grønne side – med statsminister Katrín Jakobsdóttir fra det røde miljøparti Vinstrihreyfingin. Også i Grønland er regeringen rykket længere ud mod venstrefløjen, efter Múte Egede fra det SF-agtige parti Inuit Ataqatigiit overtog posten som landsstyreformand.
Udviklingen i Norge følger altså en nordisk understrøm, hvor de borgerlige partier mister vælgeropbakning, mens socialdemokratierne får parlamentarisk mulighed for at kunne danne regeringer – men vel at mærke på venstrefløjen og stadig grønnere partiers nåde. For Jonas Gahr Støre kan klimapolitikken således komme til at afgøre hans skæbne.
Kamp om den sidste olie
Udsigten til regeringsskiftet i Norge skyldes interessant nok ikke Arbeiderpartiets fremgang. Jo, det socialdemokratiske parti er gået betydeligt frem siden foråret, men ligger stadig væsentligt under valgresultatet for fire år siden. Tilbage i 2017 blev det opfattet som et kollaps, da Arbeiderpartiet kun fik 27,4 procent af stemmerne, og lige nu ligger Jonas Gahr Støres på blot 24 procent i meningsmålingerne.
Takket være massiv fremgang for de mulige støttepartier – Miljøpartiet De Grønne, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet – kan Stortingsvalget meget vel ende i det umiddelbare paradoks, at Jonas Gahr Støre fører Arbeiderpartiet frem til et historisk dårligt resultat, måske ligefrem det dårligste siden valget i 1924, men alligevel også følger i fodsporene på de andre socialdemokrater i Norden og genvinder regeringsmagten.
Nøjagtig ligesom tilfældet var for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet i Danmark i 2019, bliver Arbeiderpartiet båret frem af det omslag i grønnere retning, som sker blandt vælgerne i disse år, særligt blandt unge og førstegangsvælgere. Det politiske pendulskift i Norden fra gul udlændingeskepsis i retning af grøn klimabekymring ser ud til at ville afgøre endnu et valg.
I Norge står kampen indædt om fremtiden for den lukrative olie- og gasudvinding, hvor Jonas Gahr Støre lægger op til at ville fastholde produktionen, og dermed udvindingen af det sorte guld. Han vil bruge rigdommene fra den beskidte energi til at investere i grøn omstilling. Omvendt bliver han mødt med krav om, at Norge straks skal begynde at afvikle udvindingen af både olie og naturgas.
Tiderne er tydeligvis skiftet, og Norge kan ses som et slags politisk laboratorium for, hvordan holdingerne til klima, miljø og natur er ved at skifte afgørende. Selv lederen af Høyre, den siddende konservative statsminister Erna Solberg, fører valgkamp på en grøn platform. Selvsagt ikke nær så grøn og vidtgående, som venstrefløjen, men alligevel: Solberg vil hæve benzinpriserne og faktisk begrænse olieudvindingen.
Vælgerne i Norge virker imidlertid mere end parate til et politisk nybrud, efter otte år med 60-årige Erna Solberg i spidsen for skiftende borgerlige konstellationer. Oprindeligt inviterede hun Fremskrittspartiet med ind i sin regering, og gav dermed denne norske blanding af Dansk Folkeparti og Venstres strammerfløj en direkte realpolitisk indflydelse, som ikke er set lige i andre lande i Norden.
Skift fra gult til grønt
Som et sindbillede på det politiske stemningsskifte, der sker lige nu i hele Norden, er Fremskrittspartiet ikke længere med i Solbergs regering, og nu handler debatten i stedet om, hvorvidt Jonas Gahr Støre vil være nødt til at tage et eller flere rød-grønne partier ned på det eventuelle ministerhold. For det største drama tegner til at handle om netop klimaet.
For at kunne indtage statsministeriet skal Jonas Gahr Støre evne at bygge bro mellem to modsatrettede positioner: På den ene side står Senterpartiets leder Trygve Slagsvold Vedum, som nogenlunde indtager samme holdning som S-regeringen herhjemme. Klimaudfordringen er reel, og der skal gøres noget – men helst ikke lige nu, og slet ikke som noget, der koster arbejdspladser eller vælgere.
På den anden side står Audun Lysbakken fra Sosialistisk Venstreparti og Une Bastholm fra Miljøpartiet De Grønne. De kræver kontant klimaomstilling nu, og mener, at Norge som olieland har et skærpet ansvar for at gå forrest med at stoppe både udvinding og CO2-forbrug. Dog ved de begge, at en ny regering også afhænger af støtten fra Senterpartiet.
Magtspillet om at balancere klimapolitik med andre dagsordener vil i sidste ende afgøre, hvordan Norges kommende regering kan sættes sammen, og omverdenen vil følge Jonas Gahr Støres taktiske manøvre, for her udkæmpes slagsmål, der minder om de vidt forskellige tilgange, som de store partier havde til de gule nationalpopulistiske partier for 10 år siden.
Ligesom både borgerlige og socialdemokratiske partier tumlede med deres håndtering af Dansk Folkeparti, Fremskrittspartiet, Perussuomalaiset og Sverigedemokraterna, er den udslagsgivende faktor i dag, hvordan de etablerede partier imødekommer kravene fra de grønne partier. Valget i Norge vil vise, hvor grønt et nordisk socialdemokrati reelt kan blive. /Lars Trier Mogensen