Liv Furga. Foto: Szymon Stępniak
I første afsnit af reportagen De homoseksuelle må leve på polsk mødte vi 30-årige Jasiek, der snart har fået nok af homofobien i Polen, og Dominik Kuc fra NGO’en GrowSpace Foundation, der ikke tror, udviklingen vender, før regeringspartiet Lov og Retfærdighed slipper jerngrebet om Polens landområder. Det mener han ikke sker, førend EU’s sanktioner kan mærkes, og den katolske kirke ikke længere er eneregent uden for byerne. Hvis du ikke fik den læst, så spol lige tilbage. Ellers kommer her andet afsnit, hvor vi taler med rektoren for Warszawas nye regerings- og kirkestøttede private universitet samt en queer burlesque-performer, der danser sig til frihed.
Tymoteusz Zych har en Ph.d., lader hans assistent mig igennem vores mailkorrespondance forstå, og “Dr. Zych,“ erklærer den unge receptionist andægtigt, da jeg møder op til vores aftale, “kommer for sent“. Han er rektor for byens nye private universitet Collegium Intermarium, der er sat i verden med to formål. Dels at komme den vestlige verdens “akademiske krise“ til livs og dels at binde den østeuropæiske region tættere sammen – både indenfor og udenfor EU-regi.
Receptionisten viser mig ind i et mødelokale og slår stolt ud med begge arme. “This,“ siger hun eksalteret “is our library“, og peger på en en bogreol i tungt træ, der rummer omkring 30 bøger. “And look at this!“ Hun trykker på en knap bag panelerne og afslører, at der er LED-lys i møblementet, og så går hun. Det slår mig, at stedet ikke ligner et universitet, og det er det heller ikke, viser det sig, da jeg dobbelttjekker.
Jeg sidder i Ordo Iuris’ hovedkontor, den magtfulde konservative tænketank, som har tætte bånd til regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS), snablen nede i den katolske kirkes skatkiste, og som ifølge en rapport fra Europaparlamentet har spillet en prominent rolle i tilblivelsen af landets kontroversielle abortlovgivning og de kommunale ‘LBGT-ideologi-fri’ zoner. Ordo Iuris er flittigt og ideologisk lobbyerende, og derudover er de tæt affilieret med Collegium Intermarium.
Koblingen mellem de to “er ikke nogen hemmelighed,“ forsikrer Dr. Zych, da han endelig dukker op et kvarter senere. Han er ulasteligt klædt i mørkeblåt jakkesæt, lyseblåt slips, en orange silkeklud i brystlommen og håret redt tilbage. Manden holder tydeligvis på formerne, selvom han ikke har tænkt sig at undskylde ventetiden. Til gengæld kan jeg bare kalde ham Tymoteusz.
“Et mål med universitetet er at integrere denne region, gøre regionen stærkere og mere sammenhængende,“ fortæller han og gestikulerer hen imod en plakat, der rigtigt nok lyser et udvalgt udsnit af Europa op. Regionen, han taler om, er de central- og østeuropæiske EU-lande som Ungarn, Rumænien, Polen, Estland og Letland, men også lande, der står udenfor samarbejdet, som Hviderusland og Ukraine.
“Vi deler en svær historie med udenlandsk dominans, og derfor har mange af de her lande ikke haft en chance for at udvikle deres egne institutioner, sådan som man har haft det i Vesteuropa eller Rusland. Vi har lidt under totalitarisme, først fra nazisterne og dernæst fra kommunisterne. Der var både trængte vilkår for økonomisk udvikling, men også for offentlig debat og ytringsfrihed. Vi ved, hvad totalitarisme betyder, og vi vil ikke gentage det. Det er derfor, vi er skeptiske overfor ideologi.“
Når Dr. Zych refererer til ideologi, mener han tankemønstre, man ukritisk underlægger sig, og der er hovedsagligt to, der bekymrer ham. Den ene er “kommunistisk ideologi“, som han mener stadig bruser i årerne på de vestligt orienterede universiteter, den anden er “cancel culture“, som er et produkt af den første.
Hvad er ideologien bag cancel culture?
“Simplicisme. At give simple svar på komplekse spørgsmål. Engang gav religion en mening med livet for folk.“
Nogen ville nok sige, at religion er et simpelt svar på komplekse spørgsmål.
“Simpelt? Det kommer an på hvilken religion, vi taler om. Men jeg synes ikke, man kan tale om religion som simplistisk.“
På Collegium Intermarium vil man derfor “udfylde en række huller“, som ifølge Dr. Zych er opstået i den vestlige universitetsverden. På den store klinge handler det ifølge ham selv om, at man vil “orientere sig efter vores klassiske historiefortælling, som rækker 2-3.000 år tilbage i tiden i Europa“, og som han “ikke synes, man skal afvise fuldstændig“.
Adspurgt om hvilke konkrete huller, der skal udfyldes, falder snakken på universitetets post doc-program om ‘pro-family policy’. Det har til formål at uddanne lokale autoriteter til at lære familier at “undgå konflikter og undgå skilsmisser“ og at gøre det nemmere at stifte familie. Da jeg spørger, om universitetet vil uddanne deres studerende til at vejlede kvinder om abort, hvis de ønsker det, griner Dr. Zych først lidt af provokationen og svarer så, at universitetet følger den polske lovgivning på området – en lovgivning Ordo Iuris, som han sidder i bestyrelsen for, angiveligt selv har været med til at udforme.
Noget af den lovgivning, I vil uddanne jeres studerende til at rådgive indenfor, stemmer ikke overens med, hvad man kunne kalde EU-værdier. Det kunne være den enormt begrænsede adgang til abort eller modstanden mod den såkaldte ‘LGBT-ideologi’. Hvad mener du om, at EU forsøger sig med sanktioner mod de regioner, der har indført LGBT-fri zoner?
“Jeg er virkelig skuffet over, at EU som en demokratisk institution spreder fake news, som nemt kan afvises på fem sekunder igennem en google søgning om, at der er LGBT-fri zoner i Polen. De findes ikke. Der har været et par kommuner, som har indført love med et uheldigt navn som ‘LGBT-ideologi‘. Jeg synes, EU skal koncentrere sig om de problemer, der rent faktisk eksisterer, og jeg er også overrasket over, at EU overhovedet tager sig af den her slags emner. Jeg synes, de overskrider deres beføjelser. Danmark er jo et godt eksempel på et land, som har forhandlet deres egne forbehold, da de kom ind i EU, og det synes jeg er en effektiv løsning. Eurozonen fungerer ikke, det er et politisk projekt og et ideologisk projekt.“
Men det er vel ikke en hemmelighed, at EU også er et ideologisk projekt. Tag Rule of Law-rapporten, som EU udgiver. Den har til formål at undersøge, om medlemslandene overholder EU’s krav til en retsstat. De krav er vel ideologisk funderede?
“Ja, men de værdier er arbitrært påført. Jeg er mere overbevist om fremtiden af Danmarks medlemsskab af EU end af Italiens for eksempel.“
Synes du Polen skal blive i EU?
“Ja, selvfølgelig, men jeg synes den danske model er den bedste, hvor man forhandler forbehold, der passer til landets egen baggrund og økonomi, men også respekteres som et land, der kan gå sine egne veje. Polen respekteres ikke på samme måde.“
Nogen ville mene, at det Danmark gør er asocialt, og at hvis alle medlemslande gjorde det samme, så ville der ikke være noget fælles grundlag for EU?
“Men det er ikke fordi, Danmark har afvist EUs værdier, I beskytter bare det, der er vigtigst for jer.“
Selv i Danmark har homoseksuelle ikke de samme rettigheder som heteroseksuelle, men lighed for loven er en kerneværdi i EU. Den er Polen vel lidt på kant med?
“Jeg afviser ikke ideen om lige rettigheder, og det er også en del af Polens konstitution, men familielov er ikke en del af de beføjelser, EU har over dets medlemsstater, det er vi mange gange blevet forsikret om, og den forsikring danner grundlag for vores medlemsskab i EU. Det er en generel regel, at EU er en international organisation, og hvis den fortsat vil være en effektiv platform for samarbejde, må den blive ved med at være det. Den skal ikke blive en superstat, hvis den bliver en superstat vil den slå fejl. Så stor en stat kan ikke styres. Hvordan vi styrer vores familiepolitik i Polen handler jo ikke kun om etik og ideologi. Det handler også om økonomi.“
Da jeg forlader Ordo Iuris’ kontor, er jeg en anelse rundtosset. I en time har Tymoteusz Zych talt hurtigt og generelt, når han blev spurgt specifikt til sin egen vision for EU og svaret langsomt og detaljeret på spørgsmål, han ikke blev stillet. Men en pointe er dog trådt frem. Det, Dr. Zych refererer til som familiepolitik, og som dækker over politik, der modsætter sig kvinders adgang til fri abort samt og trans- og homorettigheder, ses som en nøgle til at holde Polens kontroversielle love udenfor EU’s indflydelse. En indflydelse, EU godt nok gang på gang har understreget, de ikke har.
Da jeg et par dage senere ringer ham op for at høre, hvordan hans ideelle version af EU ville se ud, refererer han gentagende gange til EU’s subsidiaritetsprincip om, at alle beslutninger skal træffes på det lavest mulige administrative og politiske trin. I det lys giver det mening, at et stort anlagt privat universitet, der med enorme armbevægelser taler om fremtiden for en samlet central- og østeuropæisk blok, kristne værdier og storpolitik skulle være interesserede i at uddanne lokale skrankepaver til at rådgive om skilsmisser og fertilitet.
Velkommen til burlesque
Kloakkerne løber over deres bredder med regnvand, da jeg tager sporvognen ud af Warszawas centrum. Dr. Zych er nemlig ikke den eneste, der har identificeret kroppen som den primære kampplads, og derfor skal jeg møde den 27-årige burlesquedanser Liv Furga. Siddende på en flaskegrøn sofa fortæller de [Liv er intetkønnet og foretrækker pronominerne de og dem, red.] om at have fundet burlesquedansen på et tidspunkt, hvor livet virkede i særklasse udsigtsløst og om at bruge den som politisk mundstykke. Burlesque er en stilart, der i en blanding af performance, dans og strip karikerer samfundet med grovfilen, og for Liv er der frihed i den udtryksform:
“Burlesque er en udtryksform, men også et udtryk for frihed. Det handler om at genvinde kontrollen over min egen krop, som andre forsøger at tilskrive en mening. Når jeg er på scenen, laver jeg reglerne, og det er der magt i.“
På scenen projekteres en enkelt lyskegle ned på en lille krop. Strålerne reflekteres i det kortklippede, strittende hår. Ud af højtalerne brøler Iron Maidens “Fear of the Dark“, og en mund bevæger sig i takt til ordene. Liv trækker et bundt nøgler op af sin taske. Dernæst en peberspray. Lyset skifter og det samme gør musikken. Til tonerne af Nirvanas “Rape Me” danser de først som en bly viol og dernæst mere og mere frastødende, mens de tager tøjet af. UV-lys afslører spor af hænder på den halvnøgne krop.
Med sin performance prøver Liv at tydeligere, hvordan især kvindekroppen umyndiggøres af lovgivning imod abort og med kirkens fokus på familiedannelse og fertilitet. Et andet nummer er en direkte kommentar til Polens uddannelsesminister, der sidste år udtalte, at queer-personer ikke er ligestillede med “normale mennesker“.
“Det er dehumaniserende, og det gør ondt, for pludselig ser du din bedstemor, der plejede at være rimelig åben, blive radikaliseret og indtage et mere snæversynet standpunkt, og det føler jeg er det værste ved det hele.“
I modsætning til Jasiek Sobijanek, der for længst har besluttet at forlade Polen, vil Liv dog blive og kæmpe: “For et par år siden ville jeg bare væk så hurtigt som muligt. Men det har ændret sig, for jeg har fundet et fællesskab, som jeg føler, jeg passer ind i, og det er et lille fællesskab, så vi har meget arbejde foran os. Jo mere modstand vi møder fra regeringen, jo flere grunde ser jeg til at agere lokalt.“
Har du nogen forventninger til EU?
”Nej, det har jeg ikke, især ikke når man tænker på, hvad der sker ved grænsen til Hviderusland lige nu. De kan ikke stille meget op med lovene i de enkelte medlemslande. Jeg tror, at så længe den her regering bliver ved magten, så vil vi bare rykke længere og længere til højre. Stykke for stykke vil de gøre sig selv umulige at fjerne fra magten.“
Er der noget, der kan få dig til at forlade landet?
“Måske hvis jeg en dag føler, at der ikke er mere at stille op. Men lige nu føler jeg stadig, der er noget at kæmpe for i Polen.“ /Asta Kongsted
Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.