Vi skal ellers love for, at TV2 her til morgen havde en æggende rubrik klar til de mandagsfriske. “Italien slog verdensrekord i skuffelse,“ lød herligheden, der straks fik de små grå op i omdrejninger. For hvordan sætter man dog verdensrekord i så altmodisch en disciplin? Hvem vurderer, hvor nedslående en præstation, der skal lægges for dagen? Hvordan dyster man overhovedet i det undervældendes kunst? Og hvorfor er italienerne så gode til det?
Få sætninger inde i artiklen faldt tiøren dog. Det viste sig desværre, at skuffelse ikke pludselig er blevet kvantificerbar og konkurrencebåren. Nej, det havde sådan set bare noget med fodbold at gøre. Det italienske landshold har nu været ubesejret i rekordmange kampe i træk (36, for at være helt præcis), men præstationen blev overskygget af et tamt 0-0-opgør mod Schweiz. Forestil dig vores… ja, skuffelse.
Forvirring, skuffelse og mangelfuld forventningsafstemning var der også rigeligt af, da Brasilien og Argentina søndag tørnede sammen i VM-kvalifikationsopgør i på Neo Química Arena i São Paulo. Blot syv minutter inde i det ikoniske fodboldopgør blev kampen afbrudt, da politi og repræsentanter fra det brasilianske sundhedsagentur, Anvisa, pludselig indtog banen. Det viste sig, at fire af Argentinas spillere – hvoraf tre af dem var i startopstillingen – forunderligt nok havde omgået de brasilianske coronaregler. Faktisk burde de slet ikke være kommet ind i landet. Spillerne var nemlig rejst fra Storbritannien, som i øjeblikket figurer på Brasiliens rødliste.
På farceagtig vis blev grønsværen derfor fyldt op med gestikulerende mænd i jakkesæt, der for rullende kameraer forsøgte at råde bod på miseren. Ifølge Anvisa havde man inden startfløjtet fået nys om de fire regelbrydende fodboldspillere, men da man ankom til spillerhotellet, var det argentinske landshold allerede på vej mod stadionet. Resultatet var, at man måtte afbryde kampen, mens både tilskuere og fodboldstjerner som Neymar og Lionel Messi kunne se til i forbløffelse. Reaktionen fra den brasilianske kommentator Galvão Bueno opsummerede vist hændelsesforløbet meget godt: “Vi bliver ydmyget på den globale scene. Hvad der sker lige nu er dybt fortrydeligt.“
Hvis det kan være nogen trøst for Galvão Bueno, kan end ikke de brasilianske sundhedsmyndigheder dog overgå bankerne i skuffelsens svære kunst. Selvom barren efterhånden er sat uhyre lavt, formår de nålestribede finansmænd igen og igen at imponere negativt. Senest viser en ny opgørelse fra EU Tax Observatory, at europæiske banker som italienske Monte dei Paschi di Siena, britiske Barclays og nordiske Nordea sammenlagt opbevarer op mod 20 mia. euro i skattely – årligt. Selv efter bankerne under finanskrisen modtog hjælpepakker i billionklassen, er de simpelthen lorne ved at bidrage til samfundskagen. Indsatsen er ikke bare beskæmmende og fortrydelig – den er også en undervældende verdensrekord værdig. /David Dragsted