Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
“Jeg har selv siddet i kassen i Netto, og det gjorde mig mere erfaren. Hvis det er, fordi man som akademiker føler sig bedre og mere værd end dem, der står op klokken fem om morgenen for at åbne den lokale dagligvarebutik og sidder ved kassen hele dagen, så tager man fejl, uanset hvor mange år man har gået på universitetet.“
Sådan lød det for et par år siden fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), da snakken om ledighed blandt højtuddannede igen blussede op. Hummelgaard holdt dengang stædigt fast på, at regeringen i hvert fald aldrig ville pille ved dimittendsatserne. “Det kan gøres mere intelligent,“ skrev han i et folketingssvar.
Vi havde virkelig håbet, at det ikke blev nødvendigt at genoplive debatten, når undersøgelser viser, at hver tredje ledige dimittend søger ufaglærte jobs, og at akademikere faktisk er den befolkningsgruppe, der har det bedste indtryk af at arbejde i Netto. Og der har da også været forbavsende stille de sidste par uger: Dagpenge er ikke nævnt én eneste gang i det nye finanslovsforslag for 2022, og Hummelgaard afviste at tale om dem på trepartsdrøftelser, fordi de tilhørte en “diskussion om større reformer“.
Men den kom så i dag, hvor Hummelgaard sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede den nye plan ‘Danmark kan mere I’, der vil sænke dagpengesatsen fra 13.815 kr. om måneden til 9.500 kr. for nyuddannede. Målet er at øge arbejdsudbuddet, så 10.500 flere kommer i job. Og her synes dagpengemyterne desværre stadig at leve i bedste velgående.
“Vi spørger os selv – og vil også gerne spørge jer andre – om det er helt rimeligt? Vi mener det ikke,“ sagde statsministeren, da hun præsenterede den første skrøne: At overgangen fra SU til dagpenge giver en markant forhøjelse af levestandarden, der betyder, at det ikke længere kan betale sig for de unge at tage arbejde. Desværre skal der ikke mere end et simpelt regnestykke til at bevise, at det ikke har hold i virkeligheden: Efter mindst en tredjedel i SKAT og en gennemsnitlig husleje i København på mere end 4.800 kroner kommer A-kassen, der ved endt uddannelse ikke længere er gratis, samt forsikringer, der bliver dyrere. Og så er der stort set ikke noget tilbage. Heller ikke med den nuværende sats.
Faktum er, at langt de fleste har en væsentlig højere indkomststigning, når de får deres første job, forklarer Mike Gudbergsen fra Danske Studerendes Fællesråd (DGF), der mener, at udspillet vender de unge ryggen: “Udfordringen er, at det er enormt svært at komme ind på arbejdsmarkedet som nyuddannet i mange sektorer,“ siger han til Politiken.
Beskæftigelsen har aldrig været højere
Det skriger endnu mere til himlen, når Wammen i sit finanslovsforslag for 2022 paradoksalt nok skriver, at det aldrig har gået bedre for dansk økonomi og tilsvarende fastslår, at “beskæftigelsen aldrig har været højere“. Ser man på Finansministeriets egne modeller for udgiftslofterne frem mod 2025, går den kun opad, og samme år forventer man et økonomisk råderum på 16 mia. kr.
Selvom vi endnu ikke kender konklusionerne, der præsenteres i 2022, er det lige så slående, at regeringen ikke engang har kunnet vente på anbefalingerne fra den kommission, regeringen selv har nedsat til at reformere arbejdsmarkedet. Ifølge Nina Smith, der står i spidsen for reformkommissionen, er de lavthængende frugter allerede plukket, og det er derfor svært at se, hvordan statsministeren skulle løse problemet ved at justere lidt på satserne:
“Det rigtige består utvivlsomt af flere samtidige skridt. Skridt, der er svære at måle effekten af. Læg dertil, at der nærmest er garanti for, at resultaterne først viser sig om lang tid. Der er for eksempel 15 års forsinkelse på resultatet, hvis et politisk mål om færre ubeskæftigede, uuddannede 25-årige bedst indfries ved, at vi tager fat i de unge allerede som tiårige,“ udtalte hun i maj til Altinget.
Man kan nærmest se Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen gnide sig i hænderne, efter han for under tre uger siden foreslog en sænkelse af dimittendsatsen for at finansiere klimaet. Også han har de seneste uger igen taget hul på diskussionen om ‘jobsnobberi’, der senest bakkes op af LA-formand Alex Vanopslagh i Berlingske.
“Omvendt vil jeg også [sic.] godt sige til dem, der ikke mener, de skal arbejde med rengøring, fordi de har læst på universitet: Du er ikke overkvalificeret, når du ikke er efterspurgt – blandt andet fordi du har taget en uddannelse, der ikke er megen efterspørgsel efter. Det må folk tage konsekvensen af. Det er ikke samfundets opgave,“ lød det. “Det er en arrogant og doven tilgang at have til tingene, og det skal vi have et opgør med. Det indebærer i mine øjne, at folk kan mærke det på pengepungen. Lige nu har vi høje ydelser og høje skatter, men vi har brug for det modsatte.“
Hvad der til gengæld er arrogant og dovent, er at begge sider af det politiske spektrum hverken lytter til de unge eller ønsker at løse roden til problemerne: Med en dagpengesats på niveau med kontanthjælp vil ordningen slet ikke længere være attraktiv, og man vil skubbe til uligheden, så kun de rigeste får råd til at forsikre sig. Og endnu værre bliver det, når man må forstå, at indgrebet ikke engang er nødvendigt, men helt tydeligt viser, at de unge endnu engang bliver en brik i politikernes symbolpolitiske spil.
Også Frederiksen har tidligere sagt, at hun er villig til at tage et job i Netto, hvis hun bliver arbejdsløs. Det kommer nok hverken hun eller Hummelgaard til, når de som bekendt forgyldes med betragtelige millionvederlag. Men anledningen kan da bruges til at genoverveje, om ikke vi skal undgå at reducere debatten om dagpenge til, hvorvidt akademikere vil arbejde i supermarkeder eller i rengøringsfirmaer. Det bør de også kunne, men lad os samtidig sikre, at man kan finde et job, der matcher ens kvalifikationer. Det kan gøres mere intelligent. /Emma Louise Stenholm