“Til Adam sagde han: »Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage“ – Første Mosebog 3:17.
Hvis det står til regeringen, skal det ikke længere være sjovt at arbejde. Gud forbyde, at den daglige dont udvikler sig til mere og andet end godt, protestantisk lønslaveri. Skruen i vandet og skyklapperne på, arbejd til du glemmer, hvorfor tilværelsen nu føles lidt tom. Ved gårsdagens pressemøde om regeringens nye reformudspil med den lidt ildevarslende titel ‘Danmark kan mere I’ (gad vide, hvad toeren byder på), fik statsminister Mette Frederiksen (S) i hvert fald sagt, at “vi skal aflive en lidt sejlivet myte, der er ved at opstå, nemlig at det at gå på arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet“. Milde Moses!
“I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget“ – Første Mosebog 3:19.
Særligt “borgere med et integrationsbehov“ (som det hedder på sosse-speak) skal nu have med pisken, for “vi svigter, når vi ikke stiller krav til hinanden“, som Mette Frederiksen formulerede det. En ny 37-timers aktiveringspligt skal sende 20.000 mennesker ud i meningsløse nyttejobs. Vil det virke? Ikke rigtigt. Ifølge Finansministeriets egne tal vil et fåtal være i beskæftigelse i 2025 som følge af arbejdspligten. Men almindelig snusfornuft synes nu heller ikke at være det, der driver reformen. Nej, vi skal dybere ind, helt ind til en moralsk kerne, der ikke lader sig udslette af gode argumenter. Eller som beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) fik forklaret:
“Det handler alt sammen om at skabe en ny arbejdslogik, hvor man skal møde op et sted, man skal deltage, man skal bidrage, og gør man ikke det, jamen så får man ikke sin ydelse for den dag.“
Som Politiken skriver (betalingsmur), slår både Dansk Socialrådgiverforenings formand, Mads Bilstrup, og cheføkonom i Cepos, Mads Lundby, alarm. Omkostningerne til aktiveringen risikerer hurtigt at løbe op. I det samlede billede vil de mange nyttejobs næppe være den bedste forretning for samfundsøkonomien. Det kræver ikke bare kreativitet, men også mange ekstra arbejdstimer i jobcentrene at finde på nyttejobs, “så man ikke bare ender med at feje vandpytter“, som Mads Bilstrup udtrykker det. I moraliseringens navn bliver ligegyldige pseudo-jobs forvandlet til en bizar nødvendighed. Og et sted på vejen bliver mennesket – det ægte menneske med hud og hår – tilsyneladende glemt.
“Selvfremmedgørelsen har nået sådanne højder, at menneskehedens egen tilintetgørelse kan opleves som æstetisk nydelse af højeste rang“ – Walter Benjamin.
Bliver man et bedre menneske af at arbejde sig selv halvt fordærvet uden at føle glæde ved foretagendet? Skal den pligtopfyldende arbejderisme ophæves til en ny, nødvendig æstetik? Vi skuler til Hannah Arendt, der ryster på hovedet, og henviser til sin sondring mellem arbejde og fremstilling: Vi må, som alle andre levende skabninger, tjene til dagen og vejen for at overleve. Men det, som gør os til mennesker, er vores evne til at fremstille og skabe ting, der rækker udover de blotte biologiske behov.
Vi ser også mod den unge Karl Marx (mon socialdemokraterne stadig kan huske ham?), der peger på (løn)arbejdets eksistentielle dilemma: Mennesket har mulighed for at realisere sig selv gennem arbejdet, men når arbejderen instrumentaliseres i produktionsprocessen – og når arbejdet indgår i det kapitalistiske system – bliver mennesket snarere fremmedgjort. Vi sliber lidt med grovfilen her, men pointen er vist god nok: Det hjælper ikke på folks arbejdsvillighed, at man fratager dem deres autonomi og tvinger dem til at gøre honnør på kontoret.
Ja, og så kigger vi – ironisk nok – også på en ret indsigtsfuld kommentar fra Mette Frederiksen, der faldt under et interview med Alt for Damerne tilbage i 2020: “Du kan ikke skynde dig i et drivhus og prøve at lokke din agurk eller figen til at vokse hurtigere. Du må bare respektere tidens gang.“ Desværre skal citatet vist ikke forstås i overført betydning; Mette Frederiksen taler rent faktisk om agurker i drivhuse. Men tænk bare, hvis statsministerens grønne fingre rakte lidt længere: Til alle borgerne, der ikke kan tvinges til at gro, selvom de hastes ud i gråt, glædesløst arbejde. Ja, eller som Mette Frederiksen også får sagt i selvsamme interview: “Vi skal lære vores børn, at vores kærlighed til dem ikke er betinget af, hvad de gør eller kan præstere.“ /David Dragsted