Michele Tantussi/Reuters/Ritzau Scanpix
Fortælleren i Marcel Prousts På sporet af den tabte tid er en ægte mors dreng. Hver aften ved sengetid gruer han for, at moren ikke kommer op på værelset for at give ham et godnatkys. Ved enhver given lejlighed søger han hendes kærtegn og bekræftelse. Middagsselskaber er noget nær helvede på jord, da kan moren ikke finde lejlighed til at sige godnat (det sømmer sig ikke). Til tider bliver længslen så ekstrem, at fortælleren endog kan ærgre sig over, moderen ikke kan komme op og nyde, hvordan asparges har forvandlet hans fyldte natpotte til den lifligste parfumeflaske.
Tyskerne har det snart sagt som Prousts fortæller, når det kommer til den kommende afsked med Mutti Merkel: Det er lidt noget tis. Og end ikke asparges kan afhjælpe dunsten fra et kriseramt CDU. Selv efter 16 år synes vælgerne at sukke efter mere Merkel. Hendes udpegede arvtager, Armin Laschet, skal de i hvert fald ikke bede om. Imens griner socialdemokratiske Olaf Scholz hele vejen til stemmeurnerne.
Nej, man forstår efterhånden godt, hvis kristenkonservative CDU/CSU fortryder, at de ikke valgte Bayerns ministerpræsident Markus Söder som kanslerkandidat. Efter en intern hanekamp trak CDU-formanden Armin Laschet det længste strå, men Laschet har mildest talt manglet den gennemslagskraft, Söder kunne have bragt til bordet. Armin Laschets kedelige metodik blev oprindeligt set som en styrke (vælgerne skal jo helst vide, hvor de har CDU/CSU efter Angela Merkels afgang), men Laschets søvndyssende håndtering af valgkampen har alligevel været for meget af det gode. De seneste meningsmålinger forudsiger en decideret katastrofe: CDU står til det værste valg siden 1949, ligesom Armin Laschet er den klare bundskraber, hvis kanslerkandidaterne måles på popularitet.
Skulle man være i tvivl om, hvor skidt det reelt står til for de kristenkonservative, behøver man blot se på Angela Merkels ageren. Den tyske kansler havde oprindeligt lovet, at hun ville holde sig væk fra valgkampen, så Armin Laschet kunne få lov til at stråle på egen hånd. Når tøjlerne nu skal gives videre, nytter det jo ikke noget, at hun kommer for skade at overskygge arvtageren. Efterhånden som CDU’s deroute er blevet mere og mere tydelig, har Merkel dog alligevel ikke kunnet dy sig for at bryde sit løfte. I 11. time er kansleren er trådt til som brandslukker, i et forsøg på at redde Laschet – og ikke mindst partiet – fra den totale ydmygelse.
Ræverød presbold
Ved en tale i den tyske Bundestag (måske Merkels sidste nogensinde) fik kansleren i denne uge slået på tromme for Laschet, mens hun på ukarakteristisk vis angreb koalitionspartneren SPD og dennes kanslerkandidat Olaf Scholz – finansministeren i Merkels nuværende regering. Mutti var ikke bare sur, hun var også skuffet over SPD’s flirt med venstrefløjspartiet Die Linke, der har rødder i DDR-tidens kommunistparti. I klare vendinger fik Merkel tegnet trusselsbilledet op: Enten vælger I CDU og Laschet, og så skal I nok få tryghed og stabilitet. Eller også kaster i magten i hænderne på kommunisterne. Opsangen føltes næsten som et ekko fra den kolde krig.
Om SPD rent faktisk ønsker at gå i koalition med Die Linke, er dog stadig et åbent spørgsmål. Som meningsmålingerne udarter sig, står snart sagt alle muligheder åbne. I princippet vil SPD kunne gå i regering med alle partier undtagen højreekstreme Alternative für Deutschland, der er sat permanent i skammekrogen. Det mest sandsynlige scenarie er nok stadig en rød-gul-grøn koalition bestående af SPD, De Grønne og liberale FDP. Men med socialdemokraternes fortsatte fremgang – der om noget kommer på bekostning af CDU’s nedtur – er en rød-rød-grøn regering nu reelt en mulighed. Så meget har Merkel ret i.
Hvis SPD gør kur til Die Linke, kan Tyskland være på vej i en knaldrød retning. Hvilket, alt taget i betragtning, ville være et næsten uhørt brud med årtiers centrumsøgende konsensuspolitik. For SPD vil bruddet dog kunne give god mening: På mange måder er en rød-rød-grøn-alliance mere oplagt, end hvis CDU og De Grønne skulle bejle til FDP. De liberale vil formodentlig tage sig dyrt betalt i både topskattelettelser og det eftertragtede finansministerium, hvilket vil være en hård pille at sluge for de tyske sosser. Om Scholz selv ser sådan på sagerne, er dog ikke til at sige.
Kanslerkandidaten er kendt som en centrist i sit eget parti og vil sandsynligvis værge sig ved at indføre en rendyrket, rød blokpolitik. Snarere kunne man spekulere i, om ikke Scholz vil bruge (betalingsmur) Die Linke som en presbold i (eventuelle) regeringsforhandlinger med FDP: Accepter vores krav eller bliv skiftet ud med jeres værste fjende. Hvor god en pokerspiller Scholz er, vil tiden efter valget vise. Men med lidt over to uger til tyskerne skal sætte deres kryds, er det i hvert fald stadig Scholz, der sidder med alle kortene på hånden. Imens må Laschet gruble videre over, hvad man dog skal gøre, når Mutti ikke længere kommer og siger godnat. /David Dragsted