Grænser for EU

”Jeg beklager, men jeg er lidt træt i dag. Jeg har været oppe og jage migranter hele natten!” Lászlo Toroczkai smiler hjerteligt og byder mig indenfor på sit borgmesterkontor i den ungarnske grænseby Ássothalom. Vil jeg have the, kaffe? Det er det mindste, han kan gøre, når nu jeg har måttet vente i en time, mens hans møde trak ud.

”Du har jaget migranter? Det er et stærkt ord, er du sikker på, det er det ord, du vil bruge?” spørger jeg, men Toroczkai ænser det ikke, og trækker i stedet sin telefon frem. På sin YouTube-kanal har han tæt på 90.000 følgere, og de har allerede fået en smagsprøve på den video, han har optaget under den såkaldte jagt, og som vil få premiere den følgende søndag. Han rækker skærmen frem, og hurtig, percussiondreven musik skratter ud af de små højtalere, mens et håndholdt kamera lyser en række militant klædte mænd op, nogen af dem bærer geværer. “”Det ligner en trailer til en film,” konstaterer jeg. ”En actionfilm!” supplerer den hærdebrede, kortklippede kleppert med noget, der kunne minde om et barns entusiasme.

Lászlo Toroczkai er selv efter ungarnske standarder en kontroversiel skikkelse. Han er tidligere medlem af det radikalt nationalistiske parti Jobbik, der med deres ekstreme udtalelser har haft prædikater som ‘nynazisme’ og ‘antisemitisme’ siddende på sig. I 2018 blev Toroczkai imidlertid ekskommunikeret fra Jobbik – kort og godt for at være for ekstrem. Som reaktion startede han partiet Mi Hazánk (Vores Fædrelandsbevægelse) og beholdt sin borgmesterpost i Ássothalom, hvor møderne trækker ud om dagen og flygtninge jages om natten.

Ássothalom kom på verdenskortet i 2015, da flygtningekrisen var på sit højeste, og flygtninge fra navnligt Syrien, Afghanistan og Irak søgte mod Europas grænser. Landets premierminister, Viktor Orbán, reagerede ved at sætte et bevogtet hegn op langs den serbiske grænse, hvilket fik Ungarn på værdimæssig kollisionskurs med EU. Toroczkai selv siger, at hegnet var hans idé, og han satte trumf på ved på at sende videoer ud på YouTube, hvor han i sin vanlige actionprægede stil frarådede migranter at sætte fod i Ungarn – og da slet ikke i Ássothalom.

Når Toroczkai fortæller om sommeren 2015, beskriver han det som en kaotisk tid. Han fortæller, at hegnet var nødvendigt for at beskytte byens godt 4.000 indbyggere fra hvad han beskriver som økonomiske migranter, kriminelle unge mænd og potentielle terrorister. Var de reelt krigsflygtninge, siger han, ville de være tilfredse med at blive i det første sikre land, de kom ind i: ”Hvis man er krigsflygtning, så er det nærmeste fredfyldte land forpligtet til at give dem asylstatus, og når det kommer til Afghanistan, så er det land Pakistan. Det er vigtigt, for folk fra Afghanistan har en helt anderledes kultur end europæisk kultur. Det tror jeg godt, du forstår,“ siger han og gestikulerer mod mit (blonde) hår. ”Det er en stor forskel. I Pakistan ville de ikke skabe ligeså stor konflikt som i Europa, fordi de har en lignende kultur, religion og i nogle tilfælde sprog. Men dem, der kommer her, er økonomiske migranter.“

EU har tidligere sagt, at de gerne vil finansiere grænsekontrol i form af udstyr og kameraer, men de vil ikke finansiere et hegn, fordi de ikke mener, det er den rette fremgangsmåde. Hvad mener du om det? 

”Det er meget bedre, når politiet kan jage migranterne, de kriminelle.”

Hvad betyder det at jage? 

”De er kriminelle. De vil jage uskyldige mennesker, de vil voldtage, de vil begå terrorhandlinger, så jeg synes det er bedre [de bliver stoppet], så de ikke begår terrorhandlinger, som dem vi så i Paris. Det mener jeg er jagt.“

Nu taler vi om to forskellige slags jagt? 

”Men det er ikke den samme slags jagt, for vi fanger dem bare. Vi banker dem ikke, vi voldtager dem ikke, vi skyder dem ikke.“

Så hvad gør I med dem? 

”Ingenting! De bliver nødt til at tage tilbage til Serbien. Vi giver dem bare til politiet og så skal de tilbage.“

Men det er vel, hvad man ville kalde et “pushback“, og det er ulovligt ifølge EU-lov. 

”Ulovligt? Det, de gør, er ulovligt. At krydse hegnet uden papirer er ikke lovligt.“

Ulovlige pushbacks

Lászlo Toroczkai. Foto: Asta Kongsted 

Det kan virke absurd, at en politiker ville sidde og indrømme, at man i et europæisk land på ulovlig vis fanger migranter og presser dem tilbage over grænsen. I maj kunne The Guardian sammen med en række andre medier dokumentere ulovlige pushbacks begået i lande som Grækenland, Malta, Italien og Kroatien – anklager som landene og EU’s grænseagentur, Frontex, har gjort hvad de kan for at mane i jorden.

I Ungarn er strategien anderledes. Her er pushback-mekanismen en slet skjult realitet, hvor antallet af migranter, der skubbes tilbage over den serbiske grænse, opdateres og offentliggøres. Selv efter EU-domstolen i december 2020 dømte, at Ungarns behandling af flygtninge og migranter var ulovlig, voldelig og ude af proportion med det pres, Ungarn selv mente at være under, er proceduren fortsat.

Det resulterede i januar 2021 i, at Frontex – der selv anklages for at have deltaget i voldelig og ulovlig håndtering af flygtninge og migranter – suspenderede deres tilstedeværelse ved Ungarns grænser. Man kunne simpelthen ikke længere risikere at være medskyldige i Ungarns ulovlige procedurer.

Fort Ungarn

Tilbage i Ássothalom bliver jeg inviteret på en tur ned til grænsen. Toroczkai tilkalder en af sine såkaldte ‘field guards’, og fortæller, at Ássothalom som et supplement til militæret og politiet har lavet deres egen særlige trop, som ikke patruljerer hegnet, men selve grænselandet. Jeg genkender manden, der står klar ved sin truck, fra Toroczkais YouTube-video. Geværet, der ligger nonchalant på bagsædet, genkender jeg også.

Det kunne Sándor, som min eskorte hedder, dog aldrig finde på at bruge. Undtagen i nødssituationer. Hans rolle er primært at beskytte byens agrikultur fra sultne dyr, fortæller han, mens vi bumler ned mod grænsen. Men han har en holdning til, hvad han mener at se ske i vesten, fortæller han via en tolk:

”Jeg kan se, hvor det her ender. Jeg kan se, hvad der er sket i vestlige samfund, og hvad det medfører. Og så kan de sige, jeg er racist eller jeg ikke er menneskelig, det er ligemeget. Jeg kan bare se, hvad der er sket i vestlige samfund efter den store bølge af indvandring. Og de lande er ved at indse, at vi har ret.“

Hvad er det, du ser ske i vestlige lande? 

”Det jeg synes, er det virkelig problem, er, når det [indvandring] på en måde ødelægger samfundet. Når der opstår no go-zoner i større byer, hvor man er bange for at komme, og hvor der opstår anti-kristendom og hvor kristne kirker bliver brændt ned. Misforstå mig ikke, jeg ved, at det bare er en lille del af deres kultur, jeg ved, det handler om en minoritet, men det er stadig en del af deres kultur. Jeg synes egentlig, at farverigdom og diversitet er en god ting, men vi er nødt til at forsvare vores kultur. Deres kultur har også en værdi. Men de bør holde den i deres hjemland.“

[No go-zoner er en konspirationsteori om, at der i Europa og USA findes områder, hvor sharialov hersker og som civile og myndigheder ikke har adgang til. Toroczkai refererede også til den under vores samtale.]

Sándor er en bamset mand iført camouflagetøj og sikkerhedsvest. Han har et stort skæg, runde kinder og han gør en dyd ud af at holde øjenkontakt, selvom han kører bil. Meget af det, han siger, lyder som lidt rodede gengivelser af Toroczkais pointer, og han responderer på modspørgsmål ved at give mig ret, som var det argumenter og ikke spørgsmål. Men han fortæller også om nattens ”jagt” med en iver, der er hans egen.

Da vi nærmer os grænsen, passerer vi små gårde med fine haver pakket ind i hegn af hønsenet. Til sidst drejer Sándor af, og vi kører ned ad en smal hullet vej. Langs den 175 km lange serbiske grænse tårner hegnet sig med sine fire meter op. I løbet af dets levetid er det blevet forstærket af flere omgange med pigtråd, jerngitre og elektricitet. I 2017 gned Orbán yderligere salt i det Ungarnsk-Europæiske sår ved at bede EU betale for halvdelen af udgifterne, der beløb sig til 400 mio. euro. En anmodning de blankt afviste.

”EU sidder bare på deres høje hest. I sidste ende vil Ungarn være dem, der fik ret. Historien vil komme til at vise, at vi vidste, hvordan flygtningekrisen skulle have været håndteret,“ siger Sándor. Med de løbende anklager om Frontex’ indblanding i pushbacks, deres oprettelse af en samlet grænse- og kyststyrke, der frem mod 2027 skal tælle 10.000 vagter, og generel hvisken i krogene om et nyt Fort Europa, kan han ende med at få ret.

Selvom EU’s udenrigschef, Josep Borrell, har afvist at Talibans magtovertagelse i Afghanistan skulle skabe en flygtningekrise, der er sammenlignelig med situationen i 2015, gør de sig allerede klar nede langs grænsen til at stoppe flygtninge på dørtærsklen. ”Er du ikke bekymret for, om de skal komme til Europa med deres kvindesyn?” spørger Sándor mig. Lidt perpleks svarer jeg, at jeg tror, mennesker, der måtte vælge at flygte fra Taliban, nok heller ikke støtter op om deres kvindesyn. Han godtager forklaringen, men siger så, at det altså ikke er tilfældet for dem, der kommer til lige netop deres grænse: De er kriminelle. Potentielle terrorister.

Solen bager ned og Sándor vinker til grænsepolitiet, idet han vender bilen og kører mig tilbage mod Ássothalom. Jeg takker for samtalen og han takker indgående for, at jeg har taget mig tid til at tale med ham: ”De fleste fremstiller mig som umenneskelig eller som nazist.“ Jeg nikker og siger, at det skal jeg nok lade være med. Igennem vores samtale er der kommet et menneske frem, som startede i kommunens patrulje med at samle skrald og siden avancerede, som lytter og spørger ind, som har en heavy metal-sang som ringetone, når konen ringer, og som afslutter deres samtaler med et ”puszi puszi“ – kys kys. Men om natten tager han med sin borgmester ud og ”jager” flygtninge ved grænsen til Serbien. Og hvordan skal man så fremstille ham? /Asta Kongsted 

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.