Foto: Scanpix
For første gang i 60 år har alle fire store nordiske lande atter en socialdemokratisk regering. Efter mandagens Stortingsvalg, hvor Arbeiderpartiet ganske vist gik tilbage, står 61-årige Jonas Gahr Støre til at kunne danne en ny rød-grøn regering i Norge. Snart kan også Tyskland få en socialdemokratisk kansler i skikkelse af den jævnaldrende SPD-spidskandidat Olaf Scholz. Men reelt er der en verden til forskel på de former for socialdemokratisme, som nu regerer i Nordeuropa.
Det norske socialdemokrati Arbeiderpartiet har genvundet magten på en old school-dagsorden med vægt på et opgør med “Forskjellnorge” – et populært begreb, der beskriver den voksende kløft mellem på den ene side en hovedrig overklasse og på den anden side “folk flest”. Heri ligger Arbeiderpartiet dog nogenlunde på linje med søsterpartierne. Mere opsigtsvækkende er Jonas Gahr Støre ikke rykket til højre i værdipolitikken, som ellers i Danmark har været set som den eneste farbare vej tilbage til regeringskontorerne for sosserne.
Arbeiderpartiet forfægter fortsat en klassisk humanitær linje i både udlændinge- og udenrigspolitikken, og som tidligere udenrigsminister har Jonas Gahr Støre fastholdt en linje, der i en dansk sammenhæng kan sammenlignes med den åbensindede internationalisme, som Mogens Lykketoft har repræsenteret i Socialdemokratiet. Tankevækkende nok har Arbeiderpartiet slet ikke forsøgt at gøre indhug blandt de borgerlige vælgere ved eksempelvis at kopiere det norske nationalpopulistiske parti Fremskrittspartiet.
Endnu mere tankevækkende har heller ikke det finske socialdemokrati, Suomen Sosialidemokraattinen Puolue – hvis blot 35-årige formand Sanna Marin er statsminister – forsøgt at efterligne den stedlige udgave af Dansk Folkeparti i form af Perussuomalaiset, også kendt som De Sande Finner. Den unge regeringsleder har i stedet vundet magten ved at gå op imod de borgerlige partiers økonomiske fordelingspolitik, og ligeledes insisteret på at videreføre den humanitære kurs, som tidligere kendetegnede alle socialdemokratier i Nordeuropa.
Ensom strammerkurs
Heller ikke i Sverige, hvor den 54-årige Magdalena Andersson står til at overtage posten som socialdemokratisk statsminister til november – som afløser for den afgående Stefan Löfven – har sosserne givet køb på principperne i kampen om arbejdervælgerne mod Sverigesdemokraterna. Ej heller i Tyskland, hvor SPD, Sozialdemokratische Partei Deutschlands, i dag placerer sig nogenlunde samme sted, som Poul Nyrup Rasmussen stod tilbage i 1990’erne, både i den økonomiske reformpolitik og i den bredere værdipolitik.
Nøjagtig ligesom i Norge er de tyske socialdemokrater ikke gået i infight med Alternative für Deutschland, og den politiske mainstream er derfor ikke blevet rykket ud mod højrefløjen. Selv om Arbeiderpartiet og SPD ikke ligefrem kan siges at ride på en vælgermæssig succesbølge, har de formået at stå stolt fast på deres gamle idealer, og bæres frem af rød-grønne støttepartiernes fremgang.
På opsigtsvækkende vis er det faktisk Mette Frederiksen, som i dag står som en ensom outlier i den socialdemokratiske familie. Kun hun har valgt at nærme sig det lokale nationalpopulistiske parti til ukendelighed, og når de danske socialdemokrater nu jubler over valget i Norge, er det i sandhed med blandede følelser. For udviklingen udstiller, at de holdningsmæssige kompromisser, som Socialdemokratiet i Danmark har indgået med sig selv i jagten på magten, ikke er uundgåelige.
I dag virker det efterhånden som meget lang tid siden, at Mette Frederiksen i 2018 kunne triumfere ved et partimøde i Amsterdam sammen med blandt andre formanden for hollandske Partij van de Arbeid, Lodewijk Asscher, og lederen af de italienske Partito Democratico, Maurizio Martina. Dengang trompeterede Berlingske: “Mette Frederiksen viser vej for Europas socialdemokrater. En række af de kriseramte socialdemokratiske partier i Europa er begyndt at skue mod Nord og helt præcist i retning af S-formand, Mette Frederiksen, som er en succes midt i nedturen for mange af søsterpartierne“.
Siden da er de to socialdemokratiske partiformænd fra Holland og Italien trådt tilbage, og Mette Frederiksen står mutters alene med sin strammerkurs.
Grønne socialdemokrater
De senere års politiske udvikling i Europa har vist, at hun langt fra kunne siges at have fundet den eneste vinderformular for socialdemokratierne. Modvilje mod såvel udlændinge som internationalt engagement er tydeligvis ikke en forudsætning for at regere i Nordeuropa. Tværtimod bobler en ny udfordring frem på den grønne front: Yngre vælgere kræver kontant klimahandling.
Den realpolitiske balanceakt for Jonas Gahr Støre, Sanna Marin, Magdalena Andersson og Olaf Scholz handler om at bygge bro mellem de midaldrende provinsvælgere, der er beskæftiget i de traditionelle industrierhverv, og de yngre storbyvælgere, der orienterer sig mod nye grønne tech-virksomheder. Netop her står socialdemokratierne i dag og vakler politisk, og den nordeuropæiske regeringsleder, som først og mest effektivt formår at forene ufaglærte arbejdere og langtuddannede funktionærer i den grønne omstilling, vil blive den nye rollemodel.
Umiddelbart står Jonas Gahr Støre med de bedste forudsætninger for at kunne blive socialdemokraternes nye grønne superhelt, ganske enkelt fordi Norge både har flest penge og den mest sorte samvittighed. Den årelange udvinding af fossile brændstoffer fra den norske undergrund har akkumuleret sig i en gigantisk oliefond, som i dag rummer en – tilmed hurtigt voksende – formue på over 12.000 mia. kroner.
Norge udgør selve hovedproblemet i forhold til global opvarmning og har samtidig det største potentiale til at kunne investere i nye og mere bæredygtige løsninger. Hvis nogen kan, er det Norge. Med pendulsvinget i retning af nye socialdemokratiske regeringer, der dels bygger på en mere humanitær linje i udlændinge- og udenrigspolitikken, og som dels er parlamentarisk afhængige af grønne partier, er magtbalancen ved at skifte.
Modsat situationen for få år siden, hvor migrantkrisen i 2015 satte dagsordenen, er det i dag klimakrisen, som er ved at slå igennem som den udslagsgivende faktor. Efter mandagens stortingsvalg i Norge kunne en ny politisk prognose lyde: Jonas Gahr Støre viser vej for Europas socialdemokrater. En række af de kriseramte socialdemokratiske partier i Europa er begyndt at skue mod Nord og helt præcist i retning af Arbeiderpartiets formand, Jonas Gahr Støre, som er en succes midt i nedturen for mange af søsterpartierne. /Lars Trier Mogensen