Foto: Warner Bros
Frank Herberts historiske sci-fi-roman Dune fra 1965 kan ikke filmatiseres. Det har i hvert fald været overbevisningen i årevis, efter adskillige instruktører har gjort forsøget: Den chilensk-franske filmskaber Alejandro Jodorowsky nåede aldrig længere end forproduktionsfasen, og den amerikanske instruktør David Lynch har endnu ikke fået helet sårene efter sin katastrofefilm fra 1984. Heller ikke to miniserier har haft held med at skabe det ekko, bogen har givet siden sin udgivelse.
Men Sicario-, Arrival– og Blade Runner 2069-instruktøren, den fransk-canadiske Denis Villeneuve, er måske kommet så tæt på, man overhovedet kan. Hans filmatisering af Dune blev først vist på filmfestivalen i Venedig i august, men nu har hans længe ventede sci-fi-film endelig fået verdenspremiere i biograferne.
Den unge Paul Atreides (Timothée Chalamet) er arving til en af de mest magtfulde slægter i det intergalaktiske kejserrige, Atreiderne, der af kejseren er udpeget som ørkenplaneten Arrakis’ nye koloniherre. Han og forældrene Jessica (Rebecca Ferguson) og Leto (Oscar Isaac) kæmper mod den onde Harkonnen-slægt, der tidligere har regeret Dune, som planeten også kaldes, og som nu vil vinde den tilbage og udslette huset Atreides.
På sin vej plyndrer Harkonnen de stærke indfødte folk frimenerne, der vogter planetens absolut mest værdifulde naturressource, krydderiet melange, der både er bevidsthedsudvidende og nødvendigt for rumrejser mellem galakserne. Særligt den frygtindgydende baron Vladimir Harkonnen, spillet af Stellan Skarsgård (der har brugt 80 timer i makeuppen), bliver legemliggørelsen af grådighed, når han bader i olie, mens han taler om flere penge og mere magt.
Paul kan se ind i fremtiden og i folks drømme, og efterhånden står det klart for ham, at han er den ventede Messias, Kwizatz Haderach. Den magtfulde Bene Gesserit-orden – som moderen tilhører – har udpeget ham til at forene den splittede galakse. Paul er tvivlende på sin rolle og beslutter sig for at gøre op med sin skæbne: I stedet for som baronen at udnytte frimenerne, vil han slutte fred med dem: Han lærer deres kulturelle koder, at binde sine sko som dem, at tale sproget, der har eksplicitte referencer til arabisk. Men de gode intentioner kommer ikke gratis, og Atreides må dræbe for at føre profetien ud i livet.
Ridser i overfladen
Fortællingen bygger sig langsomt op, og gennem de to og en halv time, filmen varer, sidder man med oplevelsen af, at klimaks aldrig rigtig nås, at filmen er én lang optakt. Hele den første time bruges på at sætte scenen, og filmen dækker kun halvdelen af bogen. Men det er samtidig netop her, Dune excellerer: Spændingen går ikke tabt, fordi Villeneuve har et eminent øje for detaljerne. Som i åbningsscenen, hvor man implicit forstår en skjult dagsorden hos moderen, der senere viser sig at være, at Paul skal opdrages til frelser. Filmens billedside udfoldes med en præcision, der kommer til syne med rumskibene, der nær må bukke under for naturens kræfter, og de levende sandorme, der truer i den golde ørken, hvor man drikker sved for at overleve.
Men lever Dune, der allerede er blevet sammenlignet med Star Wars, Ringenes Herre og Avatar, op til forventningerne? Næsten. Der er meget at komme efter: Dune er visuelt overlegen, den soniske oplevelse ligeså, og Villeneuve har ret, når han siger, at filmen er for stor til at blive set på en computerskærm. Den skal opleves i biografen. Men selvom der angiveligt endnu ikke er givet grønt lys fra filmselskabet Legendary til en to’er, som det ellers er planlagt, lader etteren også mere tilbage at ønske.
Paul og hans forældre er de eneste, man tilnærmelsesvist lærer at kende, mens det ellers stjernespækkede cast træder i baggrunden. Tag eksempelvis Zendaya Maree Stoermer Colemans rolle som Chani. Hende møder vi kun gennem Pauls romantiserende blik, men aldrig i sin egen figur, selvom vi fra bogen ved, at hun – og frimenerne – er meget mere. ”Hun er en fighter, det er hvad hendes folk er. Jeg havde egentlig kun et par dage med hende, så jeg ridsede lidt i overfladen”, siger Zendaya selv om sin rolle. Og heller ikke engang Paul kommer man tæt på i en grad, der nuancerer fortællingen: Der gives ikke megen plads til hans tvivl om sin plads som frelser, hans indre konflikter, der ellers er en af Dunes forcer.
Den hvide messias
”Hvem bliver vores næste undertrykker?”, spørger Chani i begyndelsen. Fortællingen anses også af instruktøren som et økopolitisk opråb: mod plyndringen af naturressourcer, ødelæggelsen af økosystemerne, kapitalismen, den vestlige verdens kolonialisering. Frimenerne fremstilles også i høj grad som respekterede og talentfulde snarere end nogen, der skal civiliseres. Alligevel hjemsøges bogen – og filmen – af de problematikker, den selv forsøger at kritisere. For selvom intentionerne er gode, og Paul forsøger at alliere sig med frimenerne i stedet for at arbejde mod dem, bliver det stadig på deres bekostning.
Frimenernes skæbne er de fortabte indfødte, der er bestemt til at blive koloniseret eller reddet fra dem selv af Paul, den hvide frelser og Messias. Ikke et eneste sted i filmen problematiseres den rollefordeling, undtagen i Pauls små glimt af tvivl. Og netop her ligger det problematiske i Dune: Vi får stort set ikke et indblik i frimenernes tanker og indre liv, der tværtimod står ufortalt.
Man kan diskutere, om det er Villeneuves og ikke forfatterens skyld, men ikke desto mindre kunne tvivlen, persongalleriet og de komplekse politiske problematikker have været udfoldet tydeligere, end de står i denne første del. ”Dette er kun begyndelsen”, siger voiceoveren i filmens slutning. Frimenerne bliver for nu perifere skikkelser, på trods af, at de handlingsmæssigt er filmens centrum, og det kan der med rette gøres op med i en to’er. Og en to’er er der nødt til at komme, hvis Dune skal blive ved andet end blot en begyndelse. /Emma Louise Stenholm