Kære læser

Lad Aristoteles fælde Kofod

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Vi er nu kommet dertil i klimaforandringerne, at desperate brandmænd må pakke verdens største træ ind i brandsikre aluminiumstæpper for at beskytte det mod Californiens skovbrande. Sammen med de øvrige sequoiatræer i Giant Forest, risikerer General Sherman – som det 83 meter høje træ altså hedder – simpelthen at bukke under for flammerne, hvis ikke sølvpapiret hives frem. Sikken en skæbne for Sherman, som menes at være små 3.000 år gammel, og desuden har en omkreds på 31 meter. Selvom brandsikringen måtte virke, kommer det alt andet lige til at se lidt fjollet ud; som en struds, der parkerer hovedet i sandet, mens resten af kroppen forvandles til grillkylling. Når vi kommer op i så voldsomme størrelsesforhold, bliver det måske lidt futilt med de tæpper.

Nå ja, i det mindste kan General Sherman og resten af sequoiatræerne glæde sig over, at de ikke har fået udpeget Jeppe Kofod som redningsmand. For ret beset må udenrigsministeren vel efterhånden betegnes som verdens dårligste brandslukker. Én ting er, at Kofod var ekstremt nølende, da tolke og andre lokale afghanere, som havde hjulpet Danmark, skulle hentes ud af Kabul. Noget helt andet er, at Kofod end ikke lader til at ville erkende, at indsatsen har været lidt sløv. På et samråd om evakueringerne fik Kofod fredag sagt, at ingen vidste, at Kabul ville falde så hurtigt. Så hvordan skulle regeringen dog kunne have handlet anderledes? ”Vi vidste ikke bedre end vores allierede og samarbejdspartnere”, argumenterede Kofod. Sideløbende forsøgte forsvarsminister Trine Bramsen at forklare, at det altså ikke var noget problem, at hun befandt sig på Ærø, da Taliban indtog den afghanske hovedstad. Hun tog jo stadig telefonen.

Måske har Kofod ret. Måske vidste hverken han eller forsvarsministeren, hvor galt det stod til i Afghanistan. Men det virker nu som en lidt svær historie at købe, når diverse eksperter af flere omgange havde advaret (betalingsmur) om, at Talibans fremmarch skete (betalingsmur) med bekymrende hast. Ja, som Berlingske senest har afsløret (betalingsmur), beskrev chefen for de danske styrker i Afghanistan i detaljer, hvordan Taliban omringede Kabul i månederne op til hovedstadens fald. Så måske havde det været meget smart at lave en form for nødplan, inden man smuttede på ferie.

Forståeligt nok virkede hverken Venstre eller Konservative sønderligt imponerede over Kofods og Bramsens forklaringer på samrådet. ”Regeringens ministre svarer ikke på de spørgsmål, vi stiller dem, og derfor må vi jo blive ved, indtil vi får svar”, lød det bl.a. fra Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, som allerede har varslet et nyt samråd om sagen. Mens man venter på dén spændende toer, kan man passende se mod Holland. Her valgte udenrigsminster Sigrid Kaag torsdag at trække sig, efter parlamentet havde givet hende en næse for håndteringen af evakueringerne i Afghanistan. Den hollandske ambassade i Kabul havde af flere omgange anmodet regeringen om at forberede en evakueringsplan, inden landet blev helt overtaget af Taliban. Alligevel valgte Kaag at vente med planlægningen indtil sidste øjeblik. Det lyder jo umiddelbart bekendt.

Ifølge Aristoteles (som filosoferede mens General Sherman endnu var et ungt skud) stræber enhver ting mod at realisere sin natur. Realiseringen må dog nødvendigvis ske inden for bestemte rammer. Et agern kan blive til et sequoiatræ, men ikke til en salonfæhig udenrigspolitiker. Ting har et formål, et telos, som det kan søge mod, men træerne vokser ikke ind i himmelen (omend General Sherman med sine 83 meter er ret tæt på). Nu vil vi ikke gøre os til overdommere, men at dømme ud fra Jeppe Kofods hidtige bedrifter som udenrigsminister, er vi ikke sikre på, at posten ligger så naturligt til ham. Det skriger ikke ligefrem indfriet telos, når Kofod igen-igen har svært ved at finde fodfæstet i en selvforskyldt skandalesag. Der er ingen skam i misforholdet, det er bare aristotelisk logik: Jeppe Kofod burde ikke være minister. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12