Angela – ja tak! Men hvem vil opkaldes efter Lars, Mette og Pia?

Der er kun seks dage til parlamentsvalget i Tyskland, og mange medier bruger bemærkelsesværdigt meget tid på at tage afsked med landets forbundskansler Angela Merkel, der som bekendt ikke genopstiller efter 16 år på posten.

The New York Times’ bureau chief i Berlin har fx været på reportagetur i byen Wülfrath i Nordrhein-Westfalen, og her har hun mødt en syrisk kvinde, Hibaja Maai, som ankom til Tyskland med sin tre børn i vinteren 2016. De havde forladt krigen i Syrien, krydset Middelhavet i en usikker båd, arbejdet sig videre fra Grækenland gennem Makedonien, Serbien, Ungarn og Østrig, inden de endelig nåede frem til Bayern i Tyskland.

Tre dage senere, 1. februar 2016, fødte Hibaja Maai et barn. Da hun fandt ud af, at det var en pige, var der ingen tvivl i hendes sind: Pigen skulle hedde Angela – ligesom hendes frelsende engel, Tysklands kansler, der i stedet for at gå i panik over indvandringsbølgen havde sagt de nu så berømte ord “vi klarer det“. “Angela Merkel reddede vores liv,“ siger Hibaja Maai i reportagen. “Hun gav os tag over hovedet og vores børn en fremtid. Vi elsker hende som en mor.“

Den amerikanske avis mener så at vide, at der ikke er tale om en enlig svale; der løber angiveligt et ikke ubetydeligt antal fem-seks-årige børn af flygtninge rundt i Tyskland, som på den ene eller anden måde hedder noget med Angela, Angie og Merkel eller måske ligefrem “Angela Merkel“.

Gestussen er smuk. Men den smukkeste gestus er vel denne: Af de cirka en million flygtninge, som ankom til Tyskland i 2015 og 2016, har halvdelen fået job; tre ud af fire bor i egen bolig, og 65.000 er startet på universitetet eller har indledt en lærlingeuddannelse.

Navne det går tilbage for

I Danmark havde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens regering, der udelukkende bestod af Venstre-folk (på Dansk Folkepartis nåde), umanerligt svært ved at opbyde noget, der tilnærmelsesvis mindede om en sådan imødekommenhed og medmenneskelighed. Et besøg på Dansk Statistik viser da også, at navnet “Lars“ i den grad er for nedadgående efter at have været i frit fald siden 1989. Alene fra 2020 til 2021 er antallet af Lars’er gået tilbage med 216 personer.

Den samme tendens gør sig i øvrigt gældende for “Mette“ (Frederiksen). Tusinder hedder det, men at dømme på statistikken ville det nærmest være psykisk vold at kalde sit barn Mette i dag. Retfærdigvis står det heller ikke for godt til med “Helle“ (Thorning-Schmidt), “Anders“ (Fogh Rasmussen) og “Poul“ (henholdsvis Nyrup Rasmussen og Schlüter) .

Interessant nok skal vi helt tilbage til “Anker“ (Jørgensen) for at finde noget, der knækker den kedelige kurve af statsministerfornavne. Fra 2020 til 2021 er antallet af Anker’e i Danmark steget med 208, svarende til godt 10 pct. af landets samlede Anker-masse! Og nu vi alligevel har gjort ophold i fortiden: Hvad med “Pia“ (Kjærsgaard)? Tak fordi du spurgte. Det går ad helvede til – men dog ikke så ringe som “Mette“. Hvis man vil følge modens luner, er Pia et navn, man skal træde behændigt udenom, hvis man gerne vil undgå, at ens barn bliver stigmatiseret.

Det er der i øvrigt en del medlemmer af Dansk Folkeparti, som ikke har fattet. Som om Dansk Folkepartis netop overståede årsmøde ikke var farceagtigt nok, som det var – bare læs avisernes referater – så sidder der DF’ere ude omkring i landet, der i fuldt alvor mener, at det vil løse alle partiets vælgertilslutningsmæssige problemer, hvis Pia Kjærsgaard kom tilbage og afløste sin efterfølger Kristian Thulesen Dahl på formandsposten.

Men Pia Kjærsgaard er passé, hun er old hat. Pia Kjærsgaard tilhører en anden tid, hun kan kun trutte en tone i sit horn, og det er protestpolitikkens tone. Dansk Folkeparti vil implodere, som andre protestpartier har gjort det før dem – Retsforbundet, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne… listen er alenlang. At gøre Pia Kjærsgaard til formand for Dansk Folkeparti igen, svarer til at indsætte Otto von Bismarck (1816-1898) for at sikre Tysklands politiske sammenhængskraft eller grave Gustav Vasa (1496-1560) op for at løse Sveriges udfordringer.

Man kan sige meget om Kristian Thulesen Dahl, men han er en god boksebold. Da den 74-årige Pia Kjærsgaard efter Dansk Folkepartis årsmøde i weekenden undlod at afvise, at hun kunne gøre comeback som formand, hvis kommunalvalget går dårligt for partiet, svarede han: “Det er da bare fantastisk“ og tilføjede, at det var skønt at have en person i partiet, “der har været med altid“ og altid er “klar til at træde til“. En glad og positiv boksebold ved navn “Kristian“ (også på retur). /Oliver Stilling