Scanpix
Den gode: Langt om længe kom statsminister Mette Frederiksen med en kontant reaktion på den dystre rapport fra FN’s klimapanel. Svaret er flere danske penge til klimabistand: “Den seneste klimarapport fra FN’s klimapanel bør være et wakeupcall til, at vi må og skal gøre mere for at bekæmpe klimakrisen nu. Især de rige lande skal levere mere,“ lyder det offensivt fra Mette Frederiksen, som i disse dage er i New York til topmødet ‘Climate Moment’ i forbindelse med FN’s Generalforsamling.
Løftet om at øremærke en større andel af Danmarks udviklingsbistand er veltimet og tilrettelagt som optakt til et andet og mere skelsættende topmøde, nemlig det forestående COP26-klimatopmøde i Glasgow i begyndelsen af november. Her skal alverdens lande forpligte sig på at leve op til den hensigtserklæring – som blev aftalt helt tilbage på COP15 i København i 2009 – om at bevilge 100 mia. dollar årligt til de fattige landes klimaomstilling og tilpasning til fremtidens vildere vejrfænomener.
For Danmark er der således en helt særlig symbolik i at gå forrest med klimabistand: Den fælles ambition blev landet på et ellers kaotiske topmøde i Bella Center, hvor daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen af internationale medier blev udråbt som “Klodsmajoren fra København“, og hvor den på mange måder kortsluttede seance blev døbt “Floppenhagen“. Èn ting blev dog vedtaget, netop løftet om flere grønne bistandsmilliarder til udviklingslandene, og det er den forpligtelse, som statsminister Mette Frederiksen nu lover, at i hvert fald Danmark vil levere på.
Timingen er vigtig: Ved COP26 i Glasgow skal den danske klimaminister Dan Jørgensen (S) efter planen sidde for bordenden ved forhandlingerne om at finde flere penge til de fattige lande, kort sagt at få de rige lande til at betale deres ophobede “klimagæld“, og her vil det være afgørende for S-regeringens gennemslagskraft og troværdighed, at Danmark nu selv finder pengene frem. Dermed kan det i bedste fald tilskynde andre vestlige industrilande til også at svare enhver sit. Løftet fra København om 100 mia. dollar årligt er meget langt fra opfyldt. For første gang siden hun tiltrådte lever Mette Frederiksen op til sit kaldenavn fra ungdomsårene i DSU – som “Afrikas dronning“, dengang hun selv skrev universitetsspeciale om udviklingsbistand til Afrika.
Den onde: Danmark kommer ikke til at øge den samlede bistand. Tværtimod er den danske udviklingsbistand, målt som andel af bruttonationalindkomsten, BNI, faldet markant henover de seneste årtier. Og den nye øremærkning af 3,8 mia. kroner til klimainitiativer vil reelt blot blive fraregnet den bistand, som ellers ville skulle være brugt på bl.a. fattigdomsbekæmpelse, skolegang til piger, demokratisering og basale sundhedsprojekter.
Under skiftende regeringer er udviklingsbistanden blevet relativt skåret gennem de seneste årtier, og samtidig omprioriteret til hjemlige formål såsom indkvartering af asylansøgere i Danmark. Ved nu at målrette en større andel til grønne formål forventes budgettet til klassisk udviklingsbistand at ville falde til det laveste niveau i mere end 40 år, og dét får nu flere organisationer til at advare om løftebrud: “Vi ser meldingen som et klart brud på, hvor klimafinansieringen skulle komme fra, da man lovede de penge,“ siger generalsekretær i Oxfam Ibis, Kristian Weise, som henviser til, at alverdens lande – både i København i 2009 og senere i Paris i 2015 – blev enige om, at den nye klimahjælp netop ikke blot måtte tages fra de eksisterende bistandsmidler:
“Nok er udfordringen fra klimakrisen blevet større de sidste 20 år, men fattigdomskrisen, som ulandsbistanden var tiltænkt til at afhjælpe, er ikke løst. Med den her udmelding er der risiko for, at man tager penge fra livsnødvendige projekter, som skal sikre sundhed, uddannelse eller demokratiudvikling,“ lyder det fra den danske Oxfam-chef.
Og han er ikke alene. Statsminister Mette Frederiksens klimaløfte bliver i bistandskredse set som et spin-stunt, som blot vil medføre, at de fattigste lande bliver fodret med deres egen hale. Og hvis ikke engang Danmark evner at leve op til grundprincipperne i Copenhagen Accord fra 2009, hvem skulle så kunne finde på det? For de fattigste lande kan Frederiksens løfte hurtigt vise sig at blive ét skridt frem og to tilbage.
Den grusomme: Udviklingsbistand har aldrig været ren filantropi. Helt tilbage i 1962 lød det oprindelige argument for at øge bistandshjælpen, at dansk erhvervsliv ville nyde gavn af mulighederne for at ekspandere på nye markeder. Fra begyndelsen har kommercielle eksporthensyn således været en afgørende drivkraft, ikke mindst i de konkrete bevillinger. I lange perioder har en påfaldende stor del af udviklingsbistanden være kanaliseret til forskellige landbrugsprojekter, som pudsigt nok har været drevet af danske virksomheder.
I dag ser en række større danske industrivirksomheder endnu mere lukrative muligheder for at sælge vand- og energiløsninger til lande i Asien og Afrika, hvor kombinationen af befolkningsvækst og global opvarmning skaber et stadig mere desperat behov for ressourcer. S-regeringen lytter til erhvervslivets lobbyister, som alle tidligere regeringer har gjort – og i takt med, at ønskelisten drejer i en grøn retning følger også politikerne med.
Når Mette Frederiksen lover at øremærke 3,8 mia. kroner af udviklingsbistanden til klimaprojekter tilfredsstiller hun et klart ønske fra de dominerende stemmer i dansk erhvervsliv. Frem for at bruge de danske skattekroner på uendelige og ofte udsigtsløse fattigdomsprojekter midt i Afrika, er der mere smæk for skillingen i det grønne – i hvert fald i Bjerringbro (Grundfos), i Aarhus (Vestas) og på Als (Danfoss).
For danske politikere handler udviklingsbistand først og sidst om indenrigspolitik, og derfor vil det næppe gøre større indtryk på Mette Frederiksen, når hun nu beskyldes for at bryde Lars Løkkes løfte fra Bella Center, og endnu mindre for at ville svigte alle de ludfattige lande, som i de kommende år kan se frem til færre penge til pigeskoler, prævention og demokratiprojekter. For det lyder jo godt med klimabistand, og alle de interessenter, som statsministeren gerne vil tilgodese – primært i jyske industribyer – vil være ovenud lykkelige over omprioriteringen. Det fremstår ikke engang kontroversielt længere, at op mod størstedelen af udviklingsbistanden føres direkte ned i danske virksomheders kasser, snarere som et udtryk for godt politisk købmandskab. /Lars Trier Mogensen