Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Da Notre Dame i Paris brændte tilbage i 2019, var der snart sagt ingen grænser for, hvor hurtigt en redningsaktion kunne blive mobiliseret. Det strømmede ind med hjælp og donationer fra alle sider. Videoer af ulykken blev delt vidt og bredt; der lød et kollektivt gisp, da kirkens ikoniske spir kollapsede. Frankrigs præsident Emmanuel Macron greb faklen og brugte katedralen som et behændigt billede på folkets sammenhængskraft: Sammen kan vi genopbygge, sammen kan vi komme stærkere ud på den anden side.
Opfordringen er tilsyneladende blevet taget alvorligt. Onsdag kunne Jean-Louis Georgelin – som står i spidsen for Notre Dames genopbygning – fortælle, at der foreløbigt er blevet samlet mere end 6,2 mia. kr. ind til redningsarbejdet. Eksempelvis har den franske oliegigant Total været så flink at donere knap 750 mio. kr. Takket være de generøse bidrag, har man kunnet forhindre yderligere kollaps. Snart kan selve genopbygningsarbejdet gå i gang, og hvis alt går vel, vil Notre Dame stå så god som ny i april 2024.
Nu er vi normalt ikke meget for whataboutism og søgte argumenter à la “tænk, hvad penge kunne være gået til“. Så vi vil heller ikke anfægte, at man bruger flere mia. kr. på at genopføre Notre Dame. Det er trods alt et vigtigt stykke kulturhistorie, og hvor skulle Quasimodo ellers bo? Men altså… tænk bare, hvis verden havde reageret på samme måde, dengang Greta Thunberg første gang fik sagt, at vores hus står i flammer; at kloden brænder sammen for øjnene af os. Er Notre Dames gargoyler virkelig mere tillokkende end koalaerne, hvis bestande er blevet reduceret med hele 30 pct. de sidste tre år, som følge af tørke og historisk store skovbrande? Har oliegiganter som Total ikke bedre ting at bruge deres penge på – såsom at tage økonomisk ansvar for al den ødelæggelse og CO2-udledning, de forårsager?
Vi troede aldrig, vi skulle sige det her, men Storbritanniens premierminister Boris Johnson har ret: Menneskeheden har opført sig som en uansvarlig teenager, der ikke kan styre sin brandert. Det er på tide, at verden bliver voksen, at regeringer tager ansvar for den overhængende katastrofe. Klimatopmødet i Glasgow, der løber af stablen fra den 31. oktober, skal være et afgørende vendepunkt. Eller som BoJo (måske lidt kludret) fik sagt ved FN’s generalforsamling: “Verden – denne dyrebare blå sfære med sin æggeskals-skorpe og strejf af en atmosfære – er ikke noget uopslideligt legetøj, et hoppeborgs-værelse vi kan kaste os selv imod, så meget vi lyster.“ Citatet havde nok stået endnu stærkere, hvis Boris Johnson – lederen af en af verdens største økonomier – var gået foran med lidt flere radikale klimatiltag.
Nå ja, i det mindste kan vi glæde os over, at Kina nu vil stoppe sine investeringer i udenlandske kulkraftværker. Ifølge eksperter vil den kinesiske kovending kunne købe verden hele tre måneder i kampen for at holde den globale opvarmning under 1,5 grader. Og endnu vigtigere vil tiltaget kunne kvæle store dele af den internationale kulindustri. Uden Kinas pengeindsprøjtninger vil eksempelvis Indonesien, Bangladesh, Vietnam og Pakistan skulle gentænke deres energiplaner i en grønnere retning. Faktisk vil de fleste lande nok værge sig ved at afhænge for meget af kulkraft. Kinas nye klimaløfte er med andre ord en ekstremt kærkommen gave.
Hvis gaven skulle være endnu mere overbevisende, kunne Kina dog med fordel også se på sit nationale kulforbrug. For ikke nok med, at landet er verdens største energiforbruger, så kommer op mod 58 pct. af Kinas strøm fra landets 1.058 kulkraftværker, hvilket gør det kinesiske klimaaftryk, ja, kulsort. At der fortsat satses så stort på de fossile udledninger internt i landet, bliver faktisk mere og mere bizart. Hvad nytter det at sige til omverden, at man skal droppe kulkraften, hvis man selv bliver ved med at skovle løs? Det svarer vel egentlig til at påbegynde restaureringen af Notre Dame, blot for at sætte ild til stilladset. /David Dragsted