Er Brexit irernes held?

Der ligger den så, i en glasmontre i The Long Room, et gudesmukt, aflangt bibliotek, der huser nogle af Trinity Colleges ældste bøger: Et af de originale tryk af The Proclamation of the Irish Republic fra 1916. Et nøgledokument i Irlands historie, et vidnesbyrd fra den lange, blodige kamp for uafhængighed. Hvis der er én ting, man ikke skal spøge med, er det irernes patriotisme; for slet ikke at tale om den britiske undertrykkelse. Selv i dag står opdelingen af nord og syd som et betændt spørgsmål, som et åbent sår.

Når forhandlingerne om Brexit trak i langdrag, skyldtes det ikke mindst grænsespørgsmålet om Nordirland og Irland. En reel toldkontrol på øen var utænkelig, Good Friday-aftalen fra 1998 forbyder, at der kommer en hård grænse mellem nord og syd. En gentagelse af “The Troubles“, den komplekse, borgerkrigs-lignende konflikt, som varede i godt 30 år, skal for alt i verden forhindres. Gode råd var dyre, for hvordan kunne man løsne hårdknuden, så alle parter var tilfredse – EU, briterne, de nordiske unionister, de irske nationalister?

Til sidst trak man en streg, ikke i sandet, men i vandet: Toldtjekket måtte blive foretaget, når varerne krydsede Det Irske Hav. På den måde kunne de frit passere mellem Nordirland og Irland, grænsevagter ville være unødvendige, nationalisterne ville kunne ånde lettet op. Intet ved Brexit er dog helt så ligetil. Løsningen – Nordirland-protokollen, som den lidt usexet er blevet døbt – blev ganske vist godtaget, men briterne er stadig ikke helt tilfredse. Nordirerne føler sig afskårne fra resten af Storbritannien, papirarbejdet hober sig op. Handlen er måske blevet muliggjort, men den er også blevet besværliggjort. Storbritannien vil gerne have genforhandlet nogle af de finere detaljer i Nordirland-protokollen, men EU er ikke interesserede.

Britiske søforklaringer

En overgangsfase har indtil nu udsat de værste følgevirkninger af protokollen, men dilemmaerne trænger sig på. Til oktober vil det såkaldte “sausage ban“ eksempelvis træde i kraft, som gør det forbudt at eksportere britiske kødprodukter til Nordirland. Af samme grund er briterne begyndt at rasle med sablerne, ja, man truer endog med at suspendere Nordirland-protokollen, hvilket blot synes at forværre situationen. Den irske premierminister Micheál Martin har forsøgt at tale sin britiske kollega Boris Johnson til fornuft, det samme har USA’s præsident Joe Biden (der ofte ynder at fremhæve sine irske aner). Det går simpelthen ikke, at den hårdt tilkæmpede grænseløsning kastes over styr.

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget: I Irland har man glædet sig over, at en genforening med Nordirland synes mere sandsynlig i kølvandet på Brexit. Ligesom i Skotland stemte et flertal i Nordirland “remain“, hvorfor de irske nationalister håber, at EU-spørgsmålet kan agere løftestang for debatten: Selvom unionisterne stadig findes, er et flertal af nordirerne blevet stadigt mere utilfredse med Storbritanniens ageren og imperialistiske tendenser. Vil det ikke være langt mere attraktivt atter at samle Irland, og dermed også forblive i EU?

Sinn Féin, Irlands næststørste parti, der har rødder i den irske modstandsbevægelse, har i årevis været fortalere for en folkeafstemning om genforeningen. Og nu virker en sådan afstemning rent faktisk realistisk – særligt hvis Skotland har held med at afvikle en ny afstemning om løsrivelse. Storbritannien slår sprækker, og Irland venter altså spændt på udfaldet. “We declare the right of the people of Ireland to the ownership of Ireland and to the unfettered control of Irish destinies, to be sovereign and indefeasible,“ står der på erklæringen i glasmontren.

Tankerne kører rundt i hovedet, da jeg forlader The Long Room; fortid, nutid og fremtid blander sig sammen til en tyk, Guinness-lignende masse. I Trinity Colleges gårdhave går de studerende rundt som normalt, hvis de da ikke sidder med hovedet begravet i bøger eller laptops (vejret er overraskende godt). Jeg må hellere høre, hvad irerne selv synes. Hvad tænker fiskeren, landmanden og nordireren eksempelvis om EU, om protokollen og om genforeningsspørgsmålet? Og tænk engang: Det er netop de arketyper, jeg finder på Trinners (som Trinity College kaldes blandt de lokale). Hvor heldig har man lov at være!

Hjertet af Europa

“Jeg kommer fra en landbrugsbaggrund, min familie arbejder stadig med landbrug i det vestlige Irland,“ fortæller Jack, der til dagligt læser en bachelor i historie. “EU’s landbrugspolitikker har helt klart været ekstremt betydningsfuldt for det irske landbrug. Adgangen til EU’s markeder er altafgørende. Der er det her 15-20 år gamle citat fra den forhenværende politiker Mary Harney, at “vi er tættere på Boston end Berlin“. Det er på sin vis rigtigt, vi er tæt på USA. Men omvendt har vi også fordelene fra EU. På den måde får vi det bedste fra begge verdener. I min optik er det uundværligt for et land med kun fem mio. indbyggere, at man har adgang til hele EU, at vi har rettigheder og kan tage hvorhen, vi ønsker. Friheden til at rejse frit er fantastisk. Europa har en fælles historie, men der er også en masse forskelle mellem landene. Og det er vidunderligt, at man kan komme ud af sit eget lands politiske boble og se, hvad andre lande tænker.“

Føler du Irland er blevet mere isoleret fra resten af EU efter Brexit?

“Det har vi altid været, i en vis grad. Vores mediebillede og vores kultur kommer fra anglosfæren, fra USA og Storbritannien, hvis ikke det er direkte irsk. Vi er også dårlige til europæiske sprog. Men personligt føler jeg mig faktisk tættere på EU efter Brexit. EU indtog en ret defensiv position i forhandlingerne, i et forsøg på at beskytte Irlands interesser. Grænsespørgsmålet er jo altafgørende for Irland. Og at vi som et lille land kan få forsvaret vores holdninger i mødet med Storbritannien, vores forhenværende kolonialistiske undertrykker, det er virkelig vigtigt.“ Jack påpeger, at Frankrig – Irlands nærmeste EU-nabo – faktisk har gjort en dyd ud af at styrke forholdet til Irland efter Brexit. Ja, Emmanuel Macron besøgte sågar Dublin og Trinity College tilbage i august. Og charmeoffensiven har mestendels virket: “På sin vis føler vi, at vi befinder os i hjertet af Europa.“

Hvad tænker du om Nordirland-protokollen?

“Altså, personligt har jeg et nationalistisk syn på sagen, så for mig er det altafgørende, at der ikke er nogen hård grænse, at Good Friday-aftalen bliver respekteret. Forholdet mellem øst og vest, mellem England og Nordirland, det er ikke lige så vigtigt for mig. Det må unionisterne diskutere.“

Tror du det er sandsynligt, at Irland kan blive genforenet?

“I teorien er de fleste positivt stemt for en genforening, men de færreste kan fortælle, hvordan det skal se ud i praksis. Det vil også være nødvendigt at have en afstemning på begge sider af grænsen, i både nord og syd. Sinn Féin vil gerne have en socialistisk republik, men jeg ved ikke, om det er det, jeg personligt vil have. Det er dog et interessant spørgsmål. Hvis Skotland forlader Storbritannien, vil det også svække båndet mellem Nordirland og England. Jeg kunne godt se et genforenet Irland for mig inden for de næste 50 år. Men du vil nok stadig have frygten for, at volden vil genopblusse.“

Glemte fiskere

Længere inde i gårdhaven møder jeg Sean, der kommer fra Donegal i det nordvestlige Irland – “det amt, som ligger længst mod nord – men som stadig er syd“, uddyber han, da min stedforvirring bliver for åbenlys. Seans familie er fiskere; havet og kysten har præget ham fra en ung alder. Da jeg fortæller, at jeg engang har besøgt stenformationen Giant’s Causeway i det nordligste Nordirland, kaster han sig lykkeligt ud i en længere genfortælling af et lokalt folkesagn. Sean studerer i øvrigt irsk.

Hvad synes du om EU?

“Jeg er generelt pro-EU, det har åbnet for mange muligheder, særligt for yngre mennesker, med mulighederne for at rejse, Erasmus-legater og så videre. Men i Donegal har EU også haft en kæmpe slagside for fiskeindustrien. Der er mange fiskere i min hjemby, som har mistet muligheder for at fiske på traditionel vis som følge af EU’s regler og kvotesystemer. Der er tale om fiskeri med små kuttere, folk der tager ud for at gøre deres “wee bit“, ikke de her udenlandske fabriksfartøjer – fartøjer, der kommer og stjæler størstedelen af fiskene i vores farvande. Det er virkelig en fadæse. Folk, der er vokset op som fiskere bliver pludselig nødt til at lede efter arbejde andre steder, for mulighederne er ikke de samme.“

Hvad tænker du om Nordirland-protokollen?

“Den er ikke perfekt, men fra en irers perspektiv er den fin, for i sidste ende er der stadig tale om én ø. Vi bør ikke være i to forskellige økonomiske zoner. Jeg er for ung til at kunne huske The Troubles, men en hård grænse mellem nord og syd ville være meget besværlig at håndtere… Og det ville særligt være slemt for folk fra Donegal, eftersom mange arbejder i Nordirland, og vice versa. Forhåbentlig skal vi dog ikke forholde os til protokollen alt for længe, jeg så hellere, at vi havde ét forenet Irland.“

Samlet ø

Den irske patriotisme begynder at smitte, jeg skal end ikke anstrenge mig for at forstå folks tykke, vidunderlige accenter. Måske har det hjulpet, at jeg startede dagen med en full irish breakfast og irish breakfast tea (der dog til forveksling både lignede og smagte som de engelske pendanter)? Ja, det er lige før, jeg forventer at finde et firkløver i græsset. I stedet løber jeg ind i Amy og Amy, den ene fra Nordirland, den anden fra Dublin. Det er som at møde Dupond og Dupont.

Den ene Amy fortæller, at hun har et britisk pas, men forsøger at få fat i et irsk, da det er meget mere brugbart. Hun fortæller også, at toldgrænsen i Det Irske Hav har skabt en masse spændinger i Nordirland, da unionisterne er alt andet end tilfredse med løsningen. Og at Brexit mest af alt er deprimerende. Den anden Amy fortæller, at irerne orienterer sig mere mod USA end mod Europa. Amy har boet i Tyskland en stor del af sit liv, og det var noget et kulturchok for hende at vende hjem til Irland. Folk her føles meget lidt europæiske. I den forstand har Brexit blot øget følelsen af isolation. Nu virker Irland som et lille glemt hjørne af EU, afskåret fra resten af unionen.

Men der er også håb ifølge Amy og Amy, håb for for Irland og (Nord)irland. En genforening virker for dem at se meget sandsynlig. Med det følger dog også en bekymring for vold, “det ville være meget kaotisk,“ fortæller Amy. Ja, siger Amy. Coronakrisen har dog også vist, hvor absurd adskillelsen er. Mens Irland havde iværksat en hård nedlukning, var Nordirland anderledes lempelige med restriktionerne – og folk rejste jo stadig bare frem og tilbage, som de plejede. At man havde to så forskellige politikker på én fælles ø var ikke hensigtsmæssigt. Amy giver Amy ret. Et forenet Irland ville løse mange problemer. /David Dragsted

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.