Ritzau Scanpix
Rigsretten har på ingen måde lagt en dæmper på den danske regerings jernvilje til at gå helt til grænsen. Mens Inger Støjberg (UFG) sidder på anklagebænken i Eigtveds Pakhus – for at have ladet sin strammertrang overtrumfe lovgivningens grænser – er efterfølgeren som udlændingeminister, Mattias Tesfaye (S), i fuld gang med at afsøge nyt land for yderligere stramninger.
Tirsdag var han i Litauen for at inspicere S-regeringens nye signaturprojekt: Et 15 km langt pigtrådshegn, der er finansieret af Danmark, og som skal holde flygtninge og migranter ude af EU-landene. Tesfaye rykker nu videre, end Støjberg nogensinde turde.
For det bestemt ikke noget klassisk standardhegn: Danmark har doneret et særligt concertina-pigtrådshegn, som er “designet til lemlæstelse“, som det britiske dagblad The Guardian har beskrevet. I modsætning til almindeligt pigtråd, der først og fremmest skal stoppe forcering, er denne militære udgave udtænkt til at beskadige og radbrække indtrængere.
Concertina-pigtrådshegn har tidligere været brugt rundt om de spanske enklaver i Nordafrika, i Ceuta og Melilla ved Marokkos nordkyst. Men hegnet blev for blodigt, selv for de spanske myndigeder, som ellers ikke er kendt for at være blødsødne. Den spanske indenrigsminister Fernando Grande-Marlask erkendte i 2019, at det brutale hegn, der er skarpt som barberblade, blev for voldsomt, for “blodige metoder“, der har kostet flere menneskeliv.
S-regeringen har imidlertid ingen tøven, selv om concertina-pigtrådshegnet er blevet droppet i andre EU-lande, og menneskeretsorganisationer som Amnesty kritiserer brugen for at være inhumant. Tværtimod virker opstandelsen snarere som en ansporing for den socialdemokratiske regering, der hellere end gerne vil fremstå demonstrativt hårde i udlændingepolitikken: “Vi bliver nødt til at forholde os til, at samfundet, et velfærdssamfund, ikke er en abstraktion,“ udtalte Tesfaye forleden i Berlingske: “Det lever på et bestemt territorium og på en bestemt tid. Håndhæver man ikke det territorium, smuldrer forudsætningen for det samfund, vi lever i.“
S-regeringen ser således i dag mure, hegn og hårde grænser som en naturlig forlængelse af den danske velfærdsmodel: Ifølge Tesfaye er en stadig hårdere ydre skal omkring Europa nødvendig for at kunne opretholde en blødere velfærdsmodel indadtil. Ellers vil Danmark og andre lande blive løbet over ende af migranter fra Afrika og Mellemøsten.
Concertina-pigtrådshegn til Litauen består helt konkret af 410 ruller pigtråd og 7.700 såkaldt concertina-pigtrådsspiraler og strækker sig umiddelbart over i alt 90 km. Men da de skarpe ruller lægges oven på hinanden i flere lag, rækker det altså til 15 km. Men der kan snart være mere på vej fra Danmark. Regeringen har i forbindelse med godkendelsen af salget også åbnet for en lignende leverance til Tyrkiet.
Regeringen har foreløbigt bevilget 33 mio. kroner til en forstærkning af Tyrkiets østgrænse og optræning af flere grænsebetjente, der skal blokere for migranter fra særligt Afghanistan. Og hjælpen til Erdoğan-regimet er alt andet end hemmelig. Den socialdemokratiske udlændingeminister gør et stort nummer ud af mobiliseringen mod mennesker på flugt: “Det er vigtigt, at danskerne ved, at deres skattekroner går til at styrke Europas ydre grænser,“ lyder det fra Mattias Tesfaye, som i et skriftligt svar til Europaudvalget understreger, at hele manøvren handler om at “begrænse tilstrømningen til Danmark“.
Heri ligger en markant skærpelse af den danske strammerkurs. Hvor Inger Støjberg i sin tid havde et skarpt fokus på at forhindre asylansøgere til at nå helt frem til Danmark, har Mattias Tesfaye rykket bolværket mange nøk længere ud i periferien. Nu opfattes ‘Fort Europa’ ikke som et skræmmebillede, men snarere som en ønsket fremtid.
Den hårde skærpelse af den danske udlændingekurs, som er ved at ske under 40-årige Mattias Tesfaye, kan umiddelbart betegnes som en højredrejning. Ud fra klassiske begreber er han og S-regeringen ved at rykke højre om den tidligere Venstre-regering og Inger Støjberg. Men onde tunger på Christiansborg trækker i stigende grad en lidt anden parallel for at forstå forvandlingen – en parallel tilbage til Tesfayes fortid.
Flere år efter Berlinmurens fald meldte han sig ind i DKP/ML, Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, som havde Albaniens autoritære statskommunisme som forbillede, og ligefrem hyldede en afart af stalinisme. Mens resten af verden havde lagt statsovervågning, betonmure og bevæbnede grænsevagter bag sig, flirtede den unge Tesfaye med totalitarismen. Og nu begynder jernnævnen måske igen at dukke frem?
Efter en længere rutsjetur gennem det politiske landskab – fra DKP/ML over Enhedslisten og SF til Socialdemokratiet – er Tesfaye vendt tilbage til fascinationen af hård grænsekontrol. Men mon ikke, at en mere stilfærdig forklaring er, at Mattias Tesfaye blot har en veludviklet fornemmelse for den glæde ved stram statsstyring, som tydeligvis præger store dele af vælgerbefolkningen i Danmark?
Under den tyske valgkamp var det bemærkelsesværdigt, at kun det nationalkonservative protestparti Alternative für Deutschland så mod nord og brugte netop S-regeringen som et forbillede. De tyske vælgere var imidlertid ikke besnærede af strammerretorikken, og AfD gik tilbage. Men i Danmark fortsætter tendensen: Tough, toughere, Tesfaye. /Lars Trier Mogensen