Hvem har ansvaret i ingenmandsland?

Den første pigtråd er allerede rullet ud ved grænsen nær kurbyen Druskininkai. Litauen har netop påbegyndt opførelsen af den første del af en 508 km lang mur til nabolandet Belarus, hvor præsident Aleksandr Lukasjenko beskyldes for bevidst at efterlade migranter som våben i kampen mod EU.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) var tirsdag på besøg ved grænsen efter at have sendt 15 km concertina-hegn, der med sine barberblade er “designet til lemlæstelse“. Her mødtes han med sit modstykke, Litauens indenrigsminister Agnė Bilotaitė, og de to blev enige om at skabe en ny alliance, der skal kæmpe for at styrke EU’s ydre grænser.

Det ønske er ikke nyt: Ligesom også Polen og Letland, har Litauen erklæret undtagelsestilstand og længe krævet en øget indsats fra EU. Men nu ser nogen ud altså til at have lyttet til deres bønner, for onsdag vedtog EU en handlingsplan for migrationsindsatsen, der anerkender Lukasjenkos handlinger som “et politisk redskab til at destabilisere EU“.

Men giver påskud om Lukasjenkos “hybridangreb“ EU ret til at finansiere mure og hegn? Hvem har ansvaret for at undgå, at migranterne skubbes tilbage med vold, overlades til grænselandet og i værste tilfælde dør? Og er situationen et udtryk for, at EU spiller fallit ved ikke at kunne leve op til sine værdier?

Ikke hvis du spørger Rasa Juknevičienė, der er medlem af Europa-Parlamentet i Bruxelles som repræsentant for det højreorienterede litauiske parti Homeland Union, der ledes af Litauens udenrigsminister, Gabrielius Landsbergis. Litauen begyndte i august at sende migranter tilbage over grænsen – med det, der også kaldes pushbacks – og selvom myndighederne selv afviser, at det sker med vold, forlyder det, at litauiske grænsevagter har banket migranter til døde.

Ifølge Juknevičienė, som i øvrigt er tidligere forsvarsminister og formand for NATO’s Parlamentariske Forsamling, er det migranternes egen skyld, at de efterlades i ingenmandsland: De er turister, de kan bare søge asyl, og Putin lurer bag det nye jerntæppe. Men er det helt så enkelt? Føljeton har spurgt hende.

Føljeton: Vi vil gerne tale med dig om den migrationskrise, der udspiller sig ved grænsen mellem Litauen og Belarus.

Juknevičienė: Ja, det, vi kalder et hybridangreb.

Føljeton: Hvorfor vil du ikke kalde det en migrationskrise?

Juknevičienė: Det er en migrationskrise, men den skyldes et hybridangreb, hvor migranter bruges som våben. Normalt har vi et par snesevis migranter hvert år, men ikke flere tusinder på to-tre uger. Og vi har information – troværdig information – om, at såkaldte turistfirmaer tæt på Lukasjenkos regime lover, at migranterne kan komme ind i EU. Selvfølgelig er Litauen ikke deres endelige destination. De kender måske slet ikke Litauen overhovedet. Lukasjenko nævnte åbenlyst i maj, at han ville fylde vores land med migranter og stoffer. Vores grænse er meget, meget lang, ved du, og vi har ikke mulighed for at observere alting langs den. Desværre. Vi ved ikke, hvornår andre lande – som Rusland – gør det samme som Lukasjenko. De holder tæt øje med situationen, og måske er de endda også med til at koordinere angrebet.

Føljeton: Du tror, at Putin vil gøre det samme som Lukasjenko?

Juknevičienė: Ja. Det så vi også i 2015. Alle husker situationen i Norge og Finland, hvor Rusland gav migranter fra Irak og andre lande cykler til at krydse grænsen. Det er på samme måde at bruge migranter som politiske våben.

Føljeton: Men er en mur den bedste måde at håndtere situationen? Er der ikke andre måder, man kan modarbejde Lukasjenko?

Juknevičienė: Det er selvfølgelig kun midlertidigt, for vi vil i princippet ikke have mure, hegn eller fysiske grænser. Det vil ingen. Vi vil leve i fred, demokrati og samarbejde med lande som Belarus og Rusland. Men det er ikke vores valg. Vi er tvunget til at gøre det, for det er den eneste måde, vi stopper Lukasjenko. Og vi har også smugling af narkotika, alkohol, tobak og våben. Rigtige våben. Skyggeøkonomi er også et problem på grund af det her.

Føljeton: Okay, så lad mig formulere det på en anden måde: Underminerer murene, som er støttet af EU, ikke unionens kerneværdier om fred og sikkerhed?

Juknevičienė: Mure er bare én af løsningerne. Det er måske ikke den bedste, men en meget, meget vigtig en i dag. På europæisk niveau skal vi blive bedre til at beskytte os mod hybridangreb som nu. Selvfølgelig er lovlig migration én ting, men hybridangreb er en anden. Så på europæisk plan er vi nødt til at udarbejde reformer på migrationsområdet.

Føljeton: Har EU gjort nok?

Juknevičienė: Ja, vi så EU-lederskab med det samme. Ursula von der Leyen og Ylva Johansson fra EU-Kommissionen, Charles Michel fra Det Europæiske Råd, EP-formand David Sassoli og Fabrice Leggeri, leder af Frontex, besøgte Litauen i sommer, og de så situationen med deres egne øjne. De fik alle beviser. Vi gjorde det klart for dem, at vi havde behov for hjælp. Og det fik vi. Telte, personel fra Frontex og andre nødvendige ting.

Føljeton: Litauens indenrigsministerium bekræftede i august at have introduceret brugen af pushbacks ved grænsen, dvs. at Litauen sender migranterne tilbage til Belarus. Har Litauen et ansvar for at sikre, at grænsevagterne ikke udøver vold?

[Ifølge chefen for Litauens grænsevagttjeneste, Rustamas Liubajevas, betyder det, at vagterne tillades at bruge “afskrækkende midler“ for at sende migranterne retur. Han afviser dog, at der bruges vold mod migranterne, ligesom Litauen har benægtet, at migranter dør i skovene langs grænsen, hvor flere angiveligt skulle være banket ihjel, red.]

Juknevičienė: Vi taler om irregulær – eller nogen vil sige ulovlig – migration, og ikke om migration som sådan. Vi er åbne mennesker og et åbent samfund. Vores militær og diplomater gjorde meget for at redde de afghanske tolke. Nu er de i sikkerhed i Litauen. Vi har reddet over 100, og vi vil redde endnu flere. Folk er meget hjælpsomme og vil gerne hjælpe familierne med at integrere sig. Selvfølgelig giver vi dem asyl. Det er intet problem. Der er lovlige ruter og steder, man kan få det, herunder på ambassaderne.

Føljeton: Du svarer ikke på, hvad Litauen gør for at undgå voldelige pushbacks. Hvem har ansvaret?

Juknevičienė: Ansvaret er selvfølgelig Lukasjenkos. Vi har bevis på, at folk bruges som politiske våben.

Føljeton: Men der sker også pushbacks fra Litauens side.

Juknevičienė: Migranterne eskorteres fra Belarus og tvinges over grænsen af de belarussiske myndigheder. Så vi kan ikke behandle det som lovlig migration. Der er også nogle, vi accepterer, fx teenagere, børn eller migranter, der har brug for humanitær hjælp. Det er altså ikke 100 pct. af de irregulære migranter, der bliver sendt tilbage.

Føljeton: Hvordan sikrer du, at dem, du mener er lovlige migranter, ikke bliver udsat for vold?

Juknevičienė: Se, du ved, officielt er de turister. De kommer med fly. De har betalt masser af penge hjemmefra, og de har selv valgt at tage til Belarus. De kommer, fordi de tror, det er et venligt land og vil besøge det. Så juridisk set har de tilladelse til at blive behandlet som turister i Belarus. Vejen hjem ligger åben.

Føljeton: Og det retfærdiggør pushbacks?

Juknevičienė: Det retfærdiggør, at vi ikke er i stand til at tage tusinder og tusinder af mennesker her. Fysisk er vi ikke i stand til det, for vi har ikke infrastrukturen. Selvfølgelig er alle chokerede. Og i dag gør vi alt det bedste, vi kan, for at give de mere end 4.000 migranter et sikkert sted at bo som minimum, for vinteren kommer. Der er ikke mange lande, der kan klare det her. Vi er i øvrigt heller ikke et særligt rigt land.

Føljeton: Men tror du, at vagterne ved grænserne differentierer mellem, hvem der er irregulære migranter og ikke?

Juknevičienė: Selvfølgelig. Vi har institutioner, der kan bevise det. Men vi skal have et bedre monitoreringssystem. Det skal Frontex også. Vi skal følge tæt med i situationen, for selvfølgelig har de den her information, men vi skal give grænsevagterne flere instrumenter til at informere i det mindste lederne, EU og de ansvarlige. Selvfølgelig kan vi ikke være tolerante, når vores demokrati bruges mod os. Vi kollapser, hvis ikke vi gør noget.

Føljeton: Lad os lige vende tilbage til din distinktion mellem lovlige og irregulære migranter. Hvis du som migrant, der flygter for dit liv, får muligheden for at tage den her rute, tror du så ikke, at man vælger at gøre det? De skal vel ikke straffes for Lukasjenkos handlinger?

Juknevičienė: Før de forlader deres land, er de på internettet. De kan læse, de kan skrive, de har mobiltelefoner, smartphones, og de har masser af information om, hvad der sker. De ved, hvad de skal gøre, de ved, hvad Belarus er. De kan nemt finde information om lovlige ruter og om lovlige måder at komme til vores land eller Europa.

Føljeton: Så du mener, at det er migranternes ansvar at vælge en lovlig rute?

Juknevičienė: Selvfølgelig. Skoven [mellem Litauen og Belarus, red.] er ikke det eneste sted, man kan krydse grænsen.

Føljeton: Du siger, at muren er midlertidig. Hvad skal der så til for, at den bliver taget ned?

Juknevičienė: Det eneste rigtige svar er, at det vil ske, når der ikke er diktatur ved vores grænser.

Føljeton: Det sker nok ikke i morgen.

Juknevičienė: Måske. Hvem ved, måske ikke. Der var heller ikke nogen, der havde forudset Sovjetunionens kollaps. Dengang ville jeg aldrig have troet, at jeg som medlem af Europa-Parlamentet ville tale med dig.

Føljeton: Så hvis Lukasjenko bliver siddende i 15 år, skal muren så bliver der lige så længe?

Juknevičienė: Hvad skal vi ellers gøre? Vi levede også i mange år bag jerntæppet, bare fra den anden side, og vi ved hvor sårbart det er. Vi kunne ikke ændre situationen. I dag bygger vi igen en mur, men det er i sidste ende Lukasjenko og Putins ansvar. /Emma Louise Stenholm

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.