Hvert et rum skriger, at du ikke passer ind

Svaret kan lade vente på sig lang tid endnu: Skal Tysklands næste leder hedde Laschet, Scholz eller Baerbock? I ventetiden har verden gjort status på de seneste 16 år med Angela Merkel ved roret: Hvad har hun som den første kvindelige kansler gjort for Tyskland, for Europa, for verden? Hvorfor har hun kun jakkesæt på? Og hvad med kvinderne? Var hun overhovedet feminist?

“Merkel har været angrebet meget gennem sin karriere, fordi hun er kvinde. Hun er blevet set som den her androgryne kansler. Og så var der den ene gang, hvor hun havde modet til at bære en kjole med kavalergang. Den næste dag var der billeder overalt i europæisk presse. Jeg er taknemmelig for det, hun har gjort. Vi står på skuldrene af mange kvinder i dag. Jeg mener, hun kunne have gjort mere for kvinder, men jeg vil ikke dømme hende. Selvom jeg ikke er enig i alt, hun siger eller gør, er hun den første kvinde på posten, og har åbnet døren for de næste. Det er hendes skyld, at ordet Kanzlerin overhovedet eksisterer.“

Egentlig er vi ikke kommet for at snakke om Merkel, men det er svært at komme uden om, for Hannah Neumann er lige kommet tilbage på kontoret i Bruxelles efter søndagens valggyser i Tyskland. Sammen med to af sine kollegaer er hun tilfældigt endt på forsiden af The New York Times, uden at vide det, fortæller hun, da vi møder hende på ottende etage i Europa-Parlamentets Spinelli-bygning.

“Vi er delvist glade,“ siger hun, da jeg ønsker hendes tyske klimaparti De Grønne tillykke med valgresultatet. De Grønne havde naturligvis helst deres kandidat Annalena Baerbock som kanslerinde, men selvom partiet gik frem, var det ikke så meget, som de havde håbet. I Europa-Parlamentet repræsenterer Neumann partiet De Europæiske Grønne/Europæiske Frie Alliance, hvor hun siden 2019 har lagt pres på for, at EU vedtager en feministisk udenrigspolitik, hvor LGBTQI+-personer og etniske minoriteter i dag er underrepræsenteret i alle politikområder fra diplomati til sikkerhed.

Man skulle derfor umiddelbart tro, at Neumann ville være den første til at kritisere Merkel for ikke at gøre nok for kønnene: I stedet mener hun, at vi skal stoppe med at gøre os til dommere over, hvilke kvinder, der gør hvad, og for hvem. I stedet skal vi fokusere på de grundlæggende problemer: At kvinder og minoriteter stadig mangler ved beslutningsbordene.

Sort jakke og slips

Luk øjnene, og forestil dig et topmøde mellem EU’s ledere. Hvad ser du? Og hvem? Da jeg er på vej til interviewet og tager et kig rundt i bygningen, kan jeg primært få øje på mænd i jakkesæt og et par enkelte kvinder. Sætter du EU’s 32 formænd gennem tiden op på en række, er 29 af dem mænd. De er allesammen hvide.

“Som kvinde i sikkerhedspolitik kan du hurtigt få indtrykket af, at du ikke hører til. Der er bare så mange mænd. Man kan sige, at hvert et rum skriger, at du ikke passer ind.“

Da Storbritannien tidligere på måneden fik en kvindelig udenrigssekretær, den konservative Liz Truss, efter Boris Johnsons omrokering af parlamentet, lød det fra flere sider, at det var Storbritanniens chance for langt om længe at få en feministisk udenrigspolitik. Sverige, Canada, Frankrig og Mexico har det allerede i dag. Men kan vi altid forvente, at kvinder kæmper for kvinder, alene fordi de er kvinder?

“Jeg siger ikke, at mændene i sorte jakkesæt med slips ikke skal være der, men jeg siger, at det ikke kun skal være dem. Jeg tror stærkt på, at et af de største problemer i udenrigspolitik er, at den traditionelt har fokuseret på regeringer og nationalstater, og at kvinder og civilsamfund ofte slet ikke involveres i beslutningstagningen. Det handler ikke kun om lige at høre kvinder og minoriteter i 10 minutter, men om seriøs og meningsfuld deltagelse.“

Hannah Neumann. Foto: Pierre Vachaudez

Neumann har sammen med sin spanske kollega Ernest Urtasun været drivkraften bag EU’s tredje kønshandlingsplan, der blev vedtaget sidste år, og som kræver, at EU de næste fire år arbejder mod en 50 pct. repræsentation af kvinder i alle institutionens niveauer, og at medlemslandenes udenrigs- og sikkerhedspolitik i højere grad end i dag indtænker ligestilling og køn. Ifølge Neumann er planen den mest ambitiøse hidtil:

“Vi har allerede set lovende strategier, handlingsplaner, dokumenter og erklæringer. Men det primære spørgsmål er: Hvordan implementerer vi dem i praksis? Det må ikke bare blive en box ticking-øvelse. Vi bliver ved med at holde presset, fx i høringer og med skriftlige spørgsmål. Mange er blevet overrasket over, at vi følger den her plan så tæt. Det er for vigtigt til at lade det gå.“

Handlingsplanen blev stemt igennem til trods for modstand fra bl.a. en række liberale stemmer, der ikke så kvoter som den rigtige vej frem. Men Neumann mener, at det er nødvendigt instrument, også selvom op mod 40 pct. af medlemmerne i Europa-Parlamentet i dag er kvinder.

“Jeg ville være glad, hvis ikke vi behøvede kvoter. Men de sidste 60 år har vi bevæget os så langsomt og nogen gange endda tilbage. Ser du på børnehaverne, er der ingen der vil modsætte sig en 50 pct.-kvote, for kvinderne er allerede en stor del af den sektor. Du ser et andet billede, når du diskuterer kvinder i bestyrelser. Der er modstanden stærk. Hvis du ikke længere mener, at du kan lede de største nationale firmaer med en kvote, viser det, at vi tydeligvis har brug for den. Folk glemmer ofte, at vi har brug for rollemodeller. Hvis ikke det var for Baerbock, som har to børn, havde jeg aldrig turde at stille op til Europa-Parlamentet.“

En af de tætteste er fra Ungarn

Køn er samtidig blevet symbolet på de såkaldte illiberale bevægelsers værdipolitiske kamp mod EU. Tidligere har man primært analyseret illiberalismen ud fra et spørgsmål om antidemokrati, men i dag er køn blevet en lige så tydelig akse: Lande som Ungarn og Polen vedtager abortrestriktioner og LGBT-fri zoner og arbejder i enhver form for tekst aktivt for at undgå ordet ‘gender’, der på engelsk anvendes om det sociale køn modsat det biologiske ‘sex’.

“Det er ikke en konflikt mellem øst og vest eller syd mod nord, men en politisk proces af alliancer, der ønsker at redefinere det normale. Modstanden mod såkaldt kønsideologi og politisk korrekthed dæmoniserer ikke bare deres fjenders verdensbillede og gør op med menneskerettighedernes paradigme. De tilbyder også et alternativ med familien, nationen og religiøse værdier og ytringsfrihed i centrum. Kønskampen kan forene aktører, der ikke nødvendigvis har været ivrige efter at samarbejde tidligere,“ forklarer Andrea Pető, historiker og professor i kønsstudier ved Central European University i Wien, Østrig, til Føljeton.

Hvis EU’s politikker bliver anderledes med kvinder fra beslutningsbordet, kan det så betyde, at det kan vende de såkaldte backlashes i Europa? Så enkelt kan det ikke sættes op, mener Hannah Neumann, der påpeger, at det er vigtigt at forstå, at Ungarn og Polens regeringer fører en dagsorden, der langt hen ad vejen er afkoblet europaparlamentarikerne og resten af befolkningen.

“En af mine tætteste allierede er fra Ungarn. De ungarske og polske regeringer kæmper en symbolsk kamp mod den såkaldte kønsagenda, som hjælper dem med at mobilisere sig internt, men som desværre ekskluderer og diskriminerer mange andre. Derfor er det vigtigt at række ud til de mange af mine polske og ungarske kollegaer – jeg ved, at mange af dem faktisk er for diversitet og ligestilling.“

Neumanns partikollega i Europa-Parlamentet, danske Kira Marie Peter-Hansen (SF), arbejder også dagligt med at finde alternative måder at lægge pres på Ungarn og Polen. Eksempelvis er hun lige nu chefforhandler på et direktiv om løngennemsigtighed for at modarbejde løndiskrimination på baggrund af køn, hvor hun forsøger at ændre ‘on the basis of sex’ til ‘gender’.

“Især på det sociale område er den gængse dynamik, at Kommissionen kommer med et udspil, hvor Parlamentet lægger sig lidt til den progressive side og Rådet til den mere konservative. Ved trilogforhandlingerne findes et kompromis, som bliver til den endelige lovgivning. For Parlamentet er det god strategi at sætte barren højt og lave et så progressivt udspil som muligt, så man har lidt at arbejde med til forhandlingerne,“ siger hun.

Kira Marie Peter-Hansen. Foto: Pierre Vachaudez

“Særligt på ligestillingsområdet og LGBTQIA+-rettigheder, er problemet, at der er nogle få lande i EU, som aktivt modarbejder inkluderende tiltag. De holdninger er også repræsenteret i Parlamentet, men det er særligt i Rådet, at det får stor betydning, for der har en enkelt konservativ politiker pludselig en meget stor stemme. Generelt bygger EU-lovgivning også oven på tidligere love, hvilket gør, at man ikke bare sådan lige kan opdatere sproget og stadig finde lovmæssigt grundlag i traktaterne. Men vi arbejder hårdt sammen med dygtige fagfolk for at presse juraen så meget, vi kan.“

Presset for at vende udviklingen i Ungarn og Polen bliver altså primært symbolsk – også selvom man ved, at teksten ikke kommer til at gå igennem. Til tider har indsatsen effekt, som da Polen i denne uge besluttede at ophæve tre LGBT-fri zoner. Men hvis man ikke kan lovgive sig ud af problemerne, er Bruxelles så overhovedet det rigtige sted at tage opgøret?

“Der er også indirekte metoder som økonomiske sanktioner. Eller at sørge for, at LGBTQIA+-personer er nævnt og dækket i lovgivning, som egentlig handler om noget andet. Eksempelvis forhandler jeg Digital Service Act, som handler om rettigheder og sikkerhed på nettet, og her gør jeg mit for at sørge for, at der er en opmærksomhed på, at det er en ekstra udsat gruppe,“.

“EU kan ikke alt, men det kan noget. Og på vigtige spørgsmål som lige rettigheder for alle og kampen mod diskrimination, må vi lægge så meget pres, vi kan, fra alle sider. Direkte, indirekte, oppefra og nedefra.“

En svær balancegang

Hannah Neumann og Kira Marie Peter-Hansen kæmper altså den samme kamp for at få plads til kvinder og minoriteter i EU. Samtidig er de enige om, at det aldrig må handle om at pege fingre ad andre og ‘bagudskuende’ lande, men at anerkende, at vi har et fælles problem. Også i Tyskland og i Danmark.

”Nogle af mine østeuropæiske kollegaer forstod ikke, hvorfor det overhovedet var nødvendigt med kvoter. Ikke fordi de er mod ligestilling, men fordi de allerede har en langt højere repræsentation af kvinder i politik og mindre lønforskelle. Som progressiv tysker er det interessant at se, at min konservative kroatiske modpart allerede har de her ting i sit liv. Mens jeg stadig skal kæmpe for det,“ siger Neumann.

“Vi skal huske, at det ikke kun handler om Ungarn og Polen. Tyske nationalister har sagt ting om køn, der viser, at de ikke vil håndtere problemstillingen på en konstruktiv måde. Der vil altid være dem, der ikke tager køn seriøst. Deres holdninger kan vi ikke ændre. I EU er det mest interessante den større gruppe, som gerne vil have ligestilling, men mangler værktøjerne. Det er derfor, vi har brug for obligatorisk træning i kønsfølsomhed”.

Foto: Pierre Vachaudez

Som dansk politiker beskriver Peter-Hansen på samme måde, at hun oplever at bevæge sig mellem to stole, når det kommer til arbejdsmarkedspolitik “og den meget særlige danske model“. Til tider er Danmark langt bagud i forhold til andre – eksempelvis hvad angår de danske barselsregler, som regeringen nu vil ændre for at leve op til EU-direktivet om øremærket barsel.

“Det er en svær balancegang, jeg øver mig i hver dag. Min fornemmeste opgave er at være i tæt kontakt med fagforeningerne, så vi kan sørge for, at arbejdsmarkedets parter står så stærkt som muligt. Det er en spændende proces at finde gode fælles beslutninger, der også tager højde for, hvordan de forskellige medlemslande er indrettet.“

“Man kan altid genkende mig, jeg har altid enten pink eller lilla på”, siger Neumann, da vi alle finder hinanden på Esplanade Solidarność 1980 foran Parlamentet. Neumann og Peter-Hansen har ikke set hinanden i lang tid efter corona, nærmest undskylder de, da fotografen har svært ved at få dem til at kigge i kameraet. De er optagede af at diskutere politik. Måske kommer der en dag, det ikke længere betyder noget, hvad vi har på, hvor gamle vi er, eller om kvinderne gør nok for kvinderne? /Emma Louise Stenholm

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.