Anmeldelse

Scener fra to ægteskaber

Ægteskabelig scene fra Ingmar Bergmans 'Scener fra et ægteskab'

Der er noget i Ingmar Bergmans ikoniske tv-serie Scener fra et ægteskab som bringer mindelser til en passage fra Henry David Thoreaus Walden. Livet i skovene: “Det store flertal lever et liv i stille fortvivlelse. Det, der kaldes resignation, er forhærdet fortvivlelse […] En ensformig, men ubevidst fortvivlelse skjuler sig endda under det der kaldes menneskehedens spil og fornøjelser.“ Thoreau taler egentlig om menneskets automatiserede tilværelse i byerne, men han kunne ligeså godt have talt om det automatiserede samvær, der opstår mellem to, som “i stille fortvivlelse“ er holdt op med at tale med hinanden. Det var stilheden, Bergman beskæftigede sig med, da han i 1973 præsenterede verden for det på overfladen perfekte ægtepar Johan og Marianne. Nu har instruktør Hagai Levi forsøgt at gøre ham kunsten efter i sin genindspilning af Scener fra et ægteskab på HBO. Føljeton satte sig for skiftevis at se afsnit af den nye og den gamle serie og nidkært sammenligne dem. For at gøre en lang historie kort faldt det ikke ud til Levis fordel, for i mødet med den gamle mester imponerer han ikke i udpræget grad.

Levis serie er på mange måder et forsøg på at præsentere Bergmans ægteskabelige tematikker med en moderne fernis. I centrum finder vi stadig ægteparret, der på overfalden repræsenterer idealbilledet på den moderne familie: smukke, velhavende mennesker med børn og karrierer. Hvor Bergmans version følger de klassiske kønsrollemønstre, har Levi til gengæld givet sin et moderne twist: Hustruen Mira (Jessica Chastain) er familiens breadwinner, fordi den intellektuelle Jonathan (Oscar Isaac) med sin universitetskarriere ligger under for tidens (økonomiske) mishag for den akademiske verden. Som resultat er han datterens primære omsorgsperson og den, der får tingene til at glide på hjemmefronten.

Den moderne rammesætning tjener dog ikke anden funktion end netop det: Fernis. Levi har forsøgt at bibeholde Bergmans centrale spørgsmål om ægteskabets funktion for det enkelte menneske og for samfundet. Hvorfor indgår vi i den slags relationer, hvad får vi ud af det, og hvilket hensyn vejer højest, hvis vi ikke længere får noget ud af det?

Hvor Bergman går mere indirekte til problematikken, ekspliciteres den hos Levi. Mens Johan og Mariannes forhold er kendetegnet ved et fravær af sprog for det, de mangler (“Hvordan skal man beskrive det som ikke findes?“ udbryder Johan), lever Mira og Jonathan i en verden, hvor alt tilsyneladende kan italesættes. Jonathan, der er seriens klart mest troværdige karakter, udbreder sig i detaljer om sine teorier om forhold og psykoanalyserer sig frem til sine brister som ægtemand overfor en mere følelsesmæssigt ueffen Mira.

Så hold dog kæft

Kommunikationen er nærmest for veludviklet hos Levi. I Bergmans hænder bliver ensomheden i den afsporede tosomhed synlig, når tavsheden får lov at råde. Man fornemmer den “stille fortvivlelse“ imellem Johan og Marianne, der egentlig taler sammen, men som siger meget lidt. Når de endelig nærmer sig noget “sandt“, vælter ordene frem som i en rus og gør varig skade. Som seer føler man sig blottet og såret i takt med, Bergman blotter og sårer sine karakterer.

Omvendt virker Levi travlt optaget af at skærme og tale med sit publikum. Hver episode indledes af en sekvens, hvor skuespilleren (enten Chastain eller Isaac) træder ind på filmsettet og påtager sig sin rolle, hvorefter afsnittet går i gang. Seeren får på den måde at vide, at de er vidne til en fiktion – eller måske at ægteskab er et kammerspil, man udfører for sig selv og hinanden? Under alle omstændigheder bidrager det til, at der går splinter af den komplekse skildring af visnende kærlighed. En kompleksitet, der får Bergmans serie til at ligne noget, der kunne være lavet i dag. Levis, der rent faktisk er det, har ikke samme tidløshed.

Havde Levis fortolkning af Scener fra et ægteskab ikke stået i skyggen af originalen, havde dommen givetvis været en anden. Både Chastain og især Isaac spiller godt og serien emmer af den Hollywood-lækkerhed, der gør den til oplagt weekendunderholdning. Bergmans kan dog underholde og mere til. Den kan minde dig om August Strindbergs gamle spørgsmål: “Findes der noget værre end mand og en hustru, der hader hinanden?“ og give dig lyst til at svare: Ja, to som i stille resignation bare bliver indifferente. /Asta Kongsted 

De første tre afsnit af Hagai Levis ‘Scener fra et ægteskab’ kan ses på HBO. Alle seks afsnit af Ingmar Bergmans ‘Scener fra et ægteskab’ kan ses på Filmstriben (gratis). 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12