Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Tidligere på ugen kunne man læse en lidt kulørt nyhed rundt omkring i det internationale medielandskab: Efter en våd aften var den 50-årige Beyhan Mutlu vandret ud i en skov i Bursa-provinsen i Tyrkiet, hvor han stødte ind i en gruppe, der ledte efter en forsvundet mand. I sin beduggede – men hjælpsomme – tilstand tilbød Beyhan at give en hånd med. Sammen gik søgeholdet rundt i flere timer men uden at finde den forsvundne. Da de andre begyndte at råbe den efterlystes navn, faldt tiøren dog: Manden, de ledte efter, var Beyhan Mutlu.
Man skulle næsten tro, at der var tale om en af Slavoj Žižeks elskede vittigheder. Historien passer perfekt ind i den slovenske filosofs joke-kartotek, der bl.a. tæller klassikere som den her: En tysk mand får arbejde i Sibirien. Da han ved, at alle brevkorrespondancer her bliver læst af censurmyndighederne, aftaler han på forhånd et kodesystem med sin ven. Hvis vennen modtager et brev, der er skrevet med blåt blæk, er indholdet sandt. Hvis det er skrevet med rødt blæk, er det falsk. En måned senere modtager vennen så endelig et brev, skrevet med blåt blæk: “Alt er vidunderligt her, butikkerne bugner med varer, der er rigeligt mad, lejlighederne er store og opvarmede, biograferne viser vestlige film, og der er mange smukke kvinder, som er klar på en affære – det eneste, der mangler, er rødt blæk.“
Žižek selv bruger joken som et eksempel på den frihed, vi i dag nyder i Vesten: Den er betinget af, at vi ikke længere har et vokabular, der kan formidle vores ufrihed. Kapitalismen giver os nemlig frihed under tvang. Den kvæler og indoptager al kritik og alle modstandsbevægelser, den forvandler sociale protester til salgbare slogans og ufarlig ensporethed. Uden at gøre os til tankelæsere, forestiller vi os, at Žižek derfor også ville elske historien om Beyhan Mutlu: Viser den ikke, at vi i vores konstante spejling i kapitalismens tomme systemer ender med at glemme os selv?
Okay, nu skal vi nok stoppe med at lege marxistisk filosof. Inden det hele går op i hat og briller, har vi faktisk et aktuelt emne på dagsordenen: Regeringens fortsatte minkhåndtering. Noget siger os nemlig, at regeringen ikke er meget for at bestille dybdeborende undersøgelser, der skal grave i dén dagsorden. Tænk, hvis pilen kom til at pege tilbage på politikken. Hvis det viser sig, at regeringen selv var galt på den, da man uden lovhjemmel valgte at slå alle landets mink ihjel. Hvis den, man leder efter, er… nej, vel? Det er i øvrigt også meget nemmere, hvis oppositionen ikke kan formulere sin kritik gennem en kvalificeret rapport fra eksempelvis Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET) om, hvorvidt minkavl kan genetableres uden risiko for coronamutationer.
Nej tak til minkvacciner
Har vi i øvrigt fået fortalt, at DK-VET tilbage i maj blev bedt af Fødevarestyrelsen – der hører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri – om at droppe sin undersøgelse af, om minkavlen kan gentetableres i Danmark? Det virker næsten lidt ærgerligt, når nu regeringen for nyligt skulle beslutte, om forbuddet mod minkavl skal forlænges. Svaret blev ja, da en vurdering fra Statens Serum Institut (SSI) lyder, at minkopdræt i Danmark fortsat vil være forbundet med risiko for mennesker. Men ifølge Birgit Nørrung, der er institutleder ved DK-VET, er husdyrproduktion sådan set altid forbundet med risici. Så som Nørrung siger til DR:
“Jeg synes, det er lidt synd, hvis man siger, at man ikke kunne gøre andet, fordi man har fået den risikovurdering fra SSI. For hvis de ikke vil acceptere risiko overhovedet, så kan de aldrig få en risikovurdering, hvor de ikke vil kunne komme til den samme konklusion.“ Sagt med andre ord: Hvis man på nogen måde ønsker at genoplive minkopdrættet, kan man med fordel høre, hvad DK-VET har af forslag. Ifølge fødevareminister Rasmus Prehn (S) er sådanne overvejelser dog ikke nødvendige. Man vil først se på, hvordan man kan genåbne for minkavl, hvis man beslutter sig for at genåbne for minkavl. Det var vist også derfor, at regeringen eksplicit bad SSI om ikke undersøge, hvorvidt der kan holdes mink på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.
Nej, hvad skal man vel også bruge rødt blæk til, når man fint kan klare sig med blåt? Vi heller ikke begræde, hvis minkene aldrig vender tilbage til Danmark. Den pelsede industri havde alligevel ikke mange fremtidsudsigter. Oppositionen er imidlertid alt andet end imponeret over de manglende minkoplysninger. Hør bare, hvordan Venstres minkordfører (ja, sådan en har de åbenbart) Thomas Danielsen rasler med sablerne: “Der er jo et parlamentarisk flertal bag regeringen, der bifalder, at vi aldrig mere får minkavl i Danmark. Og derfor kan man åbenbart gå på kompromis med mange ting. Og tilsidesætte fagligheden og direkte misinformere Folketinget.“ De kan virkelig få folk op i det røde felt, de mink.
I Finland er man begyndt at vaccinere minkene med en særlig coronavaccine kaldet Furcovac. Lignende tiltag er allerede blevet set i bl.a. USA og Rusland. Hvis vi virkelig gerne ville have pelsdyrene tilbage til landet, synes det at være løsningen: At vaccinere løs på minkene, så nye mutationer ikke opstår. Spørger du os, vil et sådant vaccinationsprogram dog sende nogle ret forkerte signaler. Som Politico torsdag kunne afsløre, mangler EU at levere 91 pct. af de coronavacciner, man ellers havde lovet at donere til de steder i verden, hvor vacciner stadig er en mangelvare. Selvom Danmark er et af de EU-lande, der har været mest gavmilde med donationerne, virker det som en dum idé, pludselig at give mink forrang over mennesker – også selvom det ikke er de samme vacciner, pelsdyrene skal have. /David Dragsted