Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Ah, lettelsen. I morges kunne du endelig igen vågne op til beskeder på Messenger, måske et par notifikationer på Instagram, efter Facebook mandag aften mistede signalet og nogle steder var helt væk i op til fem timer. Givetvis var afbrydelsen for nogen et rart (omend ufrivilligt) pusterum væk fra sociale medier, men for andre var den en decideret katastrofe:
”Det lyder måske ikke af meget for andre, men at gå glip af fire eller fem timers salg kan være forskellen mellem at betale elregningen eller månedens husleje”, fortæller Mark Donnelly, der lever (blød betalingsmur) af onlinesalg, til New York Times. Som det lyder i artiklen, kastede nedbruddet lys over de ”svimlende” prekære forhold, der mange steder strukturerer nutidens digitale økonomi – og det kunne ses på de amerikanske børser, hvor Facebook-aktien mandag aften faldt med 4,9 pct. Nedbruddet falder sjovt nok også sammen med, at whistlebloweren Frances Haugan tidligere på dagen stod frem efter at have lækket cachefiler, der viser, at Facebook ”vælger profit” over brugernes sikkerhed.
Måske ville det hele bare være lidt nemmere uden? Som en Føljeton’er her til morgen skrev på vores interne Slack-kanal (der heldigvis ikke var nede): Kunne det ikke bare være skønt, hvis vi vågnede i morgen, og Facebook og Instagram aldrig havde eksisteret – og det altsammen bare var en ond drøm?
Knap så historisk
Mens Facebook og Instagram var nede, havde vi tid til at fordøje nyheden om Pandora Papers, der også blev afsløret mandag. I det, der bliver kaldt ”historiens største skattelæk”, har over 600 medier arbejdet sammen om at afsløre, at milliardærer, politiske ledere og kendte gemmer milliarder af kroner i skattely eller på andre måder har fundet fikse metoder til at undgå at betale skat. En anden ond drøm er med andre ord virkelighed.
Men har vi i virkeligheden ikke haft mareridtet mange gange før? For helt ærligt: Hvor mange kommer det egentlig bag på, at Ruslands præsident Vladimir Putins indercirkel er loadet med penge, at premierministre kan købe nærmest afgiftsfri kontorejendomme, eller at politikere har lyssky kampagnestøtter? Nuvel, kortlægningen er ganske imponerende og afgørende for at højne vores fokus på det problem, vi hele tiden har vidst eksisterer. Da Panama Papers kom frem i 2016, banede det da også vejen for en række ændringer: EU har vedtaget et direktiv, der skal beskytte whistleblowere, ministre er væltet, lovgivninger er lavet om.
Men Pandora Papers viser os stadig fem år efter, at ikke meget grundlæggende har ændret sig, og at vi nogle steder endda er på tilbagegang. Så måske er afsløringen i sig selv ikke historisk, men den viser i stedet, hvor historisk dårlige vi er til at addressere de strukturer, der tillader problemet.
”Den sande skandale er, at regeringer, lobbyister og egeninteresserede drager så meget fordel af situationen, at man ikke vil lave de påkrævede ændringer […] Faktum er fortsat, at skattely, såsom De Britiske Jomfruøer, Bahamas og Panama, stadig vil eksistere”, lyder analysen i Bloomberg Tax. Alan Macleod, der har skrevet bogen Propaganda in the Information Age: Still Manufacturing Consent, beskriver det også meget godt:
”Den måde, hvorpå corporate medier massivt hyper Pandora Papers, betyder, at du kan være helt sikker på, at de absolut ingen trussel udgør mod vestlige stater eller virksomhedernes magt. I modsætning til Wikileaks eller Snowdens afsløringer vil kun få – om nogen overhovedet – vigtige [mennesker, red.] i Vesten blive afsløret”.
En ren drømmeaftale
Scrollede man mandag videre på Twitter, som man måtte ty til i stedet for Facebook, kunne man konstatere, at der også skete en anden ”historisk” begivenhed. Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Radikale, Enhedslisten, Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne indgik om aftenen den længe ventede landbrugsaftale, der også kun tog omkring 60 forhandlingsmøder at blive enige om:
CO2-udledningen skal reduceres med 7,4 mio tons inden 2030, og reduktionen af kvælstof til vandmiljøet skal være 10.800 tons inden 2027. Finansminister Nicolai Wammen (S) kalder aftalen ”meget ambitiøs”, på trods af, at man har måttet give afkald på en del for at lande en bred aftale. For selvom 7,4 mio. tons er højere end regeringens udspil i april, sikres reelt kun en bindende reduktion på 1,9 mio. tons:
”Der er i dag kun et begrænset antal værktøjer til at reducere landbrugets klima- og miljøbelastning, uden at det har betydelige konsekvenser for landbrugets produktion. Aftaleparterne er enige om, at yderligere reduktioner af landbrugets udledning af drivhusgasser og næringsstoffer skal opnås ved udvikling og ikke afvikling af dansk landbrug med afsæt i en teknologineutral tilgang”, lyder det i aftaleteksten. Regeringen og aftaleparterne har slet ikke instrumenterne til at opnå ambitionerne, må man forstå.
Hvis vi bare befinder os i en drømmeverden, kunne man jo også lege lidt med tanken og spørge: Hvorfor sætter vi så ikke bare de mål, der matcher Parisaftalens? Hæve ambitionsniveauet til 20 mio. tons? Eller hvorfor ikke 40 mio. tons, nu vi er i gang? Sådan fungerer politik ikke, det ved vi, men hvis vi alligevel venter på et mirakuløst teknologisk påfund, der ikke eksisterer, kan vi vel lige så godt tillade os selv at drømme stort. Men vi vågner næppe fra drømmen ved at slette vores Facebook-app eller slukke stikkontakten. /Emma Louise Stenholm