J.M.W. Turner: 'Ovid banished from Rome' (1838).
Senere på måneden sker der noget godt i Aarhus. Nej, det har ikke noget med letbanen at gøre, og, nej, “verdens mindste storby“ får heller ikke et nyt slogan til en million kroner. Næ, der sker det, at kunstmuseet ARoS åbner en udstilling med den engelske landskabsmaler Joseph Mallord William Turner (1775-1851). Allerede i sin samtid var Turner en superstjerne. Vi havde billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, englænderne havde Turner. Det var det niveau. Med sine visionære, esoteriske, drømmeagtige motiver var han med til at lægge fundamentet for både impressionisterne og senere de abstrakte ekspressionister. Turner var besat af lysets sublime kraft, han elskede at male solen, og i sit livs absolutte efterår (eller vinter?) skal han have udtalt ordene “Solen er Gud“, uden at man helt forstod hvorfor.
Men Turner kunne såmænd også lide mørke. Han studerede Newtons og Goethes farvelære og mente, at lys og mørke havde lige vægt i både kunsten og naturen. Og som man kan læse et sted i bogen Joseph Mallord William Turner – Sun is God, der udkommer på forlaget Strandberg i forbindelse med udstillingen, blev folk, der ville besøge kunstneren i hans hjem i London, henvist til et mørklagt rum, inden de kunne komme videre ind til malerierne. “Et kort ophold i mørket tjente ifølge Turner et vigtigt formål: Det rensede sindet for forudgående indtryk, styrkede synsevnen og forstærkede oplevelsen af lysets og farvernes kraft.“
Sortspætter og vilde orkidéer
Ikke for at sammenligne Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) med den geniale engelske kunstner – slet ikke – men da hun holdt sin tale i forbindelse med Folketingets årlige åbning tirsdag, var der elementer af både form og indhold, som vakte mindelser om Turner og hans brug af lys og mørke.
Det var jo lysets Mette, der besteg talerstolen. Hun indledte med brede, luftige penselsstrøg, som man ellers ikke forbinder hende med. Fra at hele den statsministerielle kommunikation har været meget jordnær, socialrealistisk og leverpostej-agtig, satte hun os pludselig alle sammen til at drømme. Vi skulle forestille os “en fremtid i Danmark, hvor luften er helt ren“, sagde hun. “Følelsen af at trække vejret dybt og trygt. Byer med grønne arealer. Haver på tagene. Slyngplanter op ad facaderne.“
Her kneb danskerne øjnene sammen og så det for sig. Ja! ja! Hendes stemme talte videre i baggrunden om elbiler, “som er til at betale“, og hvor “familien“ kunne køre på ferie “uden bøvl med at lade op“ og endda “gennem et landskab med mere natur, dyreliv og planteliv“. Og hvis man ikke lige kunne se dyrene og planterne for sig på grund af de menneskeskabte klimaforandringer, som det politiske liv har så svært ved at tage alvorligt, så nævnte hun dem selv for at få fantasien lidt på gled: “Sortspætter. Vilde orkideer og forglemmigej. Højmoser og heder. Det kribler og krabler og blomstrer og gror.“
Allerede om morgenen havde man kunnet læse i Politiken (hvis politiske analytiker Elisabet Svane formentlig havde fået en snas af talen at se), at Mette Frederiksens tale formentlig ville være “tæt på lyrisk“ (betalingsmur). At hun ligefrem havde taget digteren Søren Ulrik Thomsen som gidsel i sin rørstrømske tale om fremtiden kom til gengæld som lidt af en overraskelse. Hun har i tidligere taler citeret Shu-Bi-Dua (“når livets skjorte bliver for kort“, og i sin første åbningstale som statsminister i 2019 nævnte hun den mest forslidte kliché i Dan Turèlls forfatterskab: “Jeg holder af hverdagen.“
Ja, sammenholdt med Mette Frederiksens glade åbningstale tirsdag, var åbningstalen i 2019 mørk og dystopisk. Dengang, hvor der for så også var al mulig grund til optimisme (det var før Covid-19), tegnede fremtiden – ifølge statsministeren mørk og trist. Dengang talte hun om forskelle, der var blevet for store, “samfundskontrakten“, der var blevet “svagere“, tilliden, der var blevet mindre. “Hvis afmagten slår rod, så risikerer vi troen på demokratiet. Viljen til fællesskab. Håbet om forandring. Det må vi aldrig miste. For så mister vi også troen på, at vi kan skabe fremtiden sammen.“ Hun fortsatte: “Jeg kan mærke, at vi begynder at vænne os til det. Vanvidskørsel. Trusler. Knivstikkeri. Skyderier. Bandeopgør. Eksplosioner. At vi stille og roligt accepterer at finde en anden vej at gå hjem om aftenen. At det bliver noget dagligdags i nyhedsstrømmen. At vi bare bladrer videre. Med et skuldertræk.“
Kan du se det? Mette Frederiksens åbningstale i 2019 var ligesom det mørklagte rum, som J.M.W. Turners gæster skulle igennem for at komme ind til kunsten. Det er ferm politisk kommunikation. Mette Frederiksen overtog et land formummet i mørke i 2019. Og Mette sagde: “Der blive lys!“ Og der blev lys. Det er det, man kalder ferm politisk kommunikation, der skal holde socialdemokraterne ved magten i al evighed.
Og her stopper sammenligningen med Turner i øvrigt. Som Tate Moderns seniorkurator Amy Concannon skriver i førnævnte Turner-bog, så opsummerede en kunstkritiker 25 år efter malerens død det mest karakteristiske og vedholdende træk ved hans arbejde: “Hans evne til at få os til at stoppe op, virkelig åbne vores øjne og se nye muligheder i hans malede verdener.“ Turner var en ægte visionær. /Oliver Stilling