Jan-Werner Müller
Er demokratiet i krise? Meget kunne tyde på det, hvis ellers man ser på populismens opblomstring, Donald Trumps præsidentskab, Brexit og stormen på den amerikanske kongres – for slet ikke at tale om situationen i eksempelvis Indien, Ungarn og Brasilien. Ifølge den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller, bør vi dog slå koldt vand i blodet. Før vi overhovedet kan forholde os til krisestemningen, må vi få det basale på plads: Hvad er demokratiet overhovedet for en størrelse? Ja, det gælder faktisk om at følge Machiavellis gamle ord, og lave en riduzione verso il principio – ”en tilbagevenden til grundprincipperne”.
Et voila, så har man ellers (grund)opskriften på Müllers nye bog, Demokratiet styrer. Efter at have storthittet med bogen Hvad er populisme? er idéhistorikeren klar med en diagnostik af demokratiets helbred anno 2021 – på bagkant af både coronakrise og sidste års betændte, amerikanske præsidentvalg. Jan-Werner Müller virker da også som den perfekte mand til netop dén opgave. Idéhistorikerens mesterlige Contesting Democracy fra 2011 (udgivet på dansk som Kampen om demokratiet) er velsagtens en af de bedste oversigtsbøger, der er skrevet om den politiske idéhistorie i Europa i det 20. århundrede. Så mon ikke Müller også har en hel del spændende tanker om demokratiets fremtid?
At dømme ud fra Demokratiet styrer, må det korte svar desværre blive ”ikke rigtigt”. Jan-Werner Müller laver sådan set en lødig gennemgang af demokratiets grundprincipper, men resultatet er også overraskende sterilt. Eksempelvis finder Müller frem til, at demokratiet bygger på idealer om lighed og frihed. Sidst i bogen lyder en vævende delkonklusion, at ”[d]emokratiet skal forblive åbent for nye former for repræsentation af ideer, interesser og identiteter; demokratiet bor i mulighederne”. Er demokratiet under pres? Jovist, det er det da. Har styreformen alligevel en fremtid? Naturligvis, hvis vi ellers tackler truslerne uden at give køb på grundprincipperne. Det lyder jo umiddelbart som noget, man har hørt før.
Bogen består af fire kapitler, der ikke altid synes at have den største sammenhængskraft. Efter først at have lavet en opridsning af populismens og oligarkiets onder – hvoraf mange af pointerne er genbrug fra Hvad er populisme? – går Müller videre til at diskutere repræsentation, demokratiets ”kritiske infrastruktur” (som mestendels består af pressen og partierne) og civil ulydighed (det kan være okay at bryde reglerne, hvis man forbliver tro mod demokratiets grundprincippier). Undervejs fungerer riduzione verso il principio som behændig rettesnor: Hvordan så pressen eksempelvis ud i 1800-tallet? Hvordan sikrede de antikke grækere, at demokratiet blev ved med at være fair?
Ligegyldigheden hersker
Med (idé)historien som rygdækning kan Jan-Werner Müller fint illustrere, at demokratiet altid har været til debat – og at nogle løsninger er mere hensigtsmæssige end andre. Bogens eksistensberettigelse hænger dog ofte i en lidt tynd (rød) tråd. Det er, som om Müller heller ikke selv kan hidse sig op over budskaberne. Utallige forbehold à la ”var det måske værd at overveje” lægger en naturlig dæmper på demokratiforsvaret; man kan dårligt sige, at sproget sprudler. Det bliver også lidt uklart, hvad ”borgeren” egentlig skal kæmpe for i praksis. Ret skal dog være ret: Müller skriver trods alt i indledningen, at bogen ikke er ”en politisk manual”. Men hvad er den så?
Et kækt svar: Demokratiet styrer er hverken fugl eller fisk. Til tider folder Müller sig ud, som når han forklarer, at en populist (eksempelvis Trump) bliver nødt til at se valgnederlag som illegitime, da populister jo påstår at repræsentere folkets – og dermed flertallets – vilje. Eller som når han diskuterer athenernes ”lottokrati” (hvor lederen af byens råd blev fundet ved lodtrækning) som alternativ til almindelige valghandlinger. For det meste ender Müllers ellers solide, analytiske blik dog med at fortabe sig i ligegyldige floskler. Hør bare hans håndtering af sociale medier som en mulig trussel mod demokratiet:
“Mens masser af iagttagere i dag går og klager over, at de sociale medier underminerer demokratiet, er det vigtigt at huske, at disse nye formidlere har skaffet borgeren hidtil ukendt adgang til den offentlige debat. Også her gælder det, at problemerne ikke så meget skyldes folket som dårlig regulering. Det er ikke moderne at sige det; men lettere adgang til den offentlige debat giver også grunde til håb.” Underforstået: Social medier dræber ikke demokratiet, dårlig politik dræber demokratiet. Så har man heller ikke sagt for meget. /David Dragsted