Kære læser

Thomas Helmig og demokratiets festdag

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Svaret på det ældgamle spørgsmål — ”hvad ville sundhedsminister Magnus Heunicke (S) spille, hvis han fik lov at være DJ til Landbrugs- og Fødevareminister Rasmus Prehns (S) fest?” — er endelig blevet fundet: Thomas Helmigs Aarhus-basker Stupid Man. I hvert fald hvis man skal tro Ekstra Bladet, der tirsdag kunne afsløre, at der oven på åbningen af Folketinget blev svunget et træben eller to hjemme hos Rasmus Prehn.

Festen blev lukket af politiet over midnat, men det forlyder ikke, at det var kvaliteten af Heunickes musiksmag, der fik ordensmagten til at sige stop. Sundhedsministeren havde angiveligt allerede forladt festen på det tidspunkt, og i øvrigt er Stupid Man et glimrende nummer. At Heunicke trak stikket tidligt kunne skyldes, at han skulle hjem og have sig en god nats søvn inden den egentlige fest, demokratiets fest (det er altså ikke os, der har fundet på at kalde Folketingets åbningsdebat noget så fjollet).

Hvis man ser bort fra Pia Kjærsgaards sproglige irettesættelse af SF’s Jacob Mark og forvisningen af Pernille Skipper (EL), der havde sin sovende baby med i Folketingssalen, forløb torsdagens debat dog overraskende lidt karnevalesk. Ja, at Kjærsgaard fra sin ordstyrerpost spillede med musklerne må næsten siges at ligge inden for normalen for DF’eren, der siden hun i 2019 trådte tilbage som formand for Folketinget, har haft notorisk svært ved at slippe den magt, der fulgte med ”Danmarks næsthøjeste post, lige efter dronningen” som hun yndede at kalde sit hverv.

Mest bemærkelsesværdig var nok dynamikkerne i blå blok, som bølgede frem og tilbage. Som Altingets politiske redaktør Esben Schjørring har bemærket, satte Jakob Ellemann-Jensen (V) tonen for en blå agenda, som primært gik på diskussionen af økonomisk politik. Uheldigt nok blottede det også DF’s manglende evne til at tale med om andet end værdipolitisk integrationspolitik.

Så stopper festen

At de høje herrer i blå blok ikke danser helt i takt, blev for alvor synligt ved spørgsmålet om den øremærkede barsel. Her blev Ellemann-Jensen af især Alex Vanopslagh (LA) kritiseret for at gå ind for øremærket barsel til mænd og i et (efter Ellemannske standarder) uhørt passioneret svar, skændede han de øvrige partiledere for det hykleriske i at modsætte sig ‘frihedsberøvende’ øremærkning af barsel til fædre, når det tilsyneladende aldrig har været et demokratisk problem, at 14 uger er øremærket moderen. Det klædte Venstre-formanden med lidt indignation. Vi kan ikke lade være med at tænke på, om han mon havde lidt Thomas Helmig på hjernen, mens han talte til Søren Pape Poulsen (K) og Alex Vanopslagh.

Den ”demokratiske festdag” blev dog overskygget af, at Frie Grønnes Sikandar Siddique sammen med sine forældre tirsdag blev overfuset uden for Christiansborg af en mand, der iført en ‘Fuck Islam’ t-shirt kom med racistiske tilråb til familien, der måtte eskorteres væk fra optrinnet af politiet. Det valgte statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag at italesætte i sin tale. Her understregede hun, at racisme og diskrimination ingen steder hører hjemme og bad samtidig et samlet Folketing om at tage afstand fra det ”racistiske angreb”.

Det er nødvendigt og vigtigt, at Frederiksen tager afstand, når et menneske ikke kan forlade sin arbejdsplads uden at blive udsat for racisme. Men det kan næppe komme som et chok for hende, at der findes og udøves racisme i et land, hvor regeringen gang på gang blåstempler diskrimination i samfundet.

Når regeringen afviser at udarbejde en handlingsplan mod racisme, når statsministeren selv kommer med udtalelser om, at man ikke skal ”være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt”, når Mattias Tesfaye (S) under coronanedlukningerne problematiserer potentiel smittespredning ved ramadan – men ikke nævner påsken med et ord – og når der indføres dobbeltstraf i såkaldte “ghettoområder”, så kan det ikke komme bag på nogen, at det smitter af på befolkningen. Mette Frederiksen må vende blikket indad og se på, hvordan hendes egen regering opildner til hadet. Alt andet er bare for stupid, man/Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12