'Squid Game' viser Netflix' fangarme

Netflix kan klandres for mange ting. Filmfestivalen i Cannes har længe haft et horn i siden på streaminggiganten, som franskmændene mener er ved at ødelægge ægte cinema. Film fortjener ikke at blive set på folks smartphones, de skal ses i biografen – alligevel lancerer Netflix ufortrødent nye titler direkte på sin digitale platform. For slet ikke at tale om de kolde, algoritmiske logikker, der driver værket: Går Netflix ikke mere op i statistikker end kunstneriske visioner? Kaster man ikke mest penge efter etablerede navne, i stedet for at opdyrke nye talenter?

Der er måske noget om snakken, men den bliver også nemt puritansk. Én ting skal streaminggiganten i hvert fald have ros for: At man hårdnakket har valgt at satse på lokale produktioner. Netflix’ adm. direktør Reed Hastings lægger ikke skjul på, at nøglen til virksomhedens succes ligger på det globale marked – og ordene bakkes op af enorme investeringer i de enkelte landes film- og tv-selskaber. Gængse Hollywood-produktioner får pludselig kamp til stregen af mere internationale titler.

Blandt nogle af Netflix’ største seriesucceser kan i flæng nævnes franske Lupin, tyske Dark, spanske Papirhuset og danske The Rain. Selvom amerikanerne er notorisk bange for undertekster, har Netflix faktisk fanget, at kultur også kan oversættes. En dansk serie kan sagtens blive et hit i Sydamerika, en tysk produktion kan pludselig tage det indiske marked med storm. Ja, ofte bliver Netflix-titlerne endog bedre modtaget i udlandet, end de gør på den hjemlige front.

Koreansk kapitalismekritik

Sådan forholder det sig (til dels) også med sydkoreanske Squid Game, Netflix’ seneste megahit. Mens anmeldelserne i Sydkorea var (betalingsmur) til den lunkne side, har serien bjergtaget det internationale publikum. Instruktør Hwang Dong-hyuks kapitalismekritiske gyser-komedie-drama topper statistikkerne i snart sagt alle de lande, hvor Netflix er tilgængelig. Ifølge streaminggiganten selv er serien – noget uventet – på vej til at overtage Bridgerton som den mest sete Netflix-serie nogensinde.

Om noget bekræfter Squid Game, at Netflix har fat i den lange ende. På bagkant af filmen Parasite’s overvældende succes (der bl.a. kastede flere Oscar-statuetter af sig), har virksomheden valgt at investere svimlende 500 mio. dollars i den sydkoreanske underholdningsindustri – alene i 2021. Man kapitaliserer bevidst på den hype, sydkoreansk film- og tv nu nyder godt af. Det sker – selvfølgelig – med det internationale marked for øje. Men man lader faktisk også Sydkorea diktere slagets gang. Borte er de dage, hvor man bare stjal idéerne og brugte dem i amerikanske kloner.

Squid Game er – på godt og ondt – meget sydkoreansk. Det har dog ikke sat en stopper for seriens internationale succes. Ser man på Squid Game‘s grundtema, kan det dårligt overraske. Ligesom i Parasite revses den stigende ulighed, der ses mange steder i verden. Som et makabert kærlighedsbrev til Thomas Piketty formidler serien, at meritokratiet er en myte: Almindelige mennesker taber dagligt spillet mod kapitalen, ikke fordi de mangler evnerne, men fordi spillet er rigged på forhånd. Hvordan får man råd til bolig og børn, når man er håbløst gældsat og vraget af arbejdsmarkedet? Hvad gør man, hvis man ikke er født med en guldske i munden?

Barnlig leg med døden

Squid Games dystopisk-satiriske svar er så chokfremkaldende, at det er dømt til at gå viralt: Man spiller et helt nyt spil på liv og død, der fører tankerne tilbage til skolegårdens (tilstræbte) egalitarisme. Placeret i et Battle Royal-lignende scenarie får de forarmerede deltagere muligheden for at starte på en frisk, hvis bare de vinder lege som ‘Rød, gul, grøn – stop!’ og svedfremkaldende spil med glaskugler. At børn tager sådanne scenarier dødsensalvorligt, bliver her sat på spidsen: Bryder man spillets regler, kvitteres det med en kugle for panden.

Netflix-serien skiller sig ikke bare ud med sit koncept og klassiske, sydkoreanske genreblanding. Med en iøjnefaldende, pastelfarvet æstetik og et lige så iøjnefaldende kostumevalg, er den som skabt til at blive delt vidt og bredt i memes og billeder på de sociale medier. Serien er lige så nem at sælge visuelt, som den er til at sælge på forargelsen. Heldigvis er den også seværdig langt hen ad vejen. Selvom den sociale kritik ikke er lige så elegant udført som i Parasite (se den først!), har Squid Game for det meste styr på håndværket. Som flere sydkoreanere har påpeget, går nogle af seriens finere nuancer tabt i underteksterne – men det er, trods alt, til at leve med. Chokeffekt og veltimede cliffhangers holder dig alligevel klinet til skærmen.

Ja, faktisk er Squid Game ret tæt på at køre den hjem på charmen. Desværre lider serien imidlertid af det klassiske Lost-syndrom: Mysteriet er langt mere interessant end afsløringen. Når først brikkerne falder på plads, truer korthuset med at vælte (beklager spil-metaforerne). Eller sagt på en anden, spoiler-fri måde: Legen er bare ikke lige så sjov, når man ikke længere køber dens præmisser. De afsluttende fodfejl skyldes til dels, at der pinedød skal lægges op til en mulig sæson to. Men hvad skulle Netflix vel ellers gøre? Alle statistikker skriger jo, at man bør kunne gentage succesen. /David Dragsted