Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Ingen kan som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen få Morten Løkkegaard til at fremstå mikrolillebitte. Tænk fx på interviewet, som Løkkegaard lavede med Fogh i 2004 om Danmarks rolle i Irak-krigen. Det skulle have været kritisk, men mere krybende og krympende har man vel ikke set en tv-vært interviewe nogen i en dansk nyhedsudsendelse i dette årtusinde.
På et pressefoto fra Venstres netop overståede landsmøde Jyske Bank Boksen i Herning ser man de samme to mænd stå over for hinanden i en slags samtale. Morten Løkkegaard, som i mellemtiden er blevet partiets førsteperson i EU-parlamentet, er tilsyneladende ved at forsøge at forklare Fogh et eller andet. Læberne er spidset, og selv om han lader til at have lagt armene over kors (måske i en form for ubevidst selvværge), er den ene hånd midt i en forkrampet, defensiv gestus i luftrummet mellem deres respektive brystkasser.
Anders Fogh Rasmussen positur er totalt modsat. Som en duelklar revolvermand i en spaghettiwestern har han placeret højre hånd på hoften. Hans habitjakke har han skubbet tilbage, så man kan se hans brede læderbælte og påfaldende store bæltespænde. Man kan ikke rigtig se hans blik inde i mørket under de buskede øjenbryn, men måden, han ligesom har presset sin underlæbe ud på, signalerer dyb skepsis over for flommen af ligegyldigheder, som forlader munden på mandslingen overfor.
Trods sin blakkede fortid som varm fortaler for dansk militærdeltagelse i krigene i Irak og Afghanistan og – senere som NATO-generalsekretær i 2011 – en forkvaklet NATO-bombeindsats i Libyen forsøgte Anders Fogh Rasmussen at optræde på landsmødet som en verdenspolitiker, der lige finder tid i kalenderen til at hjælpe nogle dilettanter med at folde spillepladen ud og forstå spillets regler.
Da han holdt tale søndag, indledte han med at sige, at han normalt ikke blander sig i indenrigspolitik, men at han ville gøre en undtagelse. Herefter kritiserede han Mette Frederiksens socialdemokratiske regering for at være “den mest ræverøde“ i årtier (et forventeligt synspunkt) og statsministeren for simpelthen at undgå kritiske spørgsmål ved ikke at stille sig til rådighed for pressen.
Det er jo ikke forkert. Men at skulle høre det fra Anders Fogh Rasmussen. Selv affejede han i sin tid som statsminister jævnthen al kritik med sine neoliberale floskler og sit sort-hvide verdensbillede, som var et ekko af USA’s tidligere præsident George W. Bush’ doktrin: “Enten er I med os, eller også er I med terroristerne.“
Mette Frederiksens håndtering af kritik er på en måde mere ærlig: Hun synes ikke, at det er rart at skulle stå på mål for sine politiske beslutninger, så hun lader simpelthen bare være.
Ud over at lange ud efter regeringen sendte Fogh en bandbulle mod Venstre-medlemmer, der ikke bakker entydigt op om partiformand Jacob Ellemann-Jensen. Perception is reality, siger man. Self-perception er måske endnu mere reality – i hvert fald i tilfældet Anders Fogh Rasmussen. Det kan godt være, at Fogh sagde, at han kun nødtvungent blander sig i indenrigspolitik. Men udenrigspolitisk spiller han nu heller ingen rolle. Det var en stemme for fra fortiden, der talte.
Landmandssønnen Anders Fogh Rasmussen kommer fra Ginnerup Sogn på Djursland. Hvis nogen på egnen engang skulle få lyst til at sætte en buste op af den tidligere statsminister op, så bør man overveje ansigtsudtrykket fra fotoet med Morten Løkkegaard. Den fremskudte underlæbe vil selv børnehavebørn kunne spejle sig i – uanset politisk tilhørsforhold. /Oliver Stilling