Dominique Faget/AFP
Mens nogen tyr til makrelmadder, havde Thomas Sankara (1949-1987), Burkina Fasos tidligere præsident, andre metoder til at holde folkeligheden i ave. Som landets præsident ejede han angiveligt kun et køleskab og en ødelagt fryser, gjorde Renault 5 til ministerbilen frem for Mercedes, satte sin indkomst ned til 450 dollars om måneden og forbød sine chauffører og embedsmænd at rejse på første klasse. Adspurgt, hvorfor han ikke ville have sit portræt til at hænge i Burkina Fasos gader, svarede han, at der var ”syv millioner Sankara’er”. Kan vi forestille os en dansk statsminister sige noget lignende i dag?
Selv 34 år efter Thomas Sankara og 12 andre i 1987 blev dræbt i et statskup, står hans minde som et panafrikansk ikon. ‘Afrikas Che Guevara’, blev han kaldt. Da Sankara fire år inden sin død kom til magten ved et militærkup orkestreret af hans tidligere ven Blaise Compaoré, gav han Republikken Øvre Volta navnet Burkina Faso, ‘Integritetsfolkets Land’. Særligt blev han kendt for at afstå fra kolonialisering ved at afbryde landets formelle relationer til kolonimagten Frankrig, give befolkningen tillid til sig selv og sige et stort nej tak til udviklingsbistand. For Sankara og Burkina Faso kunne selv. Og lad os da bare tage et par af hans bedrifter: Med knap fire år på magten løftede han landet ud af fattigdom og hungersnød, sikrede kvinder og piger skolegang og vaccinerede 2,5 mio. børn for at udrydde polio, meningitis og mæslinger.
I dag huskes Thomas Sankara stadig som en af de mest visionære stemmer i de første postkoloniale år, men hvem dræbte ham egentlig? Det spørgsmål bliver stillet i disse dage. Mandag begyndte retssagen mod i alt 14 mistænkte. Når det har taget 34 år at få sagen i retten, skyldes det, at den hovedmistænkte netop er den tidligere ven Blaise Compaoré, der efter statskuppet overtog magten og styrede landet i næsten tre årtier, inden han blev væltet i 2014 og flygtede til nabolandet Elfenbenskysten. Compaoré har angiveligt gjort alt, hvad han kunne, for at undgå og udskyde processen. Også denne gang har han meddelt, at han ikke vil være til stede i retten i hovedstaden Ouagadougou. Mandag endte dommerne da også med at udskyde retssagen yderligere to uger, da de har fået ”20.000 dokumenter og alt for lidt tid” til at forberede sig.
Uden løftede pegefingre
Når vi sådan hiver fat i Thomas Sankara, skyldes det ikke mindst hans tanker om udviklingsbistand. På den 39. generalforsamling i New York sagde Sankara sine efterhånden berømte ord, at ”ham, der fodrer dig, kontrollerer dig”. Sankara så gæld som en måde for Vesten at erobre Afrika og opfordrede ikke bare Burkina Faso, men hele kontinentet til af frasige sig bistand: I stedet skulle de kun forbruge det, de selv ejede.
Ekkoet høres i flere og flere lande i Afrika, der går imod udviklingsbistand og fokuserer på kommercielle samarbejder under sloganet ‘Trade – not aid’. Som eksempelvis i Ghana, hvor præsident Nana Akufo-Addo helt har afvist at modtage udviklingsbistand, og hvor man har etableret samarbejde med BRICS-landene, Brasilien, Rusland, Kina, Indien og Sydafrika, der i højere grad vil have samarbejder på egne præmisser, renset for løftede pegefingre og normative mål. I stedet for at spørge, hvad Frankrig kan gøre for Afrika, spørger man nu, hvad Afrika kan gøre for sig selv: ”Afrika har ikke brug for jeres sympati”, sagde den tidligere præsident i Ghana John Dramani Mahama for fem år siden. Måske er tiden helt løbet fra udviklingsbistanden?
I hvert fald er tiden løbet fra Francafrique, Frankrigs herredømme i Subsaharisk Afrika, sagde den franske præsident Emmanuel Macron på et besøg i Ouagadougou i 2017. Her lovede han også at løfte sløret for den ”nationale forsvarshemmelighed” og offentliggøre en række ellers hemmelige dokumenter vedrørende drabet. Dokumenterne viste sig hverken at indeholde information om François Mitterrand and Jacques Chirac, der på det tidspunkt var henholdvis præsident og premierminister i Frankrig. Selvom den kommende retssag kun vil fokusere på folkene tæt på Sankara – særligt Compaoré – er Frankrig derfor mistænkt for at bidrage til mordet. På samme måde, som der spekuleres i, om Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy var involveret i drabet på Libyens tidligere leder Muammar Gaddafi.
Sankaras måske største kritiker var Burkanibé-historiker, politiker og forfatter Joseph Ki-Zerbo, der mente, at Sankara fra starten var dømt til fiasko ved at komme til magten ved et kup, og at Burkina Faso havde behov for mere ”realistisk” regeringsførelse. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om Sankaras metoder var helt fine i kanten, eftersom han udraderede enhver form for fri presse og politiske modstandere. Om ikke andet formåede han dog at udrette mere, end mange statsledere har gjort. Måske finder vi aldrig ud af, hvem der dræbte Sankara, men som han selv nogenlunde formulerede det en uge inden sin død: ”Du kan dræbe revolutionære, men ikke ideer”. /Emma Louise Stenholm