Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Okay, det her er sgu klamt. I august begyndte der at vælte døde fisk op på kysterne ved saltvandslagunen Mar Menor i Murcia-regionen i det sydøstlige Spanien. I løbet af et par dage var de normalt så turistvenlige strande fulde af afsjælede, ildelugtende fiskekroppe – fem tons, vurderede man. Det var anden gang på tre år, det skete, og sørme underligt, at der skulle være en miljøkatastrofe af det omfang lige der, syntes folk.
Det gav nærmest sig selv, at fiskene var blevet kvalt af iltmangel forårsaget af store mængder alger. Så langt, så slemt. Forskerne mente, at de mange alger skyldtes årtiers udledning af nitrat fra omkringliggende landbrug. Den spanske regering beskyldte lokale embedsmænd for at sløse med tilsynet af kunstvanding på markerne, og selv om det mildest talt var too little, too late, indførte lokalregeringen et forbud mod brug af gødning op til halvanden kilometer fra lagunen.
Hvad ingen rigtig tog med i ligningen, i hvert fald i første omgang, var, at der nær Mar Menor ligger cirka 450 grisefarme, som har haft godt knald på forretningen i de forløbne ti år takket være efterspørgsel fra Kina, hvis egen svineindustri er blevet næsten halveret på grund af afrikansk svinepest.
Dronebilleder og satellitfotos indsamlet af undersøgende journalister i september viser så, hvad det spanske miljøministerium faktisk godt var klar over: Ufattelige mængder ubearbejdet griselort og grisepis er gennem længere tid blevet dumpet i bunker eller gravet ned i store huller i jorden, som ikke er forseglede. Så skal de nitrogen- og ammoniakholdige affaldsstoffer naturligvis sive ned i grundvandet og videre ud i lagunens vandførende lag.
Set fra et holistisk jordboperspektiv er det ikke bare monsterklamt, men også monsterdumt. Afrikansk svinepest kommer ikke af ingenting. Syge svin, der smitter hinanden, kommer af en overproduktion af slagtegrise under uhumske forhold. I stedet for at gøre noget ved den egentlige årsag til det problem bestiller man de 40 pct. manglende svin i udlandet, hvorved det så i dette tilfælde er Murcia-regionen, som bliver genstand for miljøsvineriet. Bjerge af griselort, grundvandsproblemer, iltdræbende alger, selvdøde fisk og en halvt kvalt turismeindustri. Det hele hænger sammen. Eller: Det hænger ikke sammen.
John Kerry er optimist
Det er grundlæggende et udtryk for den samme tankegang, når danske fiskere brokker sig over, at den netop indgåede fiskeriaftale med EU pålægger dem at reducere torskefiskeriet i Østersøen med 88 pct. Konsekvenserne, siger de, er alvorlige og kolossale og katastrofale – selvfølgelig fordi nogle af dem må dreje nøglen om eller finde noget andet at lave, indtil “der kommer fisk igen“. Ifølge Det Internationale Havundersøgelsesråd (Ices), som har rådgivet EU-Kommissionen, er torsken presset pga. klimaforandringer, forurening, iltsvind – og overfiskeri. Måske kunne man som mindstemål have ladet være med at overfiske til at begynde med; det rammer jo en i nakken som en boomerang.
Ikke for at tage pippet fra nogen, men oven i det her rod kommer, at det Det Internationale Energiagentur (IEA) forud for klimatopmødet Cop26 i Glasgow senere på måneden er ude at sige, at verdens landes nuværende bestræbelser på at opnå CO2-neutralitet i 2050 ikke engang er nok til at nå 50 pct. af målet. I sin årlige rapport, World Energy Outlook, opfordrer IEA ifølge The Guardian politikerne til at sende et “umiskendeligt signal“ med konkrete planer på topmødet, og anslår, at der skal investeres for fire bio. dollars i grøn omstilling i løbet af de næste ti år.
Og mens vi vader rundt i griselort og selvdøde fisk, er der kun én positiv klimanyhed at få øje på derude, og det er, at den amerikanske regerings særlige klimaudsending, tidligere udenrigsminister John Kerry, som jo sådan set er en hæderlig og ordentlig mand, udstråler optimisme: “Målestokken for succes i Glasgow er, at vi kommer til at få den største og mest betydelige forhøjelse af ambitioner [om at reducere CO2-udslippet] fra flere lande, end nogen nogensinde havde forestillet sig muligt.“ /Oliver Stilling