Pitchfork
Bevægelse og forandring er logisk umuligt – i hvert fald hvis man spørger den førsokratiske filosof Parmenides. Det lyder umiddelbart lidt mærkeligt, for suser verden ikke videre, mens du læser det her? Som Aristoteles senere skulle bemærke, forkaster Parmenides kendsgerningerne til fordel for argumentet. Det er lidt skørt, men hør lige Parmenides’ ræsonnement alligevel:
Hvis verden forandrer sig, må vi også tale om tilblivelse. Og problemet er, at det kan vi ikke. Tilblivelse forudsætter, at noget ikke-eksisterende forandrer sig til noget eksisterende; at ikke-væren bliver til væren. Men hvordan skal vi overhovedet tænke på ikke-væren? Det udmærker sig vel netop ved sin… ja, sin hvad? Når man tænker på ikke-væren, tænker man på intet – hvilket ikke giver nogen mening. Så lad os vende den om: Det, der ikke kan tænkes, kan heller ikke være.
Af samme grund bliver Parmenides’ konklusion, at der kun findes væren. Alt andet er illusion og blændværk. Verden forandrer sig ikke, det er bare noget, vi tror. Til sammenligning havde kollegaen Heraklit det noget modsatrettede synspunkt, at al væren er forandring. Eller sagt på en lidt anden måde: Det uforanderlige i verden er, at alt forandrer sig. Du kan ikke gå ned i den samme flod to gange, for alting flyder.
Før vi fortaber os i en større diskussion af de antikke grækere, må vi hellere komme til pointen: Læner anmeldelser sig ikke vel rigeligt op af Parmenides? Når du anmelder et værk, binder du det til en definitiv (smags)dom, du markerer, at det er sådan her, værket skal forstås. En anmeldelse levner ikke meget plads til, at vurderingen kan forandre sig. Hvis man endda er kommet for skade at give en karakter, kan fastlåsheden blive helt pinlig: Mange år senere opdages det, at man har fejlbedømt et mesterværk og kvitteret med sølle to stjerner.
Forandring fryder
Det er i hvert fald det dilemma, der nu har fået musikmediet Pitchfork til at gøre det utænkelige: At ændre på de karakterer, man har givet en række ikoniske albums. Som Pitchfork skriver, er det jo ellers anmelderens lod, at dommen ikke kan trækkes tilbage. Når først den er udgivet, “er det der for evigt, det gode og retfærdige stykke kritik“. Parmenides har talt: Bordet fanger!
Pitchfork nægter imidlertid at finde sig i uforanderligheden. For det er ikke sådan, virkeligheden ser ud: “Men så sker der det, at vores følelser nogle gange ændrer sig. Vores vidunderligt sarte små følelser! Sandheden er, at vi altid fører proces over, hvordan vi har det med et stykke musik og reviderer vores holdninger baseret på kontekst, kultur, hvem vi er blevet, og hvem vi engang var.“ Helt uhørt har Pitchfork simpelthen valgt at hive en side ud af Heraklits drejebog og pege på flodens brusen!
Men hvordan ser holdningsskiftet så ud? Hvilke albums har Pitchfork valgt at give nye karakterer? Det er her, det hele bliver lidt mærkeligt. Én ting er, at de nye karakterer ifølge mediet “ikke er kanon“, hvad så end det vil sige (hvis den nye pointgivning ikke “tæller“, hvorfor så overhovedet kaste sig ud i den?). Noget helt andet er, karaktererne kun fremhæver, hvor svært (for ikke at sige absurd), det er at gøre kunsten kvantificerbar. Hvad har man egentlig sagt, når Regina Spektors Begin to Hope (2006) nu får 8,5 i stedet for 7,5 (Pitchfork bedømmer på en skala fra 1-10, inklusive decimaler) – andet end det (stadig) er en pænt god plade?
Sådan er skæbnen for flere albums på listen: Scoren ændres en smule, enten op eller ned, uden at det rykker nævneværdigt på indtrykket. Nogle få steder rettes der op på større fejltagelser, som når Daft Punks Discovery (2001) – med rette – går fra en score på 6,4 til en ren 10’er. Eller som når Liz Phairs selvbetitlede 00’er-album går fra en score på, ja, 0,0 til det mere jævne 6,0. Pitchfork lægger ikke skjul på, at anmelderne nu har besindet sig. Men hvad er det egentlig, de har besindet sig på?
Som vi skrev sidste år, da musikmagasinet Rolling Stone opdaterede sin berømte/berygtede liste over de 500 bedste albums nogensinde (de har for nyligt gjort det samme med sange): “Lige så gode ranglister kan være til at skabe en orden på verden, lige så ildevarslende kan de være i afsløringen af, at andre måske ser radikalt anderledes på verden end dig selv.“ Ved at åbne for en revurdering af gamle anmeldelser, har Pitchfork blot kickstartet en ny, uendelig rangordning – en rangordning, der er dømt til at blive lige så kontroversiel, som de originale anmeldelser har været. De nye karakter ligner måske forandring. Men det er vist bare en illusion. /David Dragsted