Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Den græske filosof Zenon kunne bare det med paradokser. Tag eksempelvis fortællingen om Achilleus’ kapløb med en skildpadde. For at gøre dysten mere fair, får skildpadden et forspring på 100 meter. At løbe sådan en distance er ingen sag for sagnhelten, men når han kommer til skildpaddens udgangspunkt, har skildpadden jo flyttet sig yderligere et par meter. Og når først Achilleus har fået lukket dét forspring, vil skildpadden atter være kommet lidt længere. Sådan kan kapløbet ellers blive ved i en uendelighed. Achilleus kan aldrig nå skildpadden, for den vil altid være ét skridt foran. I hvert fald i Zenons drilske univers, hvor mellemdistancerne hele tiden hober sig op.
Det kræver ikke mange ægte 100-meterløb mod krybdyr, førend tankeksperimentet falder til jorden. Alligevel er det, som om Zenon stadig spøger de mest besynderlige steder. Se fx på ligestillingsspørgsmålet: Hvordan kan distancen mellem kønnene dog ikke være blevet lukket endnu? Hvorfor findes der stadig lønforskelle, ulige arbejdsfordelinger og slet skjult sexisme? Skildpadden burde for længst være blevet overhalet; det er indlysende, at mænd og kvinder (og alle andre køn) skal have lige vilkår. Så hvem bliver ved med at flytte mållinjen?
Her kommer et forsigtigt gæt: Mange mænd er simpelthen blinde for den virkelighed, resten af verden lever i. De ser ikke de mellemdistancer, kvinder til stadighed må bakse med. En ny undersøgelse i magasinet Skolebørn illustrerer meget fint problemet: Adspurgt, hvem der står for gængse skole-hjem-opgaver, svarer mor og far vidt forskelligt – og det falder ikke ligefrem ud til fars favør. Til spørgsmålet om, hvem der gør barnet klar til skoledagen, svarer 20 pct. af mændene at det gør de selv, og 17 pct., at det gør moren. Til sammenligning svarer 70 pct. af kvinderne, at de tager sig af opgaven, mens blot 2 pct. mener, at det er faren, der tager det tunge læs.
Fordelingen er ikke meget bedre ved andre opgaver. Eksempelvis mener 24 pct. af mændene, at de følger mest med på skoleportalen Aula. Omvendt svarer 69 pct. af kvinderne, at det er dem, der har det digitale overblik. Ja, henover undersøgelsen tegner et ret markant billede sig: Fædrene tror, at de laver ca. lige så meget som mødrene. Imens lyder den klare melding fra mødrene, at de gør næsten det hele selv. Og hvordan skal man dog kunne nå de sløve mandepadder, når de selv tror, at de er husholdningens svar på Usain Bolt?
Til Skolebørn fortæller sociolog Maria Ørskov Akselvoll, at der som sådan ikke er noget overraskende ved magasinets undersøgelse: Når det kommer til skole-hjem-samarbejdet, er det generelt mødrene, der har “hovedbyrden af opgaverne“. Ja, faktisk lever mor og far under vidt forskellige forventningspres: “En far kan godt sige, at han ikke gider at tjekke Aula eller arrangere legeaftaler. Det kan en mor ikke, uden at der stilles spørgsmålstegn (sic) ved hendes forældreskab. Mødrene fortæller, at det er svært at gå imod fællesskabet og normerne i skolen. Fædrene har ikke lige så meget på spil.“
Som journalist og forfatter Caroline Emma Criado Perez skriver i Invisible Women: Exposing Data Bias in a World Designed for Men – der netop er blevet oversat til dansk – skyldes en stor del af kønsuligheden, at vi slet ikke ser på de underliggende problemer. Verden har så længe været indrettet til mænd, at der er opstået en afgørende datamangel: Ofte bliver det end ikke undersøgt, hvordan alt fra bilseler til medicin fungerer uhensigtsmæssigt for kvinder. Sagt med andre ord, er spillet aftalt på forhånd. Kvinder er allerede sat håbløst bagud, førend kapløbet er skudt i gang. Heldigvis fortæller erfaringen dog, at skildpadden godt kan hentes. Det kræver bare, at mænd spærrer øjnene op for virkeligheden – og ikke forhaler ligestillingen med uendelige, meningsløse paradokser. /David Dragsted