Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix
Saudi-Arabien, ja landet, har købt den nordengelske fodboldklub Newcastle United. Der er ingen grund til at være overrasket. Fodbold har aldrig været som nyfalden sne, og forhandlingerne mellem Riyadh og den nu tidligere ejer, den korpulente retail-milliardær Mike Ashley, har været kendt i minimum halvandet års tid. Alligevel er det svært ikke at måbe. Uanset hvor mange gange man siger det, skriver det, læser det, er det utroligt, at et menneskerettighedskrænkende, journalistdræbende og kvindefornedrende oligarki er kommet i besiddelse af et stykke sand engelsk kulturarv.
Det er en historie uden helte. Saudierne er førsteskurken, men straks efter kommer alle dem, der har stillet Newcastle til deres rådighed: Mike Ashley og ligabosserne i Premier League, selvfølgelig, og så de britiske politikere. Misforstå os ikke: Dette er fodboldens problem. At sporten er blevet kuppet af hovedrige despoter falder først og sidst tilbage på sportens institutioner. De er for slappe. Men det er ikke kun fodboldens problem. Det er også Storbritanniens problem.
I sommeren 2020 var dialogen mellem saudierne og Newcastle i vanskeligheder. Premier League ville ikke godkende handlen. Ligaen manglede bevis for, at køberkonsortiets hovednavn, den statslige investeringsfond Public Investment Fund (PIF), ikke var synonym med den saudiske stat, og nu var der fare for, at det hele ville løbe ud i sandet. Så trådte Saudi-Arabiens egenrådige kronprins, Mohammed bin Salman, til. Han bad den britiske premierminister Boris Johnson om at intervenere og lod ham forstå, at en glippet handel ville få konsekvenser for de to landes relationer.
Ingen kan vist redegøre for det nøjagtige forløb siden da – der er i hvert fald ingen, der vil – men her er, hvad vi kan konstatere, altså ud over, at ejerskiftet nu er gået igennem, og at Premier League ikke længere regner det for et problem, at PIF helt åbenlyst er en forlængelse af den saudiske stat (bin Salman er for helvede bestyrelsesformand):
En af Boris Johnsons mest erfarne rådgivere, Lord Eddie Lister, har været sat til at “undersøge” sagen. Embedsfolk fra både det britiske udenrigs- og sportsministerium har været i løbende dialog med Premier League om forhandlingerne, og har ønsket at “lade handlen udspille sig” ifølge en af BBC’s kilder. Og Jamie Reuben, en af PIF’s partnere og nyt bestyrelsesmedlem i Newcastle, har ført valgkamp for Boris Johnson og doneret hundrede tusinde pund til hans konservative pari.
Vi kan også konstatere, at Storbritannien så sent som i sidste uge indledte forberedelserne til forhandlinger om en handelsaftale med Golf-staternes regionale sammenslutning, Gulf Cooperation Council, der har hovedkvarter i Riyadh. I forvejen er briterne storeksportør af våben til Saudi-Arabien, og i juli forpligtede saudiernes handelsminister, Majid Al-Qasabi, og briternes minister for erhverv, energi og industriel strategi, Kwasi Kwarteng, sig på at “styrke relationerne inden for sektorer som finansteknologi, energi og bæredygtig finansiering”.
Siden salget af Newcastle blev offentliggjort, er der blevet skrevet og snakket om Saudi-Arabiens sportswashing, ganske som det skal være. Men lad os huske på, at det ikke kun er saudierne, der slår politisk plat på ejerskiftet. Boris Johnsons regering gør også. Brexit har isoleret briterne. De ikke har råd til at være kræsne med deres partnere, og Saudi-Arabien er en aldeles attraktiv mulighed, hvis man da ellers er parat til at gå på kompromis med menneskerettighederne. Newcastle-sagen må også ses i det lys. /Oscar Rothstein
Ovenstående tekst indgår også i nyhedsbrevet Sportshjerne, som laves af journalist og idéhistoriker Oscar Rothstein i samarbejde med Føljeton. Hvis du ikke allerede har skrevet dig op til at modtage Sportshjerne, kan det gøres lige her.