Nyhedsanalyse

Tyskland nærmer sig en ny regering

Christof Stache/AFP/Ritzau Scanpix

Godt tre uger efter det tyske valg, er uvishedens tåger begyndte at lette. Fredag blev SPD, De Grønne og FDP enige om at indlede formelle regeringsforhandlinger, så snart partiernes bagland har givet grønt lys. Dermed er Tyskland også kommet et afgørende skridt tættere på trafiklyskoalitionen – den første i landets historie. SPD sagde god for forhandlingerne fredag, det samme gjorde De Grønne søndag. Nu mangler liberale FDP blot at stemme om sagen mandag, førend de tre musketerer kan begynde at krydse klinger.

Med det såkaldte ”Ergebnis der Sondierungen” – et slags foreløbigt forståelsespapir – har tyskerne allerede fået et meget godt praj om, hvad et regeringssamarbejde mellem de røde, gule og grønne vil indebære. I det 12 sider lange udspil lægges der bl.a. op til, at minimumslønnen vil blive hævet til 12 euro i timen, mens den tyske kulkraft ideelt set skal udfases inden 2030. Flere bygninger skal udstyres med solpaneler, og brugen af vindkraft skal udvides. Økonomisk vil man fortsat arbejde inden for Tysklands gældsloft, ligesom skatterne helst ikke skal hæves for meget. Og nå ja, så vil man heller ikke indføre en fartgrænse på Autobahn, som De Grønne ellers tidligere har plæderet for.

Som ved ethvert godt bryllup, er der altså både fundet plads til noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt. Fra de mere røde fløje af tysk politik – eksempelvis hos Die Linke og visse steder i De Grønnes bagland – går kritikken på, at udspillet faktisk er blevet for blåt i kanten. Sparsommelige FDP ser ud til at svinge taktstokken vel rigeligt, også selvom klimapolitikken trods alt tegner til at blive mere ambitiøs. SPD’s Olaf Scholz gør dog hvad han kan, for at skabe begejstring. Ifølge Scholz – som med al sandsynlighed bliver Tysklands næste kansler – er stemningen god mellem de tre partier. Trafiklyset ser da også ud til at nyde bred opbakning blandt befolkningen. Ifølge en måling fra ZDF støtter 62 pct. af vælgerne koalitionen, mens blot 19 pct. er direkte imod den.

Et af de helt store slagsmål – for slagsmål kan de nygifte alligevel ikke undgå – ser nu ud til at skulle stå om finansministeriet. Det har længe været en åben hemmelighed, at FDP’s formand Christian Lindner ser sig selv som selvskrevet til den rolle, men også De Grønnes medformand Robert Habeck vil gerne være manden med pengene. Habeck har derfor bedt Lindner om lige at klappe hesten, mens Lindner har forsøgt at bruge oprettelsen af et nyt klimaministerium som slet skjult afledningsmanøvre: Vil det ikke være oplagt, at SPD får kanslerposten, De Grønne klimaministeriet, og FDP finansministeriet?

Mens SPD, De Grønne og FDP således har travlt med at forhandle om ministertaburetterne, slikker kristenkonservative CDU/CSU fortsat deres sår. Efter meldlingerne om de nye regeringsforhandler, fik CDU’s slagne formand Armin Laschet i weekenden sagt, at ansvaret for valgnederlaget ligger hos ham. Lettere opgivende bemærkede Laschet, at CDU må indstille sig på at blive oppositionsparti. Endvidere annoncerede Laschet, at han trækker sig som ministerpræsident i delstaten Nordrhein-Westfalen – og at CDU nok skal have et nyt formandskab. Kanslerdrømmene er for længst opgivet. Trafiklyset skal lede Tyskland. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12