Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Så blev det skolernes efterårsferie, og en gruppe, der i hvert fald lader til at have hevet stikket ud, er landets journalister. Kan du høre det? Der er så stille, så stille.
Jo, jo, verdens uløselige konflikter – dem, som verdensmændene Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft nidkært og nærmest encyklopædisk gennemgår i deres geopolitiske samtalebog Du store verden – buldrer stadig derudad. Vulkanudbruddet på De Kanariske Øer fortsætter for fuld udblæsning, alene søndag meldtes der om 42 seismiske rystelser, hvoraf den største måltes til 4,3 på richterskalaen. I Vejle var 12.000 borgere uden vand mandag morgen, fordi en entreprenør havde gravet en hovedledning over. Osv. Sig ikke, der ikke sker noget.
Hvis vi siger, at der også sker noget på Sicilien, tænker du måske straks på mafiaen, Cosa Nostra, og det kan være, at du får nogle tågede billeder på nethinden af usle mordere, der løber rundt i måneskinsoplyste, brostensbelagte gader og truer folk, der ikke betaler ”beskyttelsespenge”, mens de hidser hinanden op med åndssvage gammeltestamentariske lovprincipper som ”øje for øje, tand for tand”. Gudfader!
Men i Siciliens næststørste by, Catania, som målt på befolkning er lidt større end Aarhus, er det imidlertid den romersk-katolske kirke, der er afsender på en ret interessant nyhed. Det lokale stift har nemlig her i oktober indført et indtil videre treårigt forbud mod den ældgamle tradition at udnævne en gudmor eller en gudfar, når nogen bliver døbt. Ifølge lokale kirkelige embedsmænd har den gamle tradition mistet al åndelig betydning; i stedet er ritualet, som The New York Times formulerer det, blevet reduceret til ren networking og en en mulighed for at sikre familiens formuer, hvilket har resulteret i, at visse lokale magtpersoner, som man ikke nødvendigvis forbinder med børnetække, pludselig er gudfædre for dusinvis af børn.
”Det er eksperiment,” udtaler Catanias øverste gejstlige embedsmand, monsignor Salvatore Genchi, som mener, at 99 pt. af stiftets gudfædre ikke ligger inde med de rette kvalifikationer (monsignoren er ifølge avisen selv gudfar til ”mindst” 15 børn).
Denne himmelske indsigt vedrørende gudfædre kommer naturligvis ikke som nogen stor overraskelse, hvis man har set amerikanske mafiafilm. Tænk blot på Francis Ford Coppolas, øh, Godfather-trilogi. Det interessante er, at en ærkebiskop fra Calabrien, hvor ’Ndrangheta-mafiaen holder til, allerede for nogle år siden i et brev til pave Frans foreslog et tiårigt forbud mod gudforældre. En topembedsmand i Vatikanet, kardinal Giovanni Angelo Becciu, svarede, at i så fald skulle alle Calabriens biskopper være enige, og det var de ikke. Kardinalen er i mellemtiden blevet anklaget for hvidvask. Hvis han har gudbørn, kan de næppe hjælpe ham.
Hvis vi må lave et hurtigt sceneskift uden helt at skifte boldgade, så har Kristendemokraterne herhjemme netop peget på Konservatives formand Søren Pape Poulsen som deres foretrukne statsminister efter næste folketingsvalg. ”Lige nu peger pilen på Pape,” sagde Kristendemokraternes formand Isabella Arendt i sin tale ved partiets landsmøde i Middelfart lørdag.
Af alle to muligheder i den borgerlige blok – hvorfor helvede så lige Søren Pape Poulsen, kan man fristes til at spørge. Papes politiske strategi de seneste mange måneder har været at sige så lidt som overhovedet muligt. Når han gør det – altså lader være – lader Konservative til at stige i meningsmålingerne. På et tidspunkt bliver han nok nødt til at snakke, for eksempel i partilederdebatter, og så har han det med at falde igennem. Isabella Arendt sagde i sin tale, at partiets statsministerkandidat altid vil ”være dén, hvor vi får mest kristendemokratisk politik igennem”.
Vil Pape virkelig levere den vare til de kristelige? Kan han blive en slags gudfar for dem? Næppe. Pape er dog sindssygt optaget af julepynt, det er nærmest en besættelse for ham, siges det. Som han engang udtalte til Politiken: ”Jeg er helt vild med jul. Jeg er om noget et traditionsmenneske. Siden jeg var helt lille, har jeg altid været med i alle juleforberedelser hjemme hos mine forældre. I en meget ung alder var jeg med til at pynte op og til at udsmykke juletræet. En rolle, jeg nærmest overtog solo, da jeg var 10-11 år gammel. Det var nok ikke æstetikken, der var i højsædet, men engagementet fejlede bestemt ikke noget. Jeg husker tydeligt, hvordan DR kørte ’Mens vi venter’ fra tidligt om morgenen og hele dagen, mens jeg gik og pyntede op. Jeg havde ting, der absolut skulle stå de samme steder, som de plejede at stå. Efter at jeg var blevet voksen og nu kom på besøg til jul, har jeg flere gange taget mig selv i at flytte rundt på julepynt, som jeg mente, at min mor havde…” Zzzzz. /Oliver Stilling