Foto: Linda Kastrup / Scanpix
Inden de kulørte valgplakater bliver klynget op i lygtepælene rundt om i gader og på stræder – i næste uge – er valgkampene op til kommunal- og regionsrådene ikke rigtigt kommet i gang. Alt virker stadig dødt.
Intensiteten i valgkampen frem mod selve valget tirsdag 16. november er påfaldende lav, og det er kun ganske få steder i landet, hvor der overhovedet er kommet gang i de åbne debatter. Alligevel synes den altdominerende dagsorden allerede at ligge fast: Kommunalvalget vil langt de fleste steder komme til at kredse om ældrepleje. Mere, bedre og endnu dyrere.
Kombinationen af en hastigt forandret demografi med flere ældre vælgere og en voldsom periode med corona-pandemi og dertil hørende større sygdomsangst har på forhånd gjort ældreplejen til det dominerende omdrejningspunkt.
Velfærd på ældreområdet ligger suverænt nummer ét på vælgernes dagsorden, efterfulgt af et nært beslægtet emne, nemlig sundhed og forebyggelse. Den udslagsgivende faktor ved valget om under fire uger er og bliver derfor lokalpolitikernes vilje til at prioritere de ældre – og som det altid er i politik – på bekostning af andre grupper.
Selvom kommunerne også har hovedansvaret for børnene – i form af såvel daginstitutioner som folkeskoler – er det ikke de yngste, som vil løbe med hverken opmærksomheden eller pengene. De voksende omkostninger til øget ældrevelfærd er så tunge, at andre hensyn nødvendigvis må skæres fra, hvis serviceniveauet i ældreplejen skal bringes op på den standard, som efterkrigsgenerationen forventer.
Omprioriteringen fra børn til ældre er på mange måder fair game. For det er nu engang kun dem, som møder op, der ender med at bestemme. Sådan er det ved demokratiske valg, hvor udfaldet afgøres af fremmødet, og ikke mindst af forskellige vælgergruppers deltagelse.
Boomernes årti
Ældre vælgere gør ikke alene mere brug af deres stemmeret, men de er også langt mere aktivt engagerede i vælgerforeninger og interesseorganisationer. Stik modsat de yngre vælgere, som hverken udgør så mange i antal, stemmer i samme grad eller er aktivt med i lokale bevægelser. Og derfor rykker tyngdepunktet mod de ældre.
Den kæmpe generation, der blev født i årene lige efter besættelsen, er i dag gået på pension, men de har bestemt ikke trukket sig tilbage fra det offentlige liv. Når 43 pct. af alle vælgere fremhæver ældrepleje som deres prioriterede dagsorden ved kommunalvalget er det et direkte udtryk for, at demografien har rykket sig markant i Danmark: Andelen af unge stemmeberettigede er gradvist faldet siden 1980’erne, mens andelen af ældre er steget markant.
I hele 17 kommuner vil +80-årige snart udgøre godt over 10 pct. af den samlede befolkning – og faktisk er befolkningstilvæksten absolut højest blandt de ældste. Mens antallet af børn ventes at falde, bl.a. som en konsekvens af mindre generationer i forældrealderen, vil de relativt mere ressourcestærke ældre således storme frem, og få en stadig mere dominerende rolle.
Tendensen er ikke til at tage fejl af. I løbet af det kommende årti vil mere end hver tredje vælger være over 60 år, og når det kommer til faktisk stemmeafgivelse, er det ikke usandsynligt, at mindst halvdelen af de afgivne stemmer allerede i år vil komme fra vælgere over 60 år i enkelte kommuner. Simpelthen fordi de unge både flytter væk fra landdistrikterne og heller ikke stemmer i samme grad som ældre.
I mindre ø-kommuner som Fanø, Langeland, Samsø og Læsø tegner vælgerflertallet til i løbet af få at kunne være uden for den arbejdsdygtige alder – og da børn jo ikke kan stemme, betyder det, at flertallet af de afgivne stemmer vil komme fra folk, der er ældre end folkepensionsalderen.
Angst for døden
Corona-pandemien har forstærket de demografiske dynamikker. Efter en længere periode, hvor hensynet til de mest sårbare og kronisk syge blandt de ældste medborgere har fået lov til at overtrumfe alt andet – og eksempelvis børnene har været sendt hjem fra skolerne i månedsvis for netop at beskytte de ældste – er det kun naturligt, at kommunalvalgene også kommer til at handle om vilkårene på pleje- og ældrecentrene.
Stort set alle corona-dødstilfælde er sket blandt ældre, som i forvejen havde indtil flere komplikationer – en betydelig andel af dødsfaldene er tilmed sket på plejehjem i mindre kommuner – og derfor er det næsten uundgåeligt, at opmærksomheden ved det førstkommende valg koncentrerer sig om at skabe bedre vilkår for bl.a. de demensramte og multisyge ældre, som er mest i risikozonen for at kunne dø af nye covid-mutationer.
Tryghed vinder valg i Danmark. De partier, der tilbyder den strammeste kurs over for tidens hovedbekymring – fra flygtningestrømme til coronapandemi – synes som hovedregel at triumfere blandt vælgerflertallet. I en aldrende vælgerbefolkning rumsterer nemlig altid frygt og bæven: Det er kun temaet, det skifter fra årti til årti.
Efter flere årtiers lidenskabelig debat om stramninger i udlændingepolitikken, hvor alle partier efterhånden har besindet sig på at følge de mest frygtsomme vælgere, tegner nu en ny tid, hvor ældrepleje kan komme til at dominere med samme kraft‚ og hvor det atter vil være de mest ængstelige vælgere, som sætter dagsordenen.
Cocktailen af demografi og corona har potentialet til at gavne de røde partier mest, og dermed ændre på den fordel, som de borgerlige partier har haft, mens udlændingepolitikken dominerede alt og alle. Når det kommer til såvel ældrevelfærd som coronahåndtering står Socialdemokratiet og venstrefløjen stærkest i de ældre vælgeres bevidsthed, og alene derfor kan borgmesterkæderne komme til at skifte fra blå til rød i en række kommuner.
Årets kommunalvalg bliver et ældrevalg, og bestemt ikke det sidste af sin slags: I de næste årtier vil politikerne blive tvunget af vælgerflertallet til at opprioritere den lokale velfærd for ældre – og så må alt andet vige. Boomerne kræver deres ret. /Lars Trier Mogensen