Kære læser

En Zeus i svaneklæder

0:00 / 0:00

Chris Delmas/AFP/Ritzau Scanpix

At genopfinde sig selv for at få, hvad man vil have, er muligvis det ældste trick i bogen. I dag kalder smarte, halvskaldede kommunikationsfolk det for rebranding, men tænk hellere på den græske gud Zeus. Han mestrede allerede disciplinen inden den fik et fikst prædikat. Zeus antog gerne form som – og her nævner vi i flæng – en solstråle, en tyr, gylden regn (nej, ikke den slags gylden regn), en svane eller en myre for at nærme sig og, øh, inseminere kvinder. I græsk mytologi hedder det, at Zeus ”forførte” de intetanende kvinder i sine forskellige charmerende skikkelser. I dag ville man nok kalde det noget andet.

Om Facebook-stifter Mark Zuckerberg har kigget Zeus i kortene er ikke til at vide. Vi vil dog gerne lægge hovedet på blokken og fjerndiagnosticere manden med et eklatant gudekompleks. Han er simpelthen fast besluttet på at bringe sine ”tjenester” til folket, selvom de færreste har lyst til at benytte sig af dem.

Instagram Kids og Facebook-metaverset er blot de seneste påfund i en hel perlerække af dårlige idéer, der skal få folk til at bruge mere tid på Facebooks sociale netværk. Med høringssager og whistleblower-skandaler hængende over hovedet, er tingene dog ikke hvad de har været. Og hvad gør man så, hvis man gerne vil berige verden med sine idéer? Man antager selvfølgelig en ny form.

Onsdag lod det amerikanske techmedie The Verge rygtet sive om, at Mark Zuckerberg agter at skifte Facebooks firmanavn inden for den kommende uge. Så når ‘Zuck’ og Silicon Valley-gutterne fremover forsøger at monopolisere virtual reality-markedet med ”Metaverset”, bliver det ikke under dødvægten af det besmudsede Facebook-navn. Smart.

Hvad ligger der i et navn?

….Spørger Romeo sin Julie og pludrer videre om, at rosen ville dufte lige så sødt under et hvilket som helst andet navn. På samme måde kan man roligt forlade sig på, at Facebook lystigt vil dunste videre af ringeagt for demokratiske grundprincipper og personlig frihed under sit nye navn, hvad end det så bliver.

Sprog skaber dog som bekendt virkelighed, og Zuckerberg skulle ikke være den første til at slippe afsted med en frisk lille rebranding. Tag bare boligselskabet Blackstone, der efter at have hævet huslejepriserne til ubeboelighed for almindelige mennesker skiftede navn til Kereby for at understrege, at de altså virkelig kerer sig om de danske lejere. Det navneskift kunne diktaturagtige typer fra eksempelvis Den ”Demokratiske” Republik Congo ikke have gjort meget bedre.

Det store spørgsmål er derfor også, hvad Facebook fremover skal hedde. Navnet skal gestalte den virkelighed, Zuckerberg har tænkt sig at sælge, men det behøver måske ikke skrige ”LØGN”. Vi foreslår, at Zuckerberg rådfører sig med sin demagogiske fjendeven Donald Trump. Natten til torsdag kom det nemlig frem, at Trump igen vil forsøge at gøre indtog på SoMe-markedet med sit helt eget sociale medie. Her vil brugere kunne interagere med deres venner og fortælle hinanden, hvad der “rent faktisk” foregår.

Formålet med mediet er, ifølge folkene bag, at konkurrere mod ”Big Tech-virksomhederne fra Silicon Valley” og give stemme til dem, der er blevet ”gjort tavse” af liberale medier – det vil sige Donald Trump selv. Og hvad hedder så mediet, spørger du? TRUTH Social, naturligvis. Iklædt spritnye (svane)fjer er både Trump og Zuckerberg atter klar på at inseminere verden med sandhed og alternative virkeligheder. De må virkelig kere sig om os. /Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12