Jason Cairnduff/Reuters/Ritzau Scanpix
Det siges, at den franske forfatter Raymond Roussel rejste rundt med en ligkiste, han kunne hvile sig i hver dag, for gradvist at vænne sig til døden. Selvom det lyder lidt morbidt, må man alligevel respektere, hvor metal et sådant arrangement har været. Det er – trods alt – noget sejere end at få sig en carpe diem-tatovering, smide Nick & Jays ”En dag tilbage” på anlægget og fræse derudaf, som var døden lige om hjørnet: Bare fordi man rammes af akut eksistentiel angst, er der vel ingen grund til at te sig åndsvagt. Så hellere gå konstruktivt til værks, og forene sig med sin dødelighed ved at lade erkendelsen sive langsomt ind. Den eneste ulempe er vel, at den er lidt tung at slæbe rundt på, sådan en kiste.
Yngre klimaaktivister har for længst taget Roussels metode til sig. Gang på gang råbes der op om, at nævenyttige boomer-politikere og sadistiske olieselskaber er i gang med at dræbe de unges fremtid. Ja, man har sågar hevet en kiste frem for at afvikle (betalingsmur) en meget bogstavelig begravelse. Afmagt blander sig med afsky, mens bedemanden kaster jord på de udslukte drømme. Selvom vi ikke længere er helt unge her på Føljeton (okay, nogle af os er), forstår vi aktivisterne til fulde. Hvad er der efterhånden tilbage at gøre, når man så mange gange har råbt for døve øren?
Nu er det ikke fordi, vi partout vil aflive fremtiden på sådan en smuk, regnfyldt fredag. Men allerede nu kunne man godt frygte, at det nært forestående COP26-klimatopmøde i Glasgow heller ikke bliver det vendepunkt, mange går og drømmer om. Torsdag kunne BBC – med hjælp fra Unearthed, Greenpeaces gruppe af undersøgende journalister – afsløre, at flere lande aktivt forsøger at modarbejde FN’s videnskabelige rapporter om klimaforandringerne gennem gement lobbyarbejde. Et enormt læk af interne dokumenter viser, hvordan eksempelvis Saudi-Arabien, Japan og Australien – med åbne øjne – har bedt FN om at nedtone behovet for at skifte væk fra fossile brændstoffer.
Det saudi-arabiske olieministerium så gerne, at man i rapporten fra FN’s klimapanel (IPCC) sletter vendinger såsom ”behovet for øjeblikkelig og accelereret, afbødende handling på alle skalaer” samt henvisninger til, at brugen af fossile brændstoffer skal udfases hurtigst muligt. Et medlem af den australske regering mener ikke, man kan konkludere, at det er nødvendigt at lukke kulkraftværker (Australien er en af verdens største kuleksportører). Flere af de største, olieproducerende nationer (herunder Norge) vil hellere støtte geologisk CO2-lagring (også kaldet CCS-teknologi), end de vil gribe i egen barm – også selvom teknologien stadig er dyr og relativt underudviklet. Og både Brasilien og Argentina, to af verdens største kødproducenter, stejler over klimarapportens argumenter om, at verdens kødforbrug skal nedskaleres til fordel for en mere plantebaseret kost.
Nej, det ser ikke for godt ud. Men okay, nu er det vel også mest markedskræfterne, der skal løse klimakrisen, ikke? Tja, tjo, vi vil nok heller ikke sætte vores lid til oliegiganterne, selvom de selv siger, at de er blevet nok så grønne. Senest har en rapport fra tre franske historikere og sociologer afsløret (betalingsmur), at den franske oliegigant Total har været totalt ligeglad med sit ansvar i flere årtier. Ifølge forskerne blev Total allerede bevidst om olieindustriens negative indvirkning på klimaet tilbage i 1970’erne, men i stedet for at tage tyren ved hornene, valgte man aktivt at neddysse de mange advarsler og i stedet bekæmpe energiafgifter, der kunne afhjælpe problemet.
Total er langt fra den eneste med sort samvittighed. Tilsvarende forskning har tidligere vist, at eksempelvis amerikanske ExxonMobil har udført lignende, beskidt lobbyarbejde i en halv menneskealder. Og som om dét ikke var nok, har de tilmed haft frækheden til at skubbe klimaansvaret over på den enkelte forbruger. En videnskabelig artikel forfattet af to Harvard-forskere påviste tilbage i foråret, at oliegiganten har haft det som en bevidst PR-strategi, at få folk til at fokusere på ting såsom at spare på strømmen, opvarme deres huse mere klimavenligt og køre bil på energieffektiv vis. Bekæmpelsen af klimaforandringerne er kort fortalt blevet gjort til et personligt, skamfyldt projekt, hvormed ExxonMobil (og andre syndere som BP) behændigt har kunnet løbe fra ansvaret. Pludseligt bliver klimaaktivister kaldt hykleriske, hvis de så meget som tænker på at flyve, mens de ægte forurenere er smuttet ud af bagdøren.
Det er godt set af olieselskaberne. For hvorfor dog reformere sig selv og arbejde for en bedre fremtid, når der er langt flere penge i at sælge kister? Og kister bliver der skam brug for. Selv det amerikanske efterretningsvæsen siger nu, at vi nok ikke når at indfri målene fra Parisaftalen – og at klimaforandringerne bør ses som en destabiliserende sikkerhedstrussel. Hvis det ikke er nok til at vække opsigt, ved vi ikke, hvad der efterhånden skal til. De sidste søm er ved at blive slået i klodens fremtid. Og det er olieselskaberne og skruppelløse, profitsøgende politikere, der svinger hammeren. Det er ikke nogen nyhed, men erkendelsen kan gøre underværker. /David Dragsted