Ronald Wittek/Reuters
Hvis man har på fornemmelsen, at Polen er på vej til at forlade EU, kan man godt tro om igen. Det har landets premierminister, Mateusz Morawiecki, i hvert fald gentagne gange slået fast. Enhver snak om Polexit er “fake news”, og man vil til enhver tid “forsvare Polen som en del af EU”, som han søndag sagde (betalingsmur) til Financial Times.
Stemningen har ellers ikke været god, hverken i Europa-Parlamentet eller på sidste uges topmøde mellem EU-lederne i Bruxelles. Retsstatsprincippet i Polen kom igen i fokus, efter landets forfatningsdomstol tidligere på måneden erklærede dele af EU-retten i strid med den nationale lovgivning – et træk, der ses som et angreb på selve grundlaget for det europæiske samarbejde.
Morawiecki beskylder EU for at føre politik med “pistolen for hovedet” og advarer om, at Bruxelles er i gang med at “starte en tredje verdenskrig”, efter kommissionsformand Ursula von der Leyen har truet med ikke at udbetale EU-støtte og foreløbigt har tilbageholdt 36 mia. euro fra genopretningsprogrammet efter corona, hvis Polen fortsætter sin slingrekurs.
Lige siden Lov og Retfærdighed (PiS) kom til magten i 2015, har EU haft svært ved at tøjle partiet, der udfordrer de europæiske værdier ved at indføre anti-flygtninge, -LGBT og -abortpolitikker, og har fjernet enhver uafhængighed i retssystemet ved at udvælge og fjerne dommere efter forgodtbefindende.
Samtidig gør PiS Bruxelles til syndebukken for al ondskab og holder fast på, at unionen og EU-Domstolen i Luxembourg blander sig i interne anliggender. Men hvorfor bliver partiet ved med at spille hasard med fremtiden i EU, når man tydeligvis godt kender konsekvenserne – og risikerer at miste penge, man er dybt afhængige af?
Noget tyder på, at man faktisk godt kan stole på Morawiecki, når han siger, at han ikke vil forlade unionen. Den nemme forklaring er, at man udemærket er klar over, at Polen er afhængig af EU-budgetterne og har for meget at tabe ved at give dem op. Lige siden Polen kom med i unionen i 2004, har det været en økonomisk fordel at være med: EU har brug for Polen, Polen har brug for EU.
Polen går derfor kun lige til kanten, mens resten kan klares med trusler: At bakke ud af EU’s Green Deal, der om en uge bliver et hovedemne på klimatopmødet COP26. At sætte Tyskland for EU-domstolen (‘hvis I må, så må vi også’) og at blokere enhver beslutning, der træffes i Europa-Parlamentet.
Mens Polen taler om EU …
Når Polen bliver ved med at eskalere konflikten, kunne man fristes til at tro, at de ikke har forstået spillets regler. Men der er en langt mere kalkuleret årsag bag: Kollisionskursen med EU er et bevidst træk fra Polens side, der skal stramme grebet om vælgerne. Det kan dog virke paradoksalt, når man tænker på, at op mod 88 pct. af befolkningen støtter et EU-medlemskab, og at flere hundrede tusinder gik på gaden i Warszawa efter forfatningsdomstolens afgørelse.
Med et parlamentsvalg på vej i 2023, hvor PiS højst sandsynligt står til at tabe (betalingsmur), har man satset hele butikken for at sikre vælgerne sin “Polish Deal”-genopretningsplan, der skal redde landet ud af coronakrisen – og som delvist er finansieret af EU. PiS håber, at planen bliver en politisk game changer. Og hvis befolkningens opbakning sikres, kan et valg være på vej allerede næste forår. Hvor meningsmålingerne i 2020 lå stabilt over 40 pct., har PiS de seneste måneder ligget og kæmpet mellem 30 og 35 pct. Først nu er man ved at finde tilbage igen.
Samtidig er det ganske fordelagtigt for PiS at køre EU-kontroversen i langdrag. Som analysen fra journalist Karolina Lewicka lyder i den polske avis Tygodnik Powszechny, kan det faktisk styrke PiS’ fodfæste, da partiet kan få oppositionen til at fremstå som nogen, der slår alarm uden grund. “Hvad sagde jeg,” kan Morawiecki spørge, når Europa indser, at det på intet tidspunkt var intentionen at forlade EU. Samtidig fjerner det fokus fra landets stigende indenrigspolitiske problemer, hvor man bl.a. døjer med stigende energipriser, som PiS – ligesom Ungarns Viktor Orbán gør det – beskylder for at være direkte afledt af EU’s klimapolitikker.
Hvad værre er, har man sikret et de facto “medie-blackout” ved at holde fokus på EU-kontroversen og dermed nærmest censurere regeringens øvrige skeletter i skabet. For mens Polen taler om EU, har landet fordoblet sine tropper ved grænsen, og parlamentet har vedtaget en lov, der i praksis lovliggør pushbacks og tillader arbitrære afvisninger af migranternes asylansøgninger.
I sidste uge blev en syrisk mand fundet druknet, efter han havde forsøgt at krydse floden Bug. Det er det ottende dødsfald ved den polske grænse til Belarus. Men det har fyldt langt mindre i debatten, hvor et eventuelt Polexit foreløbigt har været en sag for journalister snarere end et realistisk scenarie. For landets fremtid i unionen er foreløbigt sikker. Spørgsmålet er bare, hvor længe EU vil lege med. /Emma Louise Stenholm
Teksten her er en smagsprøve på næste udgave af vores europæiske nyhedsbrev Feuilleton, der udkommer senere på ugen. Hvis du ikke allerede har skrevet dig op til at modtage Feuilleton, kan det gøres lige her.