Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der gik ikke mange timer, fra vi veltilfredst havde sendt onsdagens ‘Kære læser’ afsted med budskabet om, at meget kan man sige om Barbara Bertelsen, “men hun sletter i hvert fald ikke sine sms’er“, til vi måtte æde vores ord. En pressemeddelelse fra Minkkommissionen oplyste nemlig, at det er lige, hvad hun gør – og at det samme i øvrigt gælder for statsminister Mette Frederiksen (S) og embedsmand Pelle Pape. Her på stedet er vi heldigvis ikke ærekære. Derfor ‘lægger vi os ned og ruller os’ som Barbara Bertelsen ville skrive det – hvilket vi i øvrigt kun ved, fordi den oprindelige modtager af dén ordre ikke har slettet hverken hendes sprogblomster eller blinkesmileyer.
Det klinger umiddelbart ikke godt, at Mette Frederiksen og hendes nærmeste embedsværk har slettet sms-korrespondancer, der kan være afgørende for at forstå forløbet op til, at der i november 2020 blev truffet en beslutning om at aflive alle mink uden den nødvendige lovhjemmel. Derfor har det også været centralt at få det til at fremstå, som om der ikke er noget odiøst i, at beskederne er væk: Statsministeren og hendes embedsfolk har haft en ganske almindelig funktion slået til på deres telefoner, som sletter alle sms’er efter 30 dage “af hensyn til informationssikkerhed, lagringskapacitet, overblik etc.“, som ministeriet oplyser til Politiken.
Det må medgives, at det ikke er helt uden betydning, med hvilken intention beskederne er blevet slettet. Er det sket som et led i en standardprocedure, eller er beskederne aktivt blevet slettet? Problemet er bare, at det er svært at tage nogens ord for gode varer på det punkt. På Twitter har der straks formet sig en slags Afgåede ministres klub, hvor tidligere ministre som Simon Emil Ammitzbøl-Bille, Søren Pind, Sophie Løhde (V) og Sofie Carsten Nielsen (RV) lystigt diskuterer, hvorvidt de selv plejede at slette sms’er. Mens Søren Pind mener, det er kutyme, påstår flere, at de aldrig har hørt om den smarte automatiske slettefunktion. Her skal man nok ikke stikke sig blår i øjnene, for de fleste politikere har givetvis deres metoder til at sikre vandtætte korrespondancer. Men der findes altså en særlig klub for dem, der rutinemæssigt sletter deres digitale spor. Den består sædvanligvis af utro ægtefæller, brunstige teenagere – og nu altså også cremen af Statsministeriet.
Sms’erne findes
To spørgsmål trænger sig på: Har man som minister eller embedsmand lov til sådan at slette sms’er, og kan de egentlig genopdrives? Lad os forsøge os med et par svar.
Det kan vise sig at blive nyttigt for Mette Frederiksen, at man i punkt 3.5.2.3. i Justitsministeriets ‘Betænkning om Offentlighedsloven’ kan læse, at sms-beskeder og e-mails anses for at være af mere uformel karakter end “almindelige“ papirbaserede dokumenter. Derfor må det accepteres, at de “i et vist omfang“ løbende kan blive slettet.
Der, hvor det så alligevel bliver lakrids, er, at det ikke betyder, at sms’er er undtaget journaliseringspligt. Adjunkt i Digital Forvaltningsret ved SDU Jøren Ullits forklarer til Føljeton, at ”hvis sms’erne vedrører faktuelle forhold af betydning for sagen, skal de journaliseres”. Har man en kort slettefrist på sin telefon “må man jo så sikre sig, at man ikke sletter indhold, der skal journaliseres”. På samme måde køber Ullits ikke hensynet til lagringspladsen på telefonen: “[M]an kan vel vanskeligt begrunde en slettefrist på 30 dage med kapacitetsbegrænsninger, idet moderne telefoner har meget hukommelse, og tekstbeskeder optager meget lidt plads,” konstaterer han.
Hvordan og hvorfor beskederne er forsvundet, kan dog blive det mindste af Statsministeriets problemer, hvis de nu ender med at dukke op og afslører flere uheldigheder i stil med Bertelsens blinkesmileyer. Torsdag morgen oplyste tidligere fødevareminister Mogens Jensens (S) afgåede spindoktor, Søren Andersen, nemlig, at han stadig har sin gamle arbejdstelefon. På den ligger angiveligt de sms’er, som på ulykkelig vis er slettet fra Statsministeries stabschef Martin Justesens telefon. Moralen i den historie må være, at man skal huske at få folk til at tømme lommerne, inden man beder dem lægge sig ned og rulle sig. Der skulle jo nødigt falde en telefon ud. /Asta Kongsted