Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
Spørg os ikke hvordan eller hvorfor, men for nylig faldt vi over en ret magisk, 10 år gammel nyhed i The Guardian: En arkæologisk undersøgelse har vist, at småbørn i stenalderen fik kunstundervisning. Ved at nærstudere hulemalerierne i Rouffignac-grotten i Frankrig har forskerne simpelthen fundet frem til, at børnene blev hjulpet med at lave fingermalerier.
Bestemte områder af grotten ligner til forveksling opslagstavlen i en børnehave med barnagtige billeder af mammutter, bisonokser, heste og menneskeligende figurer. Og der er ikke bare tale om, at lille Grunk og Gry har fået frit spil med malerbøtten. Hulemalerierne bærer præg af nogle overraskende kontrollerede strøg, hvilket indikerer, at stenalderungerne blev overvåget af voksne. Selvom arkæologerne medgiver, at det hele bliver lidt spekulativt, tyder det altså på, at kunst var en fælles aktivitet.
Tillad os at lave et lidt ubehændigt emneskifte (og en søgt sammenligning): Lørdag samles G20-landene til et topmøde i Italien, som en sidste optakt til COP26. Her ventes regeringslederne, der tilsammen repræsenterer godt 85 pct. af den globale økonomi, at skulle finde en fælles kurs, inden resten af verden tages med på klimaråd. Meget tyder på, at i hvert fald kulkraften står for skud. Et eller andet fortidslevn skal man vel blive enige om at udfase.
G20-mødet vil i vid udstrækning afgøre, om COP26 overhovedet bliver en succes. Hvis verdens værste CO2-udledere ikke kan finde ud af gå forrest, vil de øvrige lande næppe være samarbejdsvillige. Groft sagt skal G20 vise resten af verden, hvordan penslen (eller fingrene) skal svinges i klimakampen. Men faren er selvfølgelig, at det hele bliver lidt paternalistisk.
Klimadiplomati er om noget en kunst, der er kræver et tålmodigt samarbejde på tværs af kulturer og geopolitiske interesser. Bliver de mindre lande uden for G20-samarbejdet behandlet som børn, er spillet næsten tabt på forhånd. Tricket bliver at opfordre til fælles fingermaling, uden det kommer til virke for forceret. Man bliver sågar nødt til at lave en omvendt Mette Frederiksen og rent faktisk gå ind i de tekniske spørgsmål.
Så meget desto ærgerligere er det, at Kina er kommet med et noget forkølet klimaudspil her inden G20. Torsdag stod det i hvert fald klart, at Kinas ambitioner ikke har ændret sig, siden præsident Xi Jinping første gang fortalte om landets sort-grønne planer tilbage i december 2020. Det loves, at CO2-udledningerne vil toppe inden 2030, og at man vil sigte efter klimaneutralitet inden 2060. Samtidig vil kineserne sørge for, at en fjerdedel af landets energiforsyning kommer fra vedvarende energi, ligesom man vil plante mere skov. Udspillet er bestemt bedre end ingenting, men stadig langt fra nok.
Mest af alt ligner det, at Kina blot bringer en ubehjælpelig børnetegning til bordet. Forhåbentlig kan de andre lande imidlertid hjælpe Kina med at kultivere kreativiteten lidt mere. Hvis stenalderfolkene kunne finde ud af det, er der også håb for os. Det er bare om at stikke fingrene i bøtten og male en grønnere fremtid. For hvis ikke det skal ske nu, hvornår så? /David Dragsted