REUTERS/Leah Millis/File Photo
For mindre end et år siden forsøgte Donald J. Trump at gennemføre et kup i USA. Det lyder surrealistisk, ja, det føles stadig som en ond drøm. Den 6. januar stormede en arrig menneskehob kongressen, hjertet af det amerikanske demokrati, i et forsøg på at omgøre præsidentvalget. De var ikke bare utilfredse over valgresultatet. Nej, de så det som illegitimt. Og de var blevet ansporet af Donald Trump til at gøre noget radikalt ved situationen. Mens resten af verden så på, begyndte demokratiet at slå sprækker for rullende kameraer. Billederne af demonstranter, der bryder ind i US Capitol, vil stå tilbage som et historisk højdepunkt, som en skamplet i USA’s historie. Samtidig stiller de et afgørende spørgsmål: Hvordan kunne det ske?
Netop dét spørgsmål har Washington Post forsøgt at besvare (betalingsmur) i en ny journalistisk undersøgelse, der har fået titlen “Red Flags“ – med henvisning til alle de advarselslamper, der blinkede inden stormløbet. Der er ikke blevet sparet på noget i den interaktive webfortælling, der længdemæssigt vel svarer til en lille bog. Avisen har talt med flere end 230 mennesker tæt på de skelsættende begivenheder, ligesom man har gennemgået mange tusinde siders dokumenter, foruden et hav af videomateriale, lydoptagelser, fotografier, etc. Og hvad har man så fundet frem til?
Jo, der hersker i hvert fald ikke megen tvivl om, at Donald Trump står tilbage som den store skurk. Når vi ovenfor taler om stormløbet som et kupforsøg, er det sådan set bare en spejling af WaPo’s egen spidsformulering: Der var tale om “et forsøgt politisk kup“, og Trump var “drivkraften hele vejen igennem“. Ved at opridse hele tidslinjen for stormløbet systematisk, inklusive det lange forspil under valgkampen – hvor Trump forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved den demokratiske valghandling – tydeliggør avisen, hvordan USA’s daværende præsident forberedte sine støtter på et oprør. Et oprør, der i sidste ende kostede fire mennesker livet den 6. januar.
Hele dén fortælling er efterhånden hørt mange gange før. Vildere er Washington Posts optrævling af, hvordan adskillige personer forsøgte at slå alarm op stormløbet, men mestendels blev ignoreret. Eksempelvis berettes det, at efterretningschefen ved Washington D.C.’s såkaldte ‘homeland security office’, Donell Harvin, advarede både FBI og Department of Homeland Security om det nært forestående angreb, men ikke kunne få ørenlyd. På samme måde var både “FBI-informanter, sociale medievirksomheder, forhenværende nationale sikkerhedsmedarbejdere, forskere og lovgivere“ stærkt bekymrede over de mange ildevarslende tegn. Ikke mindst på internettet, hvor 6. januar florerede som en nøgledato – bl.a. på baggrund af en hel række Trump-tweets.
Udover at FBI gav lidt information videre til politiet i Washington D.C., virkede efterretningsvæsenet overraskende passivt. En del af forklaringen synes at være, at man var bange for at agere politisk (og i den forbindelse påkalde sig Donald Trumps vrede). Endvidere havde man ikke fantasi til at forestille sig, at sådan noget som stormløbet kunne ske. På trods af, at USA har brugt uanede mængder ressourcer på terrorbekæmpelse, kunne man simpelthen ikke få øje på truslen, når den kom indefra. Eller som WaPo skriver: “Efterretningsfolk havde helt sikkert ikke forestillet sig et masse-angreb mod regeringen, tilskyndet af den siddende præsident.“ Det hjalp heller ikke, at der generelt var dårlig koordinering mellem de lokale og føderale myndigheder.
Angrebet kunne sandsynligvis være blevet stoppet, såfremt flere sikkerhedsfolk havde været mere agtpågivende. Men det blev det ikke. Da stormløbet stod på, sad Donald Trump i hele 187 minutter og betragtede, hvordan det udspillede sig. På trods af gentagne opfordringer til at gøre noget, lod han i første omgang angrebet fortsætte. Og da Trump endelig udgav videoen, hvori han sagde, at demonstranterne skulle “gå hjem“, blev befalingen efterfulgt af forsikringer om, at Trump stadig elskede dem. “I er meget specielle,“ som Trump fik sagt. Demokratiet holdt stand, men i 187 minutter gav landets daværende præsident de anti-demokratiske demonstranter frit spil. Blandt alle de blinkende advarselslamper, var det muligvis den mest skræmmende. /David Dragsted