Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix
Det værste ved klimakrisen må næsten være hykleriet. Eller for at være mere nøjagtig: håndteringen af hykleriet. Tillad os at forklare.
På den ene side findes der den slags hykleri, vi kan kalde det “reelle“ hykleri: Tænk på oliegiganter, der udleder CO2 på livet løs, mens man med CSR-snak forsøger at sælge fortællingen om, at man er ih-så-åh-så-grønne. Jovist, man tjener da penge på olieudvindingen, men det er såmænd penge, der skal gå til investeringer i grønne energiformer. Ressourcerne skal jo bruges på bedst mulig vis. Er det ikke meget bæredygtigt? Eller tænk på regeringer, der i brandtale efter brandtale beretter, hvor meget man kerer sig om klodens fremtid – alt imens man fører en “nødvendighedens“ politik, der nedprioriterer den grønne omstilling. Man skulle vel nødigt komme til at vække de forkerte vælgeres vrede eller bremse den økonomiske vækst.
Det er den slags hykleri, klimaaktivisten Greta Thunberg har været så god til at påpege. Når Thunberg kalder verdensledernes løfter for “blah blah blah“, viser hun med simple midler, at den globale opvarmning ikke bare kan snakkes væk. Samtidig placerer Thunberg sig dog et enormt farligt sted: på moralens høje hest. Det kræver ikke meget mere end ét lille fejltrin, førend Thunberg bliver lagt i den offentlige gabestok. Et selfie med en rød bøf, et kort ophold på et dieselslugende krydstogtskib, og så har man palaveren. Frem vil springe alverdens løftede pegefingre, der ivrigt fortæller, at Thunberg da ikke er meget bedre selv. Hvilket bringer os til det, vi kan kalde det “falske“ hykleri: Alle de små, personlige fejltrin, der åbenbart skulle undergrave det faktum, at kloden er ved at brænde op.
“Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten,“ får Jesus sagt i Johannesevangeliet. Eller som det også lyder i Matthæusevangeliet: “Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje.“ Det er ligesom blevet indprentet i os, at vi altid skal feje for egen dør først – og at dette tilmed er en næstekærlig handling. Spørger man Nietzsche, er denne kristne moralsuppe dog lige til at brænde tungen på. Når man lover noget – såsom først at pege fingre, når man selv har ren samvittighed – bliver man også fastfrosset i en kalkuleret omgang med både sig selv og verden. Instinkterne bliver forkrøblede, mens man fanges i en evig tilstand af skyldfølelse. Af samme grund ønsker Nietzsche et opgør med den kristne moral – det, han også døber som slavemoral.
Problemet er, at man i slavemoralen ophøjer livsfornægtende ting såsom askese, smålighed og evnen til at udholde lidelse. Mennesket siger nej på steder, hvor man egentlig burde sig ja. Tænk eksempelvis på forholdet mellem medlidenhed og barmhjertighed. Førstnævnte får os til at lide unødvendigt, da vi fokuserer på pinslerne. Så hellere udvise barmhjertighed: Gøre det, der reelt skal til, for at tingene bliver bedre. Nietzsche siger selv, at han filosoferer med hammeren. Det kan forstås på to måder: Dels smadrer han de eksisterende (slave)værdier. Dels kan han bruge hammeren til høre, hvilke tanker der klinger hult.
Når det kommer til klimahykleriet, er det hammeren vi mangler. Der er en verden til forskel på den enkelte forbrugers fejltrin, og de store politiske beslutninger, som reelt fortjener at blive udskammet. Tag bare Joe Bidens nylige anmodning om, at man skruer op for olieproduktionen, så OPEC-landene og Rusland også presses til at skrue op for hanenerne og dermed holde energipriserne nede. Får det ikke præsidentens ord på COP26 om, at udledninger fra fossile brændstoffer er en “eksistentiel trussel“ mod menneskeheden til at klinge ret hult?
Eller hvad med den indiske premierminister Narendra Modis løfte om, at man vil være klimaneutral, men at det altså først vil ske i 2070? Hvor længe kan man henvise til, at ens CO2-udledning målt per indbygger er lavere end så mange andre landes, når man stadig er verdens tredjestørste udleder?
Nej, hule løfter skal der nok komme masser af på COP26. Greta Thunberg skal bare give den gas med kritikken, om hun så CO2-gasser en isbjørn, mens hun leverer den (okay, det ville måske være lidt overilet). For kritikken af verdenslederne bliver ikke mindre legitim, bare fordi man selv har en halvsort samvittighed. Det er et spørgsmål om proportioner, om bjælker mod splinter – og hvilke øjne de nu sidder i.
Indtil videre skal landene på COP26 i det mindste have ros for, at man er blevet enige om at stoppe rydningen af verdens skove inden 2030. Tænk engang: Når politikerne ikke har travlt med at være i oliekrig, kan de stadig godt finde grønne løsninger. Mere af det! /David Dragsted