John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
Tømmermændene har for længst ramt kristenkonservative CDU. Efter et slemt skuffende resultat ved det tyske valg, må det hæderkronede parti nu finde en plan b. Kanslerhåbet Armin Laschet er dømt ude, han lo sin politiske karriere i stykker. Så hvad gør man nu? Det foreløbige svar kom tirsdag i denne uge: For første gang i CDU’s historie vil alle partimedlemmer kunne stemme om den nye formand. Systemet, hvor 1.001 udvalgte delegerede styrer slagets gang, kasseres simpelthen. I december skal godt 400.000 “almindelige“ CDU’ere udstikke en ny kurs for partiet.
En hær af aspirerende kandidater står allerede i kø, bl.a. den garvede Friedrich Merz og den lidt yngre, afgående sundhedsminister Jens Spahn. Hvem pilen i sidste ende vil pege på, er dog ikke til at sige. Den nye afstemningsmodel vender op og ned på de interne magtkampe, for hvem ved, hvad baglandet ønsker? Håbet er, at man vil kunne kultivere græsrødderne, lade en ny partiprofil blomstre frem. Samtidig skal de unge tages mere med på råd. En lektie fra forbundsdagsvalget var netop, at de yngre vælgere søger mod fløjene; mod partier som De Grønne og FDP, der har en skarpskåren dagsorden og markante mærkesager.
Dagene, hvor CDU kunne samle folk på den bredde midte, er efterhånden talte. Sådan lyder frygten i hvert fald. Merkels moderate, pragmatiske linje må nu vige pladsen, så CDU kan finde frem til nogle nye, konservative dyder. Og en gentænkning synes om muligt endnu mere presserende, efter det konservative forbillede Sebastian Kurz har måttet trække sig som kansler i Østrig. Som følge af de østrigske skandalesager, duer det ikke længere at skele til nabolandet. CDU må genopfinde sig selv indefra – gerne inden en række vigtige delstatsvalg i bl.a. Slesvig-Holsten og Nordrhein-Westfalen (Armin Laschets gamle hjemmebane), som står til at løbe af stablen næste år.
Kampen om pengekassen
Også i socialdemokratiske SPD er et formandsvalg under opsejling. Partiets ene formand, Norbert Walter-Borjans, har allerede meldt sin afgang. Mandag ventes den anden formand, Saskia Esken, at fortælle om hendes planer. Måske ligger der ligefrem en ministerpost og lokker, som Esken hellere vil bruge kræfterne på? SPD’s gruppeleder i Forbundsdagen – Vorsitzender der SPD-Bundestagsfraktion – Rolf Mützenich har i hvert fald sagt, at sosserne må vælge: Hvis man får en ministertaburet, kan man ikke også være partiformand. Det er enten-eller, for folk skal ikke have for meget på deres tallerken.
Og hvordan går det så med de koalitionsforhandlinger? Jo, man er i fuld sving med svære snakke om alt fra skattepolitik til Tysklands fortsatte relation til Kina. Desuden afhænger meget stadig af forholdet mellem FDP og De Grønne. Som tyske Die Zeit eksempelvis fortæller, kæmper de to partier endnu om finansministeriet – og det går ikke stille for sig.
Set fra FDP’s side, vil det være en katastrofe, hvis man ikke får opsynet med pengekassen. Ikke nok med, at partiet tidligere har brændt sig på at prioritere andre ministerier, så frygter man også, at en grøn finansminister vil give oppositionen rigeligt med kasteskyts. Det vil rent ud sagt være sværere for CDU og søsterpartiet CSU at kritisere regeringens pengepolitik, hvis FDP – som man er mere ideologisk på linje med – får lov at varetage opgaven.
Omvendt kan De Grønne allerede mærke ydmygelsen, hvis ikke medformand Robert Habeck får sit ønskede finansministerium. Blandt vælgerne hersker en snigende fornemmelse af, at FDP får meget mere konkret politik igennem i koalitionsforhandlingerne, da De Grønne er for søde til at give sig. Hvis Habeck bliver finansminister, vil det sende et vigtigt signal om, at man ikke bare er nogle naive pushovers. Som minimum skal man have nogle markante indrømmelser andre steder, hvis FDP får sin vilje. Planen er stadig, at “trafiklyset“ skal nå til enighed inden jul. Men De Grønne har ikke tænkt sig at gå i regering for enhver pris – det er i hvert fald det, man fortæller det ængstelige bagland. /David Dragsted