Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix
Hvis du føler, at demonstrationer fylder mere og mere, tager du ikke fejl. En ny undersøgelse udført af forskere fra den tyske tænketank Friedrich-Ebert-Stiftung (FES) og ngo’en Initiative for Policy Dialogue viser, at antallet af demonstrationer er tredoblet siden 2006. Over hele kloden strømmer folk på gaderne for at protestere alt fra landbrugsreformer og aktiespekulation til politivold og klimanøleri. Skiltemalere må have en fest, det samme må sloganmagere og megafonsælgere. Mindre festligt er det for politikerne, som er kommet mere og mere ude af trit med de respektive landes befolkninger. Ja, og endnu værre: Med det demokrati, demonstranterne repræsenterer.
I undersøgelsen – der har fået den mundrette titel “World Protests: A Study of Key Protest Issues in the 21st Century“ – har forskerne set på mere end 900 protestbevægelser spredt over godt 100 forskellige lande og fundet frem til, at vi lever i en oprørets æra à la 1968. Og den overvejende grund til, at nye protestbevægelser blomstrer frem er (ikke overraskende), at folk forlanger større indflydelse på den politiske proces.
Som medforfatter Sara Burke fortæller til Washington Post, sover mange regeringsledere imidlertid i timen. Ofte kræver demonstranterne blot ting, de allerede er blevet lovet: “Gode jobs, en ren planet for fremtidige generationer og en meningsfuld indflydelse på de beslutninger, der påvirker deres livskvalitet.“ Så længe de meget forståelige krav ignoreres fra politisk hold, vil det derfor puste yderligere til oprøret – og forværre misforholdet mellem befolkning og magthavere. I stedet for at mistænkeliggøre – eller ligefrem frygte – protestbevægelserne, bør politikerne af samme grund tage kritikken seriøst. Når demonstranter går på gaden, viser det sådan set bare, at demokratiet virker. Og det må man vel tage imod med kyshånd.
Da Føljeton talte med lektor i idéhistorie Louise Fabian – som forsker i sociale bevægelser, urbanitet og politiske aspekter af kultur, gade- og hverdagspolitik – under den første coronanedlukning, lød det bl.a., at de daværende restriktioner kunne føre til en udvidelse af protestrepertoiret. Selv når folk ikke længere har de samme muligheder for at mobilisere sig i det offentlige rum, vil de finde måder, hvorpå deres stemmer kan blive hørt – om det så er gennem gryde-banken på balkonerne eller opslag på de sociale medier. Som Fabian selv sagde: “Selvom man bliver frataget gaden, finder protesten, solidariteten og mobiliseringen nye udtryksformer.“
Fremtiden findes
COP26 har nu været i gang i knap en uge. Løsninger som udfasning af kulkraft og begrænsning af skovrydning er allerede blevet smidt på bordet, men alligevel hersker en umiddelbar dommedagsstemning i Glasgow. Som så mange gange før stopper indsatsen ved de tomme løfter og grønne skåltaler, der mest af alt er sort snak. Nu skal vi ikke tage sorgerne på forskud, men meget tyder på, at COP26 heller ikke bliver det vendepunkt, verden hungrer efter. I hvert fald hvis man fokuserer på de langtrukne, frugtesløse forhandlinger, de delegerede fra mere end 100 lande har gang i.
Abrikostræerne findes, bregnerne findes, cikaderne findes, citrontræerne findes, duerne findes, og efteråret findes – for nu at parafrasere Inger Christensen. Fortsætter udviklingen, findes ingen af delene dog meget længere. Men håbet findes faktisk stadig; det findes uden for konferencehallernes grå tristesse, uden for COP26-åbningstaler så søvndyssende, at selv de vigtigste beslutningstagere tager sig en morfar. Det findes lige der, hvor demonstranter ufortrødent holder magthaverne til ilden – om de så skal stå i det sivende, skotske regnvejr i hvem-ved-hvor-mange timer. Ja, alene det, at verdenslederne mødes for at snakke klimaforandringer, ville være tæt på utænkeligt, hvis ikke den folkelige modstand var til stede.
Som den italienske avis la Repubblica skriver, er protestbevægelser som eksempelvis Fridays for Future ikke bare et udtryk for ung, naiv utopisme. Nej, klimademonstrationerne er også en vigtig drivfaktor for innovation, for handling, for håb. De vigtigste klimaløsninger skal stadig findes fra politisk hold, men lovgivningen kommer – tydeligvis –ikke af sig selv. Til det formål har vi fortsat brug for al den kreativitet, vi kan mønstre. Og heldigvis befinder vi os i protesternes tidsalder med et større repertoire at spille på end nogensinde før. /David Dragsted