En høflig anmodning

Der er et eller andet ved Yanis Varoufakis’ ansigt på fotos, som gør, at han ligner en, der lige om lidt – så snart han har sagt, hvad han har at sige – sætter sig op på sin motorcykel og drøner stejlende ud ad motorvejen. Det er måske, fordi den 60-årige venstreorienterede græske økonomiprofessor og tidligere finansminister rent faktisk kører på motorcykel og og af samme grund hele tiden ses spankulerende omkring i læderagtige vand- og vindafvisende jakker som en universitetsverdenens svar på Vin Diesel.

En gang imellem kigger Varoufakis’ portrætbillede frem fra den britiske avis The Guardians opinionsspalter, og ofte er overskrifterne på hans kommentarer af en lettere fatalistisk karakter. Men de er af og til tilsat et svagt spor af håb, som dog ville kræve en kraftanstrengelse af en anden verden at indfri.

Tag bare overskriften på hans seneste klumme: ‘COP26 er dødsdømt, og vi kan takke det tomme løfte om klimaneutralitet.’ Det, Varoufakis siger, er, at verdens landes og virksomheders snak om nuludledning i 2050 er bullshit og fugle på taget. Og vel grundlæggende, at FN’s årligt tilbagevendende klimatopmøde er staffage og promovering. Han forudser, at det, som COP26’s 200 forhandlere kommer ud med på fredag, når topmødet i Glasgow slutter, er så godt som ubrugeligt.

Som den gode retoriker han er, peger Varoufakis på tre årsager til, at klimatopmødet bliver den “kolossale fiasko“, han forudser. Årsag nummer tre (vi tager dem bagfra) er forudsigelig: Det er kapitalismen. Årsag nummer to er verdens manglende evne til at koordinere; stater, fonde og private investorer, der kunne kaste store penge efter grøn omstilling, sidder og lurepasser, for hvis ikke mange tør investere samtidig, er det ikke lige til at få øje på noget afkast i nær fremtid. Ingen tør gå forrest.

Årsag nummer 1 lyder som en blanding af de to andre. “Såvel store virksomheder som nationer har revet en side ud af Skt. Augustins bøn: ‘Herre, giv mig kyskhed og afholdenhed, men ikke lige nu.’ Alle vil hellere have en planet uden CO2-udledning end en planet, der syder. Men alle foretrækker også at vente med at betale prisen for en omstilling, hvis de kan slippe af sted med det.“

Ikke en rigtig plan

Noget kan tyde på, at han har ret. Onsdag morgen offentliggjorde FN’s klimasekretariat (UNFCCC) et første udkast til den endelige klimaaftale, som man håber, at deltagerlandene kan støtte op om på fredag. Greenpeace har læst udkastet og finder det rablende vagt. “Det er ikke en plan,“ skriver miljøorganisationen i en kommentar, der næsten mimer Varoufakis’ sarkastiske stil, “det er en aftale om, at vi alle sammen krydser fingre og håber på det bedste. Det er en høflig anmodning til landene om – måske, muligvis – at gøre mere næste år.“

Greenpeace henviser til en analyse, som projektet Climate Action Tracker (CAT) sendte ud tirsdag. Den viser, at selv hvis alle lande med klimamål for 2030 leverer det, de har lovet, så betyder det en temperaturstigning på 2,4 grader i 2100. COP26’s opgave er og bliver at få det tal ned på 1,5 grader. “Hvis det her er det bedste, [verdens ledere] kan komme med,“ skriver Greenpeace, “så er der ikke noget at sige til, at børn i dag er rasende på dem“.

Hvad der skal gøres, er åbenlyst, og (i første omgang) handler det ikke om, at vi alle sammen skal blive veganere. Varoufakis siger det også hen imod slutningen af sin dommedagsklumme: Kul-, olie- og gasindustrien skal lukkes ned, og der skal indføres en global CO2-skat. Det er egentlig meget ligetil. /Oliver Stilling