Nyhedsanalysen

[pamflet] Kære læser

I en fodnote til den ellers ret uforståelige 1970’er-roman The Atrocity Exhibition kommer forfatter J. G. Ballard med en indsigtsfuld pointe om ørkenen. Eller, for nu at være helt præcis, den tidløshed, ørkenen repræsenterer. Hør bare Ballards løst oversatte ord:

“Ørkener rummer en særlig magi, eftersom de har udtømt deres egen fremtid, og dermed er frigjort af tiden. Hvad som helst, der bliver opført der, en by, en pyramide, et motel, står uden for tiden. Det er ikke noget tilfælde, at religiøse ledere dukker frem fra ørkenen. Moderne indkøbscentre har en meget lignende funktion. Fremtidens Rimbaud, Van Gogh eller Adolf Hitler vil udspringe fra deres tidløse ødemark.“

I mediesprog taler man sommetider om nyhedsørkener. Steder, hvorfra journalister er forduftet, lokalaviser er lukket, og hvor der generelt hersker en stemning af nedtrykthed. Som om tiden er løbet fra området, som om der ikke længere sker noget, man gider at skrive hjem om. For nu at blive ved Ballard kan sådanne øde landskaber dog også sætte tankerne i gang. Hvilken magi gemmer sig mon på disse mærkelige ikke-steder? Hvad sker der med nyheder, når tiden forsvinder? Bliver de bare til heder?

Selvom Føljeton har til huse i København, ser vi os som en samling nysgerrige nomader. Dagligt gennemtrawler vi nyhedsstrømmen og internettets øde kringelkroge i et forsøg på at fortrylle din indbakke. Vi opsøger simpelthen magien de steder, du ikke selv ville komme. Tidligere har vi omtalt os selv som en god ven, der lige smutter forbi og lukker lidt frisk luft ind. Måske er det tid til en opgradering: Føljeton er en messiansk skikkelse, der dukker op fra ørkenen med de vigtigste budskaber.

Okay, det er nok lige i overkanten. Føljeton er næppe journalistikkens frelser. Til gengæld er vi besatte af at give dig – vores kære læser – det bedst kuraterede nyhedsoverblik, de skarpeste analyser og de mest overrumplende aha-oplevelser. Kort fortalt: De mest velskrevne og originale nyhedsbreve, der leveres i kongeriget Danmark. Lyder det som storhedsvanvid, er det nok bare dehydreringen, der taler. Det er hårdt, sådan at vandre i ørkenen.

Som du måske har bemærket, sidder du og læser disse ord i en pamflet, en lille fysisk manifestation af Føljetons virke. Det er ikke noget tilfælde: Selvom Føljeton er et digitalt medie, har vi stadig en svaghed for tryksager. Sådan blev journalistiske føljetoner jo også serveret engang: I små blade, læserne kunne samle på. Formatet satte ikke bare krav til tålmodigheden, det tegnede tilmed tiden i et særligt lys. Pludselig fik fremtiden forrang, for man ventede spændt på det, som skulle følge efter.

Men hov, var pointen ikke, at fremtiden mangler magi? Godt spottet. Normalt forholder vi os til det skete, til alt det, man kan rapportere om og tolke på – for sådan er journalistikkens lod. I nærværende udgivelse vil vi dog forsøge at gøre noget lidt anderledes: Vi vil forsøge at genfortrylle fremtiden. Måske lyder det som et lidt ørkesløst projekt, men tænk ikke sådan. Fremtiden er endnu ikke udtømt, Føljetons gåpåmod fejler intet. Og hvis du spørger os, er det nok meget sundt at komme lidt ud af ødemarken.

Velkommen til – og rigtig god læselyst. /David Dragsted, chefredaktør 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12